Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
669
begrænsning tillægges halvøen bare 470 000 km.²). B. er
meget indskaaret av havet (kystlængde 5 000 km.) og
omgit av mange øer. Adriaterhavets kyst er i nord
klippekyst med mange bugter, halvøer og øer (Dalmatien),
længer syd litet indskaaret, flat, uten øer. Fra det
Joniske Hav gaar ind bugterne ved Avlona (Valona), Arta
og Patras Korinth; langs kysten ligger de Joniske Øer,
i syd Messeniske og Lakoniske Bugt, halvøen Maïne med
Kap Matapan (Tænaron), i øst (fra Ægæerhavet) Argolis-,
Æægina-, Lamia-, Volo-(Bolos-)bugterne, Saloniki- og
Orfanibugterne paa begge sider av halvøen Chalkidike
(Kap Athos), Sarosbugten indenfor halvøen Chersones
ved Dardanellerstrædet o. s. v. Vi kan skjelne mellem
fire fjeldsystemer: 1. Det dinariske nordvest til sydøst:
Dinariske, vestbosniske, montenegrinske, nordalbaniske
fjelde, øde fjeldplataaer («Karst», s. d.), skogløse, steile
fjeldskraaninger (ogsaa ved kysten), utallige kløfter, helt
lukkede daler, flere indsjøer (Skutarisjøen), høieste top
Dormitor i nordlige Montenegro 2 500 m. 2.
Pindossystemet søndenfor danner først grænsen mellem
Albanien i øst og Makedonien i vest. Her nordligst
Sjar-Dagh (Ljubatrin ca. 2 700 m.). Syd for dette en høislette
med flere sjøer (Okrida, Presba o. s. v.), videre
Grammosbergene, Metsovoknuten og det egentlige Pindos. En
utløper fra Pindos er de østgræske fjelde med Thessalien.
Thessalien er en slette, omgit av fjeldkjeder: Othrys i
syd, Olympos i nordøst (2 985 m.), Ossa og Pelion i øst.
Pelion fortsætter i syd i Mellemgrækenland og Moreas
fijelde (s. d.) med toppene Parnas (2459 m.) i
Mellemgrækenland og Hagion Elias (2 400 m.) i Taygetosryggen i
Morea (Peloponnes). 3. Halvøens kjerne utgjøres av den
serbisk-makedonisk-trakiske fjeldblok av krystallinsk berg,
uten længere fjeldkjeder, men med avgrænsede
enkeltmasser. Her ligger Makedoniens dalfører om elvene
Vardar, Struma og Karasu, i øst for derl sidste
Rhodopefjeldene, som opfylder det vestlige Rumelien, mens det
østlige Rumelien optages av Maritsas dal, som begrænses
i nord av Balkan og skilles fra det Sorte Hav og
Marmarasjøen ved kystfjeldene Istrandsja og Tekir Dagh.
4. Balkansystemet bestaar av det egentlige Balkan (s. d.)
med Bulgariens skiveformige høiland i nord og av
fjeldene i det østlige Serbien mellem elvene Morava og
Timok. Elver; til Save: Vrbas, Bosna, Drina (i Bosnien),
til Donau: Morava, Timok (i Serbien) og Isker (i
Bulgarien), til Ægæerhavet: Maritsa (i Rumelien), Mesta,
Karasu, Struma og Vardar (i Makedonien), Salamvria
oldt. Peneios, i Thessalien), til Middelhavet: Evrotas, til
det Joniske Hav: Alfeios (begge paa Morea),
Aspropotamos i Patrasbugten (Mellemgrækenland), Viosa(i Epeiros),
til Adriaterhavet: Drin (i Albanien), Narenta. Det
smale, vestlige kystland har klima og vegetation omtrent
som Italien: rigelig regn, oliven, kastanje o. s. v., det
indre har kontinentalt klima som det østlige
Mellemeuropa (temmelig kolde vintre) med naale- og løvskog,
dyrkning av europæiske kornsorter, mais, vin, tobak
o. s. v. Det østlige er koldere og tørrere end det
vestlige og danner overgang til Sydruslands stepper. I syd
mildt klima (aarlig middeltemperatur i Athen 17.9°,
sommerens 27.7°, vinterens 8.5), ofte svært tørre somre.
I Grækenland dyrkes oliventræet, her optræder de
«eviggrønne løvtrær», i Messenien og paa øerne endog
daddelpalmer (med moden frugt). Den etnografisk og religiøst
meget blandede befolkning bestaar av grækere, albanere,
rumænere, tyrkere og de forskjellige slaviske stammer,
serber, bulgarer o. s. v. — De ældste folk paa halvøen
(i syd) var pelasgerne, saa kom hellenerne i nuværende
Grækenland, makedonere, trakere, i nordvest illyrer, i
nordøst geter og daker. Særlig dakerne romanisertes,
og fra dem stammer de nuværende rumænere. De
gamle illyrer trængtes av indvandrende slaver mot syd,
Balkankrigene
670
deres efterkommere er de nuværende albanere (syd for
Montenegro). I middelalderen indvandret slaviske folk:
serber og bosniaker i nordvest i 7 aarh. og bulgarer
(opr. finsk-tatarisk, men senere slaviserte) i 5 aarh. Saa
kom tilslut tyrkerne (osmanerne) 1300—1500. Av andre
mindre talrike stammer merkes armeniere (især i de
større byer), jøder og zigøinere (se under de enkelte
stater). Se kart Balkanhalvøen.
Balkankrigene 1912—13. Allerede fra 1909
arbeidet Venizelos (s. d.) for et Balkanforbund, som
den eneste mulighet for at slaa tyrkerne. Med
vanskelighet fik han overbevist sine landsmænd om at de blev
nødt til at ofre det meste av Makedonien for at vinde
bulgarerne og serberne. Hans tilnærmelsesforsøk vandt
forstaaelse hos disse stater; den græske flaate var
absolut nødvendig for at hindre tyrkerne fra at sende
hjælpetropper fra Lilleasien til Makedonien. I mars 1912 blev
der sluttet et forbund mellem Bulgarien og Serbien om
fælles angrep paa Tyrkiet og deling av det omraade som
det lykkedes at erobre. I mai tiltraadte Grækenland
forbundet. I aug. forefaldt der flere tyrkiske myrderier
i Makedonien. Efter dette krævet folkestemningen i
Balkanstaterne en krig, og regjeringernes sidste
betænkeligheter blev overvundet. Tyrkerne hadde allerede
mobilisert adskillige europæiske korps, og 30 sept. gav
forbundet ordre til almindelig mobilisering. Stormagterne
forsøkte at mægle ved en note 8 okt.; men samme dag
erklærte Montenegro Tyrkiet krig, og 13 okt. tilstillet
forbundet Tyrkiet et ultimatum, hvori det forlangte
autonomi for de europæiske provinser og ret til at
besætte dem. 18 okt. blev krigen erklært.
Montenegrinerne, som straks var mobilisert, erobret en række
grænsebyer, men blev derefter stanset i lang tid av
den sterke fæstning Skutari med det kraftige fort
Tarabosj. Det haardeste arbeide paahvilte bulgarerne.
Deres krigsforberedelse var fortræffelig, og de rykket ut
med 300 000 mand. Paa tyrkisk side var der mange
mangler. Linjeavdelingerne (nizam) var godt utrustet
og vel utdannet; men reservisterne (redif), som
strømmet til fra Lilleasien, hadde næsten ingen utdannelse
faat og kunde ikke utrustes paa tidssvarende maate.
Følgen herav maatte bli nederlag. 19—22 okt.
indledet 1ste bulgarske armé angrepet paa Adrianopel, mens
3dje armé gik over grænsen noget østligere og
overrasket tyrkerne ved Kirkkilisse. .Efter haarde kampe
23—24 okt. blev tyrkerne kastet tilbake. Den
bulgarske overgeneral Savoff besluttet at utnytte denne seier
og befalte derfor at indeslutningen av fæstningen
Adrianopel skulde overlates til reserveavdelinger, saaledes at
1ste og 3dje armé og hovedmassen av den i
Strumadalen opererende 2den armé straks kunde sættes i
bevægelse mot øst. Fremrykningen skedde overordentlig
hurtig og energisk. Den tyrkiske østhær, som Nizam
pasja fik kommandoen over efter Abdullah pasjas
uheldige kamp ved Kirkkilisse, gik tilbake over
Babaeski-Bunarhissar og masjerte op i linjen Lule Burgas—
Visa, langs floden Ergene. 29—31 okt. forsvarte
tyrkerne sig med heltemodig tapperhet mot de bulgarske
troppers rasende angrep; tyrkerne maatte tilslut foreta
et flugtlignende tilbaketog. 2 nov. kom det til nye
kampe ved Tsjorlu, som likeledes endte med et
nederlag for tyrkerne. Den demoraliserte hær søkte tilflugt
i den av naturen sterke og med en del forsvarsverker
forsynte stilling ved Tsjataldja. Bulgarernes
fremrykelendige og opbløtte veier tok lang
tid, ca. 14 dage. Dette pusterum benyttet tyrkerne til
at forsterke sin stilling og reorganisere hæren. 16 nov.
begyndte bulgarerne sit angrep; men efter at ha
stormet fire dage og lidt svære tap maatte de opgi forsøket.
Mere end tyrkernes forsvar var det maaske
stormagterning paa Trakiens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
