Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
565
( Efter tegning av Th. Holmboe.)
Austraat.
øvre borggaard. Arkitektonisk mest fremtrædende i
dette vakre og statelige anlæg var hovedportalen,
indrammet av vaabenskjolde hugget i klæbersten,
svalgangen rundt nedre borggaard med karyatider skaaret i
træ (de kloke og daarlige jomfruer samt
gammeltestamentlige figurer, trappeopgangen og loggiaen midt paa
hovedbygningen samt taarnets vakre hjelm.
Riddersalen indredet i den gamle kirke hadde skjønne
eketræsdører utskaaret i rik barok og en marmorkamin;
under riddersalen var indredet et kapel, hvor adskillig
av det gamle kirkeutstyrs middelalderske træskulpturer
var anvendt sammen med det nye, rike barokinventar.
— Ved lynnedslag høsten 1916 brændte A.; meget av
kirkeutstyret blev reddet. De gjenstaaende mure
tænkes bevaret ved restaurering eller gjenopbygning. Staten
har hertil bevilget 50 000 kr. paa betingelse av at like
meget tilveiebringes privat. [Litt.: L. Harboe Ree og
F. B. Wallem, «Østraat», Trondhjem 1916.]
Austrālien falder i to dele, det egentlige A., til
hvilket ogsaa Tasmanien regnes, og den hele øverden fra
Nyguinea og Ny Seeland i vest til de Havajiske øer og
Salas y Gomez i øst. Denne sidste del sammenfattes nu
i almindelighet under navnet Oceanien. Grænsen mot
Asien, s. d. I den følgende oversigt skildres, hvor ikke
andet uttrykkelig bemerkes, hver av de to dele for sig.
— A., d. v. s. fastlandet, omgives av det Indiske Hav
i vest, nord og syd, østkysten beskylles av Stillehavet.
Fra Nyguinea skiller den grunde (kun 50 m. dype)
Arafura-sjø og det 80 km. brede Torresstræde. Tasmanien,
som ogsaa er skilt fra fastlandet, nemlig ved det grunde
kun 70 m. dype Bass-stræde, hører imidlertid efter sin
hele natur til dette. Kystlinjens løp er meget
ensformig. I nord danner Carpentariabugten et om
Syrtebugten i Nordafrika mindende indsnit, hvorved der
fremstaar halvøerne Cape York i øst og Arnhemsland i voest.
I sydkysten danner Spencers Gulf og St. Vincent Gulf
Yorkes og Eyres halvøerne, og paa vestkysten træffer vi
Peron-halvøen indenfor Sharks Bay. De talrike øer
langs fastlandets kyst er for det meste meget smaa. Vi
kan nævne Wellesley-ørne og blandt dem Mornington
samt Groote Eylandt i Carpentariabugten, Melville- og
Bathurstøerne ved det nordvestlige hjørne av
Arnhemsland, Kangaroo-øen utenfor St. Vincent Gulf og Fraser-
eller Great Sandy-øen utenfor østkysten. Kysterne byder
paa talrike gode havner, saaledes Port Darwin paa
Arnhemsland, paa sydkysten King George Sound (vestligst),
Port Lincoln ved Spencer Gulf, Port Adelaide ved St.
Australien
, med Port Jackson, Moreton Bay m. fl.
(Steep Point,
«saaledes
-av en
566
Vincent Gulf og Port Phillip i sydøst, især dog østkysten
Nordøstkysten
følges av det saakaldte Great Barrier Riff, en skjærgaard
av koraløer, som nu, da farledene er grundig utforsket,
ikke volder skibsfarten nogen væsentlig vanskelighet. —
Fra nordpynten, Kap York ved Torresstrædet (10° 50′
s. br.), til sydspidsen, Wilsons Promontory (W.-forbjerget,
839 10 s. br.), er avstanden 3 200 km. (mellem
Carpentariabugten og Spencergolfen kun 1 700 km.), fra vest
113 5′ ø. 1.) til øst (Kap Byron; 153° 16°
Ø. 1.) strækker det sig 4 000 km. — Flateindholdet av
A. og Oceanien tilsammen utgjør 8 960 000 km.², derav
A.s fastland 7 630 000 km.², Tasmanien henimot 70 000
km.² og saaledes Oceanien omtr. 1 250 000 km.² A. er
den mindste av verdensdelene. For
Australfastlandets vedkommende faaes som uttryk for
kystutviklingen forholdet ([mellem omfanget — 9 700 km.—
cirkelflate av Australfastlandets flateindhold og
dettes kystlængde — 19 500 km.) 1: 2, megs
forholdet mellem stamme dog grener for hele denne
dóbbeltverdensdels vedkommende blir som 7.2 : 1.7. —
Australfastlandet er en stor høislette som sænker sig indøver,
idet dens laveste punkt er den saltholdige Eyresjø, en
depression som ligger 12 m. lavere end havspeilet. De
indre sletter har en gjennemsnitlig høide av 300 m.; i
øst naar de 650 m. høide. Her i øst hæver sig over
sletten en fjeldrække hvis høieste dele er de Blaa Berge
og de Australske Alper, i hvilke Kosciusko-gruppen fi
det sydøstlige hjørne av landet) med Mt. Townsend, den
høieste av en flerhet jevnbyrdige topper, naar 2200 m,
fastlandets høieste punkt. Dette ligger saaledes i sin
helhet under snegrænsen. Bare i dype skyggefulde gjel i
Kosciuskofjeldgruppen holder enkelte sneflekker sig
sommeren over. Fjeldene har saa langt fra alpeformer, at
de tvertimot kjendetegnes ved sine avrundede topper.
Til disse slutter sig vide plataaer. Ogsaa de bratte lier
og de trange daler er eiendommelige træk i denne del
av den australske fjeldbygning. Fra de Australske Alper
stryker mot vest i landets sydøstlige hjørne (nordenfor
Port Phillip) en fjeldkjede som ender med Grampians
og Black Range; mot nord hæver sig fra plataaet en
flerhet av bergkjeder, hvoriblandt de nævnte «Blaa Berge»
Blue Mountains) (indenfor Sydney), 750—1 250 m. høie.
Endnu høiere er toppene længere nord (Mt. Lindsay,
syd for Brisbane, 1 680 m., Mt. Bartle Frère, ved roten
av Kap Yorkhalvøen, 1 660 m.). Dels langsmed og dels
tvers paa kystens retning løper utenfor dette plataaland
og dets rygger andre fjelddrag (Coast Ranges; i en
saadan række hæver sig f. eks. Mt. Sea View 1830 m.).
Oppe paa høilandet ligger store sletter (plains)
fuldstændig indrammet av høidedragene, saaledes f. eks.
Liverpool plains (31 s. br.). — Fastlandsviddens vestrand er
gjennemsnitlig kun ca. 300 m. høi og danner endnu
mindre noget sammenhængende system av fjelddrag end
østranden. I syd naar Stirling Range (indenfor King
George Sound) 1 070 m. og Mt. William (syd for Perth
1 100 m., i nord Mt. Labouchere 1 040 m. og Mt. Bruce
1160 m. Ogsaa i verdensdelens indre brytes de
ensformige vidder av enkeltvis optrædende høidedrag.
Saaledes løper fra egnen omkring Spencer og St.
Vincentbugterne Flinders Range, i hvilken enkelte topper naar
900—1 000 m., og noget østligere og længere inde i
landet Stanley- og Grey-kjederne i øde, vandfattige, men
sølvrike egne. I fastlandets midte hæver sig som en
borg Mac Donnell Range (Mt. Heuglin 1 460 m.) og syd
for denne Musgrave-kjeden med Mt. Woodroffe (1 600 m.).
— Paa Tasmanien fortsætter fastlandets fjelde i to
rækker. I den østlige naar Ben Lomond 1527 m., i den
vestlige Cradle Mountain 1 545 m. — A.s elver fører
litet vand; mange danner i den varmeste tid kun saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
