Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
941
Biāla. 1. Tsjekkoslovakiet, grænseelv mellem
Galizien og Schlesien, kommer fra Beskiderne og falder ut i
Weichsel. — 2. Galizien, by ved elven B., 8 500 indb.
Industri i klæde, maskiner, vogner o. s. v.; handel med
klæde og svin.—3. Rusland, by (Bjela) i guvernementet
Siedlce, ved elven Krxna, 35 km. vest for Brest Litovsk,
ca. 15 000 indb.; kornhandel.
Bialowiez-skogen, Vest-Rusland, stor skog, 900 km.²,
i guvernementet Grodno, mellem Bjelostok og Brest
Litovsk. Høislette, i nord vande og elver: Naren
Ljesna. I skogen findes endnu bisonokser (bison bonasus),
som er fredlyst, og bjørner, ulver, vildsvin, elg. Midt i
skogen byen Bialowieza (Bjelovesj) med et jagtslot. B.
var i kampsonen aug.—sept. 1915, da tyske og
østerrikske hære rykket frem gjennem den.
Bia′lystok (russ. Bjelostok), Polen, by i guv. Grodno,
ved elven Biala, 85 900 indb. (1910), mest jøder. Stor
uldindustri. Jernbaneknutepunkt. Sterk fæstning. Smukt
slot. Før polsk provins, saa eget voivoddømme, preussisk
1795, russisk 1807 (Napoleons gave til keiser Alexander),
og igjen polsk efter Verdenskrigen. Jødemyrderier
sommeren 1906. Laa i Verdenskrigen 1914—18 i russernes
saakaldte «anden forsvarslinje», som blev gjennembrutt
av de tyske hære i ang. 1915 (ved B. 26 aug.).
Biancavilla [-vílla], Italien, by i provinsen Catania
(Sicilien), ved Etnas sydskraaning, 16 000 indb.; avl av
korn, bomuld og frugt; grundlagt 1480 som albanisk
koloni.
Bia′nco, Andrea, venetiansk geograf i det 15 aarh.,
bekjendt for sit atlas av 1436.
Biarritz, Frankrike, badested ved Gascognebugten,
7T km. syd for Adours munding, i depart.
Basses-Pyrénées, 12 000 indb. Tidligere kun en ubetydelig
fiskerby kom B. i ry under Napoleon III (møter med
Bismarck 1862, 1865) og besøkes nu av ca. 6 000 gjester.
Bias (omtr. 570 f. Kr.) fra Priene i Jonien nævnes
som en av Grækenlands syv vise. Man tillægger ham
den uttalelse: «Jeg bærer alt mit med mig» (lat. Omnia
mea mecum parto), som han skal ha sagt, da hans
medborgere flygtet ut av sin beleirede by og søkte at redde
sine eiendele.
Biavl, se Bier.
Bibân (flertal av arab. bab, port), navn paa flere
lokaliteter i Nordafrika. Mest bekjendt er det berømte
trange B.-pas i Algerie, ogsaa kaldt Jernporten,
indgangen til «La grande Kabylie», i den vestlige del av prov.
Constantine paa veien fra Alger til Setif, 261/2 km. langt,
438 m. o. h., omgit av ca. 700 m. høie, steile
fjeldvægger. Før det franske herredømme kunde B. kun
passeres mot en avgift til de vilde bergstammer, nu fører
baade vei og jernbane gjennem fjeldkløften.
Bibân el Moluk (eg. «kongegravenes porte»),
Øvre-Ægypten, kaldes en fjeldkløft ved Theben paa
venstre (vestre) Nilbredd. 31/2 km. vestnordvest for
landsbyen Kurnak med de berømte i klippen indhugne
faraonergraver fra midten av det 2 aartusen f. Kr. og
senere.
BibarsI, ægypt. mameluksultan (d. 1277), oprindelig
turkmensk slave, var en fremragende hersker og snedig
politiker, men troløs og grusom. Islam skylder B.
overmaade meget, idet han slog mongolerne i Syrien,
undertvang Assassinerne og gav de kristne korsfarerstater
dødsstøtet ved at erobre deres vigtigste borge.
Bibbiēna, Bernardo Dovizi da ((1470—1520), ital.
forfatter, kardinal, bekjendt for sin komedie «Calandria»,
hvis intrige er hentet fra Plautus’ komedie «Menæchmi»;
den gjorde i sin tid stor lykke.
Bibel (av det græske ord biblia, bøkerne), «boken»,
«bøkernes bok», indeholder det gamle og nye testamentes
hellige skrifter. Disse er kanoniske for de kristne, d. e.
Biala—Bibel
942
regel og rettesnor for lære og liv. Navnet testamente,
d. e. pakt, stammer fra den latinske bibelovers. Vulgata.
— Den ældste kristne kirkes B. var det gamle
testamente, som overtoges fra jødedommen. I denne er det
gamle testamentes indhold bestemt forskjellig. De
palæstinensiske jøders B. indeholdt 24 skrifter, som deltes i
tre hovedgrupper: I. Loven (thora), d. e. de 5 Mosebøker,
IH. Profeterne (nebim), som atter falder i to klasser; de
forreste, d. e. Josva, Dommerne, Samuel og Kongernes
bok, og de bakerste, d. e. Esaias, Jeremias, Ezekiel og
de 12 profeters bok, og III. «Skrifterne», d. e.
Krønikernes bok, Salmerne, Job, Ordsprogene, Ruth, Høisangen,
Prædikeren, Klagesangene, Ester, Daniel og Esras (d. e.
Esras-Nehemias). Disse skrifter er senest i slutningen
av 2 eller begyndelsen av 1 aarh. f. Kr. samlet til en
kánon. De alexandrinske jøder fulgte ikke denne
inddeling, men ophørte at skjelne mellem profeterne og
«skrifterne» og regnet en del av de apokryfe skrifter
med til disse. De nytestamentlige forfattere følger den
palæstinensiske kánon, men citerer og hentyder samtidig
til flere ukanoniske skrifter. I oldtiden var de
forskjellige kirkers opfatning delt, idet nogen fulgte den
palæstinensiske, andre den alexandrinske kåánon. Først
Hieronymus og Augustin bragte denne usikkerhet til
avslutning, idet den gammel-testamentlige kánons indhold
paa synoderne i Hippo (393) og Karthago (397)
bestemtes til at omfatte de ovennævnte 24 skrifter samt flere
apokryfer. Til denne opfatning har romerkirken sluttet
sig, idet Trientinerkoncilet fastslog at alle apokryfe
skrifter skulde anerkjendes som kanoniske med undtagelse
av 3 og 4 Esras og Manasses bøn, som man satte efter
det nye testamente som et tillæg til B. Paa synoden i
Jerusalem 1672 har den græske kirke sluttet sig til den
romerske opfatning. Den lutherske kirke anerkjender
kun den palæstinensiske kåánons skrifter som kanoniske,
men gir de apokryfe skrifter plads i B. som et tillæg
til disse. Den reformerte kirke har derimot efter nogen
vaklen ganske fjernet apokryferne av B. — Samtlige
skrifter i det gamle testamente er skrevet paa hebraisk med
undtagelse av mindre stykker i Daniel (2, 4—7. 28) og
Esras’ bok (4, 6—8. 18; 7, 12—26) som er skrevet paa
aramaiisk. — Det nye testamente indeholder 27
skrifter: de 4 evangelier, Apostlernes gj., 13 breve av
Paulus, Hebræerbrevet, Jakobs brev, 1 og 2 Peters brev,
1, 2 og 3 Johannes’ brev, Judas’ brev og Johannes’
aabenbaring. Disse skrifter er først efterhaanden samlet til
en kánon. Den første menighet henholdt sig til
apostlernes undervisning og den apostoliske tradition. Da
denne imidlertid begyndte at bli usikker, bl. a. paa grund
av gnostikernes forfalskninger, førtes man naturlig til at
lægge hovedvegten paa apostlernes og den apostoliske
tids skriftlige efterlatenskaper. Allerede ved slutningen
av 2 aarh. har vi fra de forskjelligste egne av kirken
vidnesbyrd om en kánon, bestaaende av de 4 evangelier,
Apostlernes gj., Paulus’ breve, 1 Peters brev og 1
Johannes’ brev. De øvrige skrifter var derimot omstridt. Paa
synoderne i Hippo (393) og Karthago (397) blev ogsaa
disse anerkjendt som kanoniske, hvorved det nye
testamente fik sin nuværende skikkelse. Paa
Trientinerkoncilet har romerkirken sluttet sig hertil. Luther optok
likeledes alle de nytestamentlige skrifter i sin
b.-oversættelse, men forsynte dem med forord, hvori han
kritiserte enkelte av dem (særlig Jakobs brev og Johannes
aabenbaring), som ikke syntes ham at stemme med hans
religiøse grundbetragtning. Alle de nytestamentlige
skrifter er avfattet paa græsk; dog er mulig Matthæus
evangelium opr. skrevet paa hebraisk. [Litt.: F. Buhl, «Den
gammeltestamentlige skriftoverlevering», Kbh. 1885; L.
W. Schat-Petersen, «Indledning til det nye testamente»,
Kbh. 1899; Erik Stave, «Inledning til gamla testamentets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
