Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
969
1537 tilbake til Danmark, hvor han 1547 blev utnævnt
til rikshovmester.
Bille, Carl Steen Andersen (1828—98), d.
journalist og politiker, i mange aar redaktør av d.
«Dagbladet» og den første, som søkte at praktisere moderne
europæisk journalistik i Danmark. I politisk henseende
sluttet han sig til det nationalliberale parti og
bekjæmpet med iver «bondevennerne». 1861 blev han medlem
av folketinget, men nogen ledende stilling vandt han
ikke her. 1872 fratraadte B. «Dagbladets» redaktion,
1880—84 var han d. chargé d’affaires og generalkonsul
i Washington og 1880 amtmand i Holbæk amt. I «Tyve
aars journalistik» (1873—77) har han samlet de vigtigste
av sine bidrag til dagspressen.
Bille. 1. Steen Andersen B. (1751—1833), d.
admiral, var 1807 undér Kjøbenhavns beleiring chef for
sjøforsvaret og hindret bombardement fra sjøsiden; traf
alle foranstaltninger til, at den danske flaate kunde
sænkes hellere end at bli utlevert til englænderne, men
ventet forgjæves paa ordre hertil; negtet saa
demonstrativt at underskrive kapitulationen. Søkte efter 1807 at
reorganisere den danske sjømagt. — 2. Steen
Andersen B. (1797—1883), ovenn.s søn, d. viceadmiral. B.
var i sin ungdom i fransk krigstjeneste, var i Orienten
under den græske frihetskamp, var 1845—47 chef for
korvetten «Galathea» under dens verdensomseiling og
deltok med utmerkelse i krigen 1848—50.
Marineminister 1852—54 og 1860—63. Sine oplevelser har han
paa en livlig maate skildret i «Fra alle lande» (1869—70).
Billeddyrkelse. Den ældste kristne kirke stillet
sig overveiende avvisende overfor religiøs kunst, skjønt
den, som katakombernes billeder viser, ikke principielt
forkastet denne. Efterat kirken i 4 aarh. hadde seiret,
begyndte den i stadig stigende grad at ta kunsten i sin
tjeneste. Navnlig i den orientalske kirke vandt
billederne indgang, og blev her ofte gjenstand for en
dyrkelse, som undertiden antok ganske overtroiske former.
Da flere græske keisere skred ind herimot, utbrøt den
saakaldte billedstrid. Keiserens forsøk paa at
utrydde billederne blev imidlertid uten resultat. Paa
synoden i Nicæa 787 vandt billedvennerne en delvis seier,
idet det blev fastslaat, at der burde vises billederne
ærefrygt, men ikke ydes dem den dyrkelse som alene
tilkommer Gud.) Senere forsøk paa at sætte grænser for
den overdrevne ærefrygt for billederne forblev
resultatløse. I den vestlige kirke fastholdt man i almindelighet
billedernes nytte, idet de betød det samme for det
menige folk som den hellige skrift for dem som kunde
læse. I middelalderen forbandt der sig megen overtro
med den folkelige fromhets forhold til billederne, da
denne ofte ikke var istand til at skjelne mellem
ærefrygt og dyrkelse. Paa reformationstiden medførte
forargelsen over helgenbillederne og nidkjærheten for det
rene evangelium flere billedstorme. Borgerne trængte
ind i kirkerne og ødela ofte skaanselsløst de kirkelige
prydelser. I almindelighet gik den reformerte kirke
haardest frem mot billederne.
Billede. 1. (Filos.). I motsætningtil følelses- og
viljestilstande kaldes sanseindtryk, især synsindtryk, samt
erindringer som er bygget av saadanne, paa grund av
sin klarhet og anskuelighet for bevissthets-b. Enkelte
forfattere (f. eks. Kroman) bruker betegnelsen om
forestillinger fra alle sanseomraader. — 2. (Optisk). Hvis P
er et lysende punkt, og der i dets omgivelser findes
legemer som bryter eller reflekterer lyset (speil, prismer,
linser o. 1., s. d.), kan det hænde at der gjennem et
andet punkt Q kommer til at gaa flere straaler. Da
sies Q at være et optisk billede av P. B. kaldes reelt,
hvis lysstraalerne virkelig skjærer hverandre, og virtuelt,
hvis det er straalernes forlængelser bakut som skjærer
Bille—Billedhuggerkunst
970
hverandre. B. av en gjenstand er sammensat av b. av
gjenstandens enkelte punkter. Et plant speil, en kikkert,
en lupe gir virtuelle b., en laterna magica, et
fotografiapparat reelle. Reelle b. kan opfanges paa en skjerm,
virtuelle derimot ikke.
Billedhuggerkunst (skulptur, plastik), den gren av
kunsten, som i fast stof (ler, gips, træ, sten, ben, metal)
gjengir et væsen eller en gjenstand av den organiske
natur i hele dens form eller i en del av dens former (relief).
Som utviklet kunst optræder b. først i ;Ægypten. Den
tegyptiske b., der utmerker sig ved sin tekniske
overlegenhet, er strengt bundet av arkitektoniske og dekorative
hensyn. Rundfigurer som relieffigurer bevæger sig altid
efter et lodret plan tænkt gjennem figuren fra ryg til
forside (Julius Langes «frontalitetslov»). De
konventionelle, stive gude- og fyrstestatuer er majestætiske, ofte
præget av eleganse og ynde; de mere folkelige fra den
ældre tid (ca. 2500 f. Kr.) og fra den «satïtiske»
efterblomstring (700—525 f. Kr.) viser en forbausende
realisme og individuel karakteristik («Landsbyfogden» i Giseh,
«Skriveren» i Louvre, portræthoder i Berlin og Kbh.).
— B. i Mesopotamien, den gamle babyloniske el.
kaldæiske b. (utgravninger ved Tello og Susa, i Louvre,
fra mell. 3000 og 2000 f. Kr.) og den assyriske
(Botta og Layards utgravninger ved Ninive, i Louvre og
British Museum; 9—7 aarh. f. Kr.) staar paa lignende
utviklingstrin som den ægyptiske. Merkelige ved sin
skarpe naturiagttagelse er dyrefremstillingerne paa
assyriske relieffer (se og pl. Babylonisk og Assyrisk
kunst). — Persisk b. (550—330 f. Kr.;
utgravninger ved Susa og Persepolis) viser assyrisk
paavirkning (glassert teglstensrelief av bueskyttere i Louvre).
—I Grækenland blomstret samtidig med den
ægyptiske og mesopotamiske kunst den mykeniske (3—2
aartusen f. Kr.; blomstringstid 1500—1200 f. Kr.). Det
eneste større skulpturarbeide fra denne tid er
«Løveporten» i Mykene. Den helleniske kunst begynder
efter de folkeforskyvninger som avsluttedes med
dorernes vandringer (ca. 1100 f. Kr.). Hos grækerne naar
kunsten, særlig b., til den høieste utvikling, der
begyndte med gudebilleder i idealiserte mennesketyper.
Verkerne av den ældste græ. b., den arkaiske (900
—475 f. Kr.) er endnu stive og vidner om forbilleder
i træ. Store fremskridt i bevægelse og legemsbygning
viser denne tids hovedverk, gavlgrupperne fra templet i
Aigina (i München; efter 480 f. Kr.), der fremstiller
grækernes og trojanernes kampe (se Aiginetiske
skulpturer). Den græ. b.s klassiske periode (475—275
f. Kr.) kan deles i to epoker. MDen første varer fra
perserkrigene til den peloponnesiske krig (475—404 f.
Kr.). Det første verk av monumental b. fra denne tid
er gavlgrupperne fra Zeustemplet i Olympia (fuldendt
ca. 456; i Dresden; se Olympia). Der skjelnes
mellem to hovedskoler, den idealistiske, attiske, i Athen,
og den realistiske, argiviske. Grækernes beundring
for menneskelegemets skjønhet avfødte talrike
atletstatuer, hvor «frontalitetsloven» helt er overvundet.
Hertil hører atheneren Myrons «Diskoskaster» (ca. 460; kopi
i Rom). Endnu friere og dristigere som bevægelsesmotiv
er Paionos fra Mendes’ «Nike» (ca. 421; i Olympia), det
første eksempel paa en rundfigur fremstillet som svævende.
Den attiske skoles største mester var Feidias (500—432
f. Kr.), hvis kunst er præget av kraft, harmoni og
religiøs høihet. Han ledet arbeidet ved gjenopførelsen av
Parthenon-templet, som var ødelagt av perserne (se
Parthenon), og hvis skulpturarbeider (British Museum)
ialfald er utført under hans ledelse. Feidia’s mesterverker
«Athene Parthenos» (kopi se billede sp. 530) og «Zeus»
i Olympiatemplet, begge utført i guld og elfenben
(kryselefantine), er tapt. I spidsen for den argiviske skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
