Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
569
ledes nu meget mindre end baade i de Forenede Stater
og i Sydafrika), og dets sølvproduktion, som vistnok staar
langt under Mexicos og de Forenede Staters, er dog
betydelig større end i hvilketsomhelst av alle de øvrige
sølvproducerende lande. Ogsaa den øvrige
bergverksproduktion er betydelig: kobber, tin (særlig paa
Tasmanien), jern, kul m. m. Det er især i Sydaustralien
akerbruket drives ivrigst; omend høsten er rikere i de
gunstigere stillede stater ved østkysten. Sydaustralien
utfører hvete. I Queensland trives sukkerrøret.
Vinavlen arbeider sig op i den sydøstlige del av landet.
Men uld er A.s hovedutførselsartikel, likesom ogsaa A.
er jordens vigtigste produktionsland for uld.
Produktionen ansloges for 1915—16 til over 1/2 milliard eng.
pund og utførselen til en værdi av 27 mill. pund sterling
(altsaa henimot 3 milliarder kroner). Indenfor den
industrielle virksomhet, som i det hele endnu ikke kan
maale sig med Europas og Amerikas, kan nævnes
bryggeribedriften, møllevirksomheten, sukkerraffineringen.
Samtlige kolonistaters handelsomsætning, som utviser en
mægtig stigning fra aar til aar, utgjorde 1913 1581/4
mill. pund sterling (omtr. 1.4 milliard kr.), i hvilken sum
utførsel og indførsel paa det nærmeste balanserer. —
For A., som næsten helt savner farbare elver, har den
forholdsvis sterke utvikling av jernbanenettet været av
stor betydning. Fra Adelaide naar jernveien til den
store sjødepression, begyndelsen til overlandslinjen
Adelaide—Port Darwin, fra Sydney og Melbourne over
høifjeldet, som tidligere voldte færdselen store
vanskeligheter, til Murrays vanddistrikt. Telegrafkabler forbinder
A. saavel med Asien og Europa (fra Port Darwin over
Java og Singapore) som med Amerika (siden 1902, fra
Brisbane over Norfolkøen, Suva paa Fidsji-øerne,
Fanningøen til Vancouver i brit. Columbia) og ligesana med
Ny Seeland og Nykaledonien. Paa fastlandet har
omtrent hvert eneste større nybygge sin telegrafstation, og
allerede 1872 var overlands-linjen anlagt fra Port Augusta
ved Spencergolfen til Palmerston ved Port Darwin. De
største byer er Sydney, Melbourne, Adelaide og Brisbane.
— Forfatning. Fra 1 jan. 1901 danner A.s oprindelige
kolonier («original states»), nemlig Nysydwales, Victoria,
Queensland, Sydaustralien, Vestaustralien og Tasmanien,
é6n forbundsstat under navnet the «Commonwealth of
A. I 1911 dannedes et «Nordterritorium» av en del
av Sydaustralien og samtidig utskiltes et 2 200 km.² stort
stykke av Nysydwales som et forbundsdistrikt i
hvilket nystatens hovedstad Yass-Canberra anlægges, 230 km.
sydøst for Sydney. Den lovgivende myndighet utøves
av kongen, repræsentert av en generalguvernør, ved hvis
side staar et statsraad (1917, «Commonwealth War
Government», paa 11 medlemmer), senatet og
repræsentanternes hus. For nærværende har denne fællesregjering
sit sæte i Melbourne. — Oceanien (se nærmere denne
art. brukes i nyere tid ofte som fælles navn for den
nærmest A., mellem denne verdensdel og Amerika,
liggende øverden. Med navnet Polynesien (s. d.) betegner
man isaafald kun en del av øgrupperne, for hvis øvrige
to hoveddele man bruker navnene Melanesien (s. d.) og
Mikronesien (s. d.). Utforskning. Portugiseren
Fernando de Magalhães (i alm. kaldt med den franske
form av navnet: Magellan) var den første som seilte over
Stillehavet (dette navn skriver sig fra ham) paa sin
verdensomseiling, hvor han 1521 opdaget Ladronerne og
Marianerne. For datidens opfatning fortonet der sig et
stort «Austral»- eller «Syd»land paa den sydlige
halvkule, og det er først de hollandske ekspeditioner fra de
av hollænderne erhvervede sydøstasiatiske øer som har
bragt klarhet over Australfastlandets utstrækning. Dette
kaldte hollænderne Nyholland, og 1642 naadde Abel
Tasman sydspidsen av den ø som nu bærer hans navn
Australien
570
(den kaldtes først Van Diemens land). Som den tredje
banebrytende forsker i disse farvande møter os
engelskmanden James Cook, hvis store sjøreiser falder i aarene
1768—79. Det skyldtes særlig Cook at A. blev
gjenstand for den britiske regjerings opmerksomhet. I følge
med ham reiste naturforskeren Johann Reinhold Forster,
fra hvem navnet A. om fastlandet skriver sig, og i
slutten av 18 aarh. forsker i de pacifiske farvande mænd
som Vancouver, Lapérouse o. fl. A., hvis kyster man
kjendte efter Cooks og Flinders utforskninger, vedblev
længe efterat deportationen var begyndt, at være
temmelig ukjendt i det indre. En større reise utførtes
egentlig først av Sturt og Macleay 1829 i
Murraydistriktet, senere av Eyre, som bereiste Sydaustralien og
opdaget Flindersfjeldene og i 1840 Torrens- og Eyre-sjøerne.
Han utførte den første store australske ørkenfærd. 1848
paabegyndte Leichhardt efter flere aars forutgaaende
store reiser (Reisejournal 1847) en overlandsfærd fra øst
til vest, om hvis nærmere forløp intet vites;
sandsynligvis led ekspeditionen hungersdøden. Blandt senere
reisende kan nævnes John Mac Donall Stuart (1862), hvis
reiser foranlediget anlægget av overlandstelegrafen,
Warburton, Forrest og F. Giles, som bl. a. opdaget
Amadeussjøen (1872) og (1874—75) vandret fra Spencergolfen til
Perth i Vestaustralien, en strækning som fra Nordkap
til Kap Matapan paa Peloponnes. 1882—83 foretok
Lindsay en storartet anlagt karavanefærd (benyttet sig
av kameler) i Vestaustraliens litet tilgjængelige
ørkenegne. Av nyere forskere maa nævnes nordmanden
Lumholtz, som i begyndelsen av 1880-aarene opholdt sig i
Queensland, særlig med zoologisk-etnografiske studier for
øie (se hans reiseverk: «Blandt menneskeædere»).
Tasmanien er særlig utforsket av A. Wallace (1856—63),
Nyguinea av russeren Miklucho-Muclay, og senere av
Finsch o. a. For Ny Seeland begynder den nye tid med
missionæren Marsdens ankomst der 1814. Et nøiere
kjendskap til øen skyldes naturforskere som Dieffenbach,
Hochstetter og Lendenfeld. Talrike fortrinlig utstyrte
ekspeditioner har i det forløpne aarh. gjennemforsket
Stillehavet og dets øer, saaledes Kotzebues reise 1815,
den russ. admiral Lütkes jordomseiling 1826—29, den
amer. kaptein Wilkes 1839—42, det eng. krigsskib
«Beagle»s med Charles Darwin som naturforsker 1831
—36. Idet her forøvrig henvises til art. Oceanien,
minder vi om de store havforskningsekspeditioner, den
østerr. «Novara»-ekspedition 1857—59, den eng.
«Challenger»-ekspedition 1872—76, den amer. «Tuscarora»-
ekspedition, den tyske «Gazelle»-ekspedition. —
Utvandringen av nordmænd til A. har til sine tider ikke været
saa ganske ubetydelig, men den har hat en meget
uregelmæssig karakter. Den begyndte med et ganske litet tal
i slutningen av 1860-aarene, men i 1871—75 utvandret
nær 1 500 personer, og dette femaar opviser i det hele
det største antal. Utvandringen sank i det næste
femaar til under det halve og har siden været ganske
forsvindende med undtagelse av slutningen av 1890-aarene,
da nogen faa hundrede søkte veien did. I 1913 ankom
der til A. 765 nordmænd og avreiste fra A. 615. 71
blev naturalisert. — Den samlede norskfødte befolkning
i A. er for aaret 1914 anslaat til 5 500 (av norsk æt
henimot 20 000), hvorav naturligvis en væsentlig del er
knyttet til skibsfarten. — Vor vigtigste interesse er
skibsfarten, som væsentlig underholdes av seilskibe. De
norske skibe deltar i yarrah- og karritraden fra
Vestaustralien til Europa og Sydafrika, i guano- og
kopratraden fra Stillehavsøerne, i hveteeksporten til Europa
og i trælasttraden fra Norge og Østersjøn. Der ankom
i 1913 til A. og Ny Seeland 150 norske skibe (236 500
ton). — Vor vigtigste eksportartikel til A. er trælast,
særlig høvellast; desuten gaar der endel av forskjellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
