Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
797
flere og blomstrer desuten i lang tid. Ved krydsning er
fremstaat en mænge kulturformer, som er yndede
prydplanter i stue og paa friland. Av arter som dyrkes paa
grund av sine vakre blade, kan nævnes b. rex, b.
metallica og b. maculata;
for blomsternes skyld
dyrkes de saakaldte
knoldbegonier og
andre, som b. veitchii,
b. semperflorens o. fl.
Av nogen asiatiske
arter spises bladene
som grønsaker.
Begravelse
betegner som oftest et Æ
liks nedsættelse i 2,
jorden, men brukes
ogsaa om
andremaater at anbringe det
paa. De fleste
folkeslag begraver sine lik b
under visse ceremonier og paa maater som avhængerav
deres forestillinger om livet efter døden; bare nogen faa
lavtstaaende folk kaster likene bort. Hyppigst er begravelse
i jorden, f. eks. langs veiene, eller ogsaa i huler. Likets
brænding før b. har været en til alle tider utbredt skik.
Enkelte folkeslag spiser likene for at tilegne sig den
avdødes gode egenskaper; andre lægger dem op i høie trær
for at la rovfuglene fortære dem; atter andre kaster
dem i vandet.— Ægypternes religiøse forestillinger
fremkaldte en overmaade omhyggelig behandling av likene
Begonia.
for at bevare deres utseende (se Balsamering og
Mumie). Grækerne og romerne begravet sine døde
med stor høitidelighet, ofte ledsaget av ofre, gjestebud
og festspil; de hadde, likesom andre folk, som f. eks.
kineserne, store familiegravpladser, som holdtes høit i
ære. Begravelsesskikkene i Nordens oldtid veksler med
tidsperioderne. I stenalderen lagdes liket ubrændt i
gravkamre av sten, og ofte forekommer samlede b.; i
bronsealderen derimot forekommer mest enkeltgraver,
efterhaanden indføres likbrænding, og asken og de
brændte ben blev da lagt i en lerurne, som nedsattes i
jorden. Likbrænding fortsattes i jernalderen, men veksler
i den yngre jernalder med b. med ubrændt lik, hvor
graven utstyredes rikt med den avdødes vanlige vaaben,
bruksredskaper og kostbarheter. Det var i Norden til
alle tider skik at hædre fremragende avdøde ved
gravminder, som store gravhauger, stensætninger, bautastener.
— Kristendommen optok b. i huler fra jøderne; senere
anvendtes jord-b., og efterhaanden utviklet jordfæstelsen
sig til en vigtig religiøs handling utført av geistligheten.
Gravstederne samledes omkring kirkerne paa
kirkegaarden, eller hvis den avdøde var særlig fremragende,
indrettedes graven under kirkegulvet. I den første kristne
tid var likbrænding tillatt, men blev senere forbudt som
hedensk. I middelalderen og langt ind i den nyere tid
blev b. i selve kirkebygningerne stadig hyppigere og var
tilslut en stor fare for sundheten. Murede graver eller
stenkister, avpasset efter likets omrids, er
eiendommelige for middelalderen; saadanne graver findes i
Trondhjems domkirke. B. i jorden uten forutgaaende li
kbrænding (s. d.) er i nutiden overalt den hyppigste
fremgangsmaate til fjernelse av lik. Den medfører en
langsom opløsning av legemsstoffene. Kulden og de
dannede forraadnelsesstoffers egen hemmende virkning
paa formuldningen gir anledning til at opløsningen
trækker længere ut end den vilde ha gjort under fri
tilførsel av luft. Er jordbunden porøs, indtræder
tilintetgjørelsen raskere end det vilde bli tilfældet ved ler eller
nærværelse av grundvand. Der dannes tilslut kulsyre,
Begravelse—Begyndelseshastighet
|
798
simple kvælstofforbindelser og vand. Sundhetsfarlige
mikrober vil snart gaa til grunde og kan høist fortsætte
sin tilværelse et par aar, og de antages almindelig ikke
at kunne naa jordoverflaten. I norske byer maa
kirkegaarder ikke anlægges indenfor den til bebyggelse
regulerte del av byen. Utenfor kirkegaard maa begravelse
ikke finde sted uten Kongens tilladelse. Siden 1805 har
det været forbudt at indrette gravsteder i kirkerne.
Hver grav skal forbeholdes en plads av 2.4 m.s længde
og 1.2 m.s bredde. Gravens dybde bestemmes av
helseraadet. Dog skal kistens øverste kant ligge mindst 1 m.
under jordens overflate. Ethvert begravet lik skal i
regelen hvile urørt i jorden i 20 aar, hvilken frist dog
med Kongens samtykke kan nedsættes til 15 aar. For
gravsteder erlægges i almindelighet ikke betaling. For
fæste av særskilt gravsted, eller naar grav ønskes bevaret
tuitover 20 aar, kan der herfor kræves betaling efter
fastsat vedtægt 11. 3 aug. 1897). — Ved b. skal geistlig
medvirken finde sted for statskirkens medlemmer.
Alterboken av 1889 indeholder ritual for b. Paa landet,
hvor geistligheten paa grund av avstandene ikke kan
være tilstede ved alle jordfæstelser, finder jordfæstelsen
sted paa graven ved prestens første besøk paa
kirkegaarden. Et oprindelig fra geistlig hold fremsat forslag
om b. uten geistlig medvirken faldt i Stortinget i 1918
væsentlig paa forslaget om at kirkerne skal tillates
benyttet ved saadanne b.. Forslaget er senere ikke optat.
Naar der uttales ønske derom, bortfalder ved b. prestens
tale, og det fastsatte ritual læses isteden. (Sml. art.
bg pl. Kirkegaardskunst.)
Begravelseskasser oprettes ved sammenskud av en
forenings medlemmer, er som regel knyttet til en
arbeiderforening el. anden forening med faglige formaal. De
søker at sikre sine medlemmers efterlatte et bidrag til
den avdødes anstændige begravelse. Jfr. forøvrig Sy
kekasser.
Begrep kaldes en forestilling som er saa klar og
bestemt at den kan indgaa som led i sikre domme. I
sprogene betegnes b. ved ord. For at avklare en
forestilling til et b. analyserer man den i dens enkelte
bestanddele og kan i en eller flere domme, som kaldes
en definition, fastslaa resultatet av denne analyse. Ved
stadig at ha definitionen at ty tilbake til kan man sikre
sig bestandig at bruke ordet som tegn for samme
forestilling eller forestillingsgruppe.
Begrædelsernes bok, klagesangene, et
gammeltestamentlig skrift, bestaaende av fem sange, som skildrer
sorgen over Jerusalems erobring og ødelæggelse. Man
har, vistnok med urette, tillagt profeten Jeremias skriftet.
Begtrup, Holger Christian (1859—), d.
høiskolemand. Cand. theol. 1880, lærer ved Askov folkehøiskole
1882—95, senere forstander for Frederiksborg høiskole.
B.s forfatterskap omfatter bl. a. en række
levnetsbeskrivelser over danske høiskolemænd, endvidere «Det
danske folks historie i det 19 aarh.» (4 bind, 1909—14),
men særlig har han samlet sig om Grundtvig og det
grundtvigske oplysningsarbeide, «Grundtvigs kristelige
opvækkelse», «Grundtvig som bibelkristen», «Grundtvigs
kristelige syn», et utvalg av Grundtvigs skrifter (10 bind),
1904—09, o. a. 1918 utgav han en biografi av Jakob
Knudsen, for en stor del grundet paa personlige erindringer.
Beguiner, se Beginer.
Begyndelseshastighet er den hastighet hvormed
projektilet forlater skytsets munding. B. maales ved
elektriske maaleapparater (Boulenges kronograf) og er
væsentlig avhængig av projektilets vegt og av
krudtgassens tryk; dens nøiagtige maaling er derfor av
betydning for bedømmelsen av krudtets virkning, og b.s
størrelse faar indflydelse paa banens form, skudvidden,
skudsikkerheten og projektilets ødelæggende evne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
