Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
739
B. (1659—90), søn av Th. B., professor i historie, kgl.
antikvarius o. m. a., var en flittig mand, hvis store
latinske verk om de gamle danskes dødsforagt vidner om
sjelden indsigt i den gamle nordiske litteratur. Han
efterlot sig store samlinger av haandskrifter, især til
Danmarks og Norges kirkehistorie før reformationen.
Bartholomé, Paul Albert (1848—), fr.
billedhugger, var oprindelig maler, men gik uten andre
forutsætninger under forsøket paa at reise sin hustru et
gravmæle over til skulpturen. Hans hovedverk, «Monument
aux morts», er reist paa Père-Lachaise-kirkegaarden i
Paris av byen og den franske stat (avsløret 1899).
Bartholomæus (d. e. søn av Tholmai), en av Jesu
12 apostler. Han er uten tvil den samme som i Joh.
1, 45 ff. og 21, 2 nævnes Nathanael. Traditionen
henlægger hans senere missionsvirksomhet dels til Indien,
dels til Armenien.
Bartholomæusnatten el. blodbryllupet i Paris,
natten til St. Bartholomæus’ dag 24 aug. 1572. Til
Henrik av Bourbons, de franske reformertes overhodes
bryllup med Karl IX’s søster Margrete var de fornemste
hugenotter fra hele Frankrike, deriblandt admiral
Coligny, kommet til Paris. Som følge av uvilje og
mistænksomhet mot Coligny besluttet kongens mor,
Katharina av Medici, efter et mislykket mordforsøk paa denne,
at la alle hugenotter dræpe; B. blev saa Coligny og
omtrent 2 000 andre hugenotter myrdet i Paris;
eksemplet fulgtes i provinserne, saa tallet paa de myrdede
steg til 20000. Udaaden vandt overhodet sterkt bifald
inden den katolske kirke (paven, Filip II). Den var
ikke, som man længe antok, en i lang tid forberedt
udaad, men et utslag av en bestemt situation.
Barthou [bartō], Jean Louis (1862—), fr. politiker,
blev 1889 medlem av deputeretkammeret, 1894 minister
for de offentlige arbeider, 1896—98 indenriksminister og
1906—09 paany minister for de offentlige arbeider. I
Briands ministerium 1909—10 var han justisminister, og
i 1913 dannet han selv en kortvarig regjering. B. har
altid hørt til republikanernes høire fløi og staat mot de
egentlige radikale; han gik derfor i begyndelsen av 1914
sammen med Briand og Millerand om at danne et nyt
politisk parti mot de grupper som sluttet sig om
Caillaux og Clémenceau. Han kom imidlertid snart i et
visst motsætningsforhold til Briand, og har under krigen
spillet en meget tilbaketrukken rolle; bare i Painlevés
korte ministerium i 1917 var han medlem av regjeringen.
En del av hans taler under krigen er utgit under titelen
«Sus les routes du droit». Medlem av akademiet.
Ba′rtoli (Bartolo), Taddeo di (ca. 1366—1422),
ital. maler, utførte en række fresker i Pisa, Perugia og
Siena, som savner den sienesiske skoles inderlighet, men
utmerker sig ved liv og kraft.
Bartolīni, Lorenzo (1777—1850), ital. billedhugger,
blev av Napoleon sendt til Carrara for at grundlægge en
billedhuggerskole der. Fulgte Napoleon til Elba. Blev
efter keiserens død direktør ved akademiet i Firenze.
Han har øvet indflydelse paa ital. skulptur ved sine
bestræbelser for at frigjøre den fra ældre overlevering.
Bartolommēo, Fra (ogsaa Baccio della Porta)
(1472—1517), ital. maler, blev som ung dypt grepet av
Savonarolas forkyndelse, opgav alle verdslige og
mytologiske emner og gik ved mesterens tilfangetagelse i kloster.
Han har utført en række betydelige andagtsbilleder som
staar Rafaels nær og utmerker sig ved følelse, finhet i
linjen og en klart gjennemført komposition.
Bartolo′zzi, Francesco (1728—1813), ital.
kobberstikker og miniaturmaler, vandt berømmelse ved sine
talrike, væsentlig i punktermanér utførte stik efter gamle
mestre, og blev efter at ha virket som hofkobberstikker
i London direktør for akademiet i Lissabon.
Bartholomé—Barye
1
740
Barton [bā′tn], Sir Edmund (1849—), austr.
statsmand, arbeidet for dannelsen av et australsk
statsforbund og blev, da dette kom istand (1901), dets første
premierminister. 1902 deltok han i kolonikonferansen
i England og blev ved denne leilighet adlet.
Bartpur, se Bharatpur.
Bartrær, d. s. s. naaletrær (s. d.)
Bartsch, Adam von (1757—1821), t. kobberstikker
og kunstforfatter, har utført en stor mængde stik,
særlig efter hollandske billeder, men er især blit bekjendt
gjennem sin store ræsonnerende katalog «Le peintre
graveur» (21 bd. 1803—21), som er grundlæggende for
studiet av ældre raderkunst.
Bartsch, Karl (1832—88), fremragende tysk filolog
og litteraturhistoriker, 1858—71 professor i Rostock, 1871
professor i Heidelberg; utgav ældre tyske digterverker,
bl. a. «Nibelungenlied» og «Kudrun», og provençalske
verker, skrev avhandlinger om tysk og romansk
litteratur, oversatte «Nibelungenlied» og Dantes «Divina
commedia»; skrev ogsaa selv digte.
Bartsch, Rudolph Hans (1873—), østr. forfatter.
Efter at ha tat avsked fra militærtjenesten som kaptein
viet han sig til litteraturen, utgav først nogen halvt
historiske arbeider, dernæst romaner, som har
vundet megen anerkjendelse («Als Österreich zerfiel», «Die
Haindlkinder», «Vom sterbenden Rokoko», «Lukas
Rabesam» o. fl.).
Bartschia alpina, en over hele vort land almindelig
fjeldplante, tilhørende de maskeblomstredes familie; den
har mørkegrønne blade, de øverste med et anstrøk av
fiolet, og tolæbede fiolette blomster, samlet i de øvre
bladhjørner.
Bartskjær, se Badskjær.
Baruch, Nerijas søn, var profeten Jeremias’ trofaste
discipel, som nedskrev hans taler og stod ham bi under
hans trængsler. Under B.s navn er to skrifter bevaret,
av hvilke dog intet er forfattet av ham. B.s bok, som
indeholder formaninger og trøsteord til de landflygtige,
er et apokryft skrift fra makkabæertiden eller fra
Vespasians tid. B.s apokalypse, som indeholder en række
fremtidssyner, er forfattet efter Jerusalems erobring aar
70e. Kr.
Bary, Heinrich Anton de (1831—88), t. botaniker,
studerte medicin og senere botanik, blev 18454 docent i
botanik ved universitetet i Tübingen og aaret efter
professor i samme fag i Freiburg i Baden og 1866 i Halle.
Da universitetet i Strasbourg blev gjenoprettet 1872, kom
han som professor dit. B. har levert. banebrytende
arbeider over de lavere planter, især over soppenes og
algernes systematik, morfologi og fysiologi. Ved siden
herav har han ogsaa skrevet et meget anerkjendt verk
om blomsterplanters og bregners anatomi (1877). Av
hans verker skal her nævnes: «Untersuchungen über
die Brandpilze» (1853), «Untersuchungen über die
Familie der Conjugaten» (1858), «Morphologie und
Physiologie der Pilze, Flechten und Myxomyceten» (1866),
«Beiträge zur Morphologie und Physiologie der Pilze» (1864
—B82, 5 bind), og «Vergleichende Morphologie und
Biologie der Pilze, Mycetozoen und Bakterien» (1884). I
aarene 1866—87 redigerte B. «Botanische Zeitung».
Baryce′ntrisk, som angaar tyngdepunktet. B. regler,
alm. kaldt Guldins regler: en omdreiningsflates
areal er lik den beskrivende linjes længde gange den
vei linjens tyngdepunkt beskriver. Og: et
omdreiningslegemes volum er lik den beskrivende flates areal gange
den vei flatens tyngdepunkt beskriver.
Barye [bari′], Antoine Louis (1795—1875), fr.
billedhugger, har utført en række glimrende grupper av
vilde dyr, som ved fremstillingens liv og intensitet og
den klare, gjennemarbeidede form som undertiden vid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
