Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
943 Bibelforbud—Bibeloversættelser 944
kanoniska skrifter», Sth. 1912; Adolf Kolmodin;:
«Inledning til nya test.», Sth. 1915.]
Bibelforbud. I oldkirken var det almindelig at
lægfolk læste den hellige skrift. Denne skik tapte sig
efterhaanden i middelalderen, bl. a. fordi latinen blev det
officielle kirkesprog. Da valdenserne, katharerne og
andre retninger begyndte at benytte skriften polemisk
mot kirken, utstedte forskjellige kirkemøter, f. eks. i
Toulouse 1229 og Tarragona 1234, forbud mot at
lægfolk eiet Bibelen paa morsmaalet. Det samme
gjentok synoden i Oxford 1408 overfor Wiclifs oversættelse.
Dog tillater romerkirken i almindelighet bruken av
kirkelig autoriserte bibler, ofte forsynt med forklarende noter.
Flere paver har derimot forkastet de evangeliske
bibelselskapers virksomhet. 17 enn
Bibelhaandskrifter. De oprindelige haandskrifter
til det gamle testamente var ruller av skind og papyrus,
jfr. Jerem. 36, 14. Ved synagogetjenesten har denne form
holdt sig, mens man forøvrig vistnok omtr. paa Kristi
tid gik over til bokformen. Det hebraiske alfabet
indeholdt kun konsonanter; først i 7—8. aarh. e. Kr. har
jødiske lærde, massoreterne, tilføiet vokaler. De ældste
bevarte haandskrifter til det gamle testamente (et
babylonisk haandskrift til de senere profeter fra 916 og et
haandskrift til hele det gamle testamente fra 1010) er
forholdsvis sene. Dette skyldes den omstændighet at
jøderne tilintetgjorde de opslitte haandskrifter for at
sikre dem mot profanation. Vigtige hjælpemidler til at
bestemme det gamle testamentes tekst er fremdeles
tekstoverleveringen i jødiske verker og de gamle
oversættelser. De ældste trykte utgaver av det gamle testamente
er Salmerne fra 1477 og hele det gamle testamente fra
1488. — De oprindelige haandskrifter til det nye
testamente er gaat tapt. De har vistnok været ruller
skrevet paa papyrus, og senere paa pergament. I det første
aarh. e. Kr. avløstes rulleformen av bokform. De
ældste bevarte haandskrifter til det nye testamente er fra
4 og 5 aarh. Vigtige tekstkritiske hjælpemidler er
desuten de gamle oversættelser og citaterne hos
kirkefædrene. Vor nuværende kapitelinddeling skriver sig fra
13 aarh.; vor versinddeling indførtes av Robert
Stephanus i hans utgave av 1551. De ældste trykte utgaver
av det nye testamente i grundteksten er
Complutenserpolyglotten (1522) og Erasmus’ 5 utgaver (1516—35).
Den anden av disse benyttet Luther til sin oversættelse.
Bibelkritik kalder man den videnskabelige prøvelse
av de traditionelle anskuelser om Bibelen. Den gaar ut
paa at bestemme Bibelens oprindelige tekst (tekstkritik)
og undersøke de bibelske bøkers egthet, resp. deres
oprindelse og sammensætning, deres religiøse og historiske
værd (litterærkritik, kildekritik, høiere kritik). Da den
undersøkelse som vedrører bøkernes egthet og historiske
troværdighet, er skikket til at paakalde den
almindeligste interesse, er det den som populært forstaaes ved
navnet b. Fremgaat især av oplysningstiden har b. tat
sit største opsving i det 19 aarh., og hovedpunkterne i
dens utvikling betegnes for det nye testamentes
vedkommende ved navnet F. C. Baur og den fra ham
utgaaede Tübingerskole (av Baurs verker kan særlig nævnes
hans «Paulus») og for det gamle testamentes
vedkommende ved navnene Graf og Wellhausen, hvis arbeider
om Israels historie («Prolegomena zur Geschichte Israels»,
5 Aufl. 1899) og om Mosebøkerne («Komposition des
Hexateuchs», 3 Aufl. 1899) har vakt den største opsigt
og strid.
Bibeloversættelser. De ældste overs. av det gamle
testamente fra hebraisk er: den alexandrinske overs.
(Septuaginta, s. d.), den latinske overs. (Vulgata, overs.
av Hieronymus i 4 aarh.), de jødiske targumer
(gjengivelse av Bibelen paa aramaiisk) og den syriske overs.
(Peshittha,d. e. den simple, fra 2 eller 83 aarh.). De
vigtigste ældste overs. av det nye testamente fra græsk
er: de syriske overs. (Curetons fragmenter, d. e. nogen
fragmenter av evangeliet utgit av Cureton, og
Peshittha), de ægyptiske overs. (den nedreægyptiske, ogsaa
kaldt den koptiske fra 2 aarh., og den sahidiske, d. e.
den øvreægyptiske, som kun haves i fragmenter), den
æthiopiske overs. fra Nubien og Abessinien fra 4
eller 5 aarh., de latinske overs. («Itala»,.d. e. de
gamle latinske overs. fra Afrika og Italien, og Vulgata)
og den gotiske overs. (overs. av biskop Ulfilas i 4
aarh.). Efter oldtidens slutning blev Bibelen
efterhaanden oversat paa alle europæiske sprog. — England.
Der er bevaret fragmenter av en angelsachsisk b. Den
første fuldstændige b. er Wiclifs overs. fra Vulgata, som
utkom 1382. De første trykte utgaver er W. Tyndales
overs. av det nye testamente efter grundsproget (1525).
Den første fuldstændige b. er M. Coverdales (1535).
1568 utkom den saakaldte «Biskopernes Bibel», som i
revidert utgave (1611) under navn av «den autoriserte
Bibel» har holdt sig som kirkebibel indtil vore dage.
Den nyeste reviderte engelske b. er overs. av det nye
testamente (1881), av det gamle testamente (1885) og av
apokryferne (1895). En selvstændig engelsk b. er git
av Ferrar Fenton i forening med flere: «The twentieth
century New testament» (1898—1901).— Tyskland.
Fragmenter av gamle tyske b. er bevaret. Fra
slutningen av middelalderen har man flere fuldstændige overs.
fra Vulgata. Den første trykte Bibel utkom 1466 i
Strasbourg. Luthers navnkundige overs. efter den hebraiske
og græske grundtekst fuldendtes 1534; det nye
testamente utkom 1522. Denne overs. blev lagt til grund
for mange av de lutherske landskirkers b. I 19 aarh.
blev den underkastet en revision. 1867 utkom det nye
testamente, 1883 det gamle testamente og 1892 en
endelig revision. Av nyere selvstændige tyske b. maa nævnes
E. Kautzschs overs. av det gamle testamente (2 utg.
1896) og C. Weizsäckers overs. av det nye testamente,
(9 opl. 1904). — Frankrike. Den ældste fuldstændige
b. er fra Ludvig den helliges tid. 1530 utkom Le
Fevres overs. væsentlig efter Vulgata. 1535 utkom Pierre
Roberts (Olivetanus) overs., som i en revidert utgave av
1588 blev de franske protestanters kirkebibel. Senere
blev den i det mindste i Frankrike avløst av Ostervalds
overs. av 1744. Den protestantiske kirkebibel er
utkommet i revidert overs.: det nye testamente 1872 ved
H. Oltramare og det gamle testamente 1874 ved L.
Segond. — Norge. Indtil 1814 hadde Norge samme b.
som Danmark. 1819 utkom en revidert overs. av
kirkebibelen, ved Bech, Hersleb, Stenersen, Pavels og Sigwardt
ny utg. 1830 ved Hersleb og av det nye testamente
1873 ved Skaar). Paa det Norske Bibelselskaps initiativ
utarbeidedes (ved Thistedahl, Kaurin, C. A. Holmboe,
Dietrichson, Caspari, Nissen og Johnson) en fuldstændig ny
overs. av det gamle testamente, som utkom 1851—76, i
revidert utg. 1876—87 og atter efter en ny revision 1891.
Samme selskap har foranstaltet en ny overs. av det nye
testamente, som utkom 1904, utarbeidet av en
kommission, av hvilken Bugge, Caspari, Johnson, Blix, Bang,
Odland og J. Storm har været medlemmer. En overs.
av det nye testamente paa norsk folkemaal er efter
forarbeider av Aasen, Belsheim, Skard m. fl. utgit av E.
Blix (1889). Med offentlig understøttelse oversætter
Seippel det gamle testamente til landsmaal. Flere skrifter
er utkommet. Ved Skaars foranstaltning utkom den
finske b. i sin helhet 1895.— Danmark. Overs. av
forskjellige bibelske skrifter fra slutningen av
middelalderen er bevaret. 1524 utkom det nye testamente
første gang i dansk overs. ved Hans Mikkelsen og Chr.
Winter. 1529 utkom Chr. Pedersens overs av det nye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
