Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
971
stod Polykleitos (ca. 450—400 f. Kr.), som la stor vegt paa
de harmoniske forhold i menneskelegemet. Hans
«Lansebærer» ansaaes som mønster (kánon) herfor. Den anden
klassiske epoke varer fra den peloponnesiske krig til
diadokertiden (404—275 f. Kr.). Den græske filosofi
medførte i b. nye uttryk for legemlige og sjælelige
tilstande. Dette viser sig i den ny-attiske skole
allerede i Kefisodotos’ «Irene med Plutos» (freden og
rigdommen; kopi i München), hvor drømmeri og ømhet
har faat uttryk. I de verker som kjendes av Skopas
(ca. 394—350; gavlfigurer fra templet i Tegea), er
ansigtsuttrykket lidenskabelig, næsten smertelig. Praxiteles’
(omkring 370—330 f. Kr.) arbeider, væsentlig
ungdommelige skikkelser, utmerker sig ved ynde og sjælfuldt
uttryk. Det eneste originalverk som haves av ham,
er «Hermes med Dionysosbarnet» (marmor), som blev
fundet i Olympia 1877. Av flere av hans ander verker
kan paavises en række romerske kopier. Hvorvidt
«Niobe og hendes døtre der rammes av Apollons og
Artemis’ piler» (antikke kopier i Firenze, Rom og Louvre)
skal tillægges Skopas eller Praxiteles, stredes der allerede
i oldtiden om. Ogsaa den berømte «Apollon fra Belvedere»
i Vatikanet (se sp. 366) og «Artemis fra Versailles» i Louvre
se sp. 470) er arbeider av den ny-attiske skole. Den
argiviske skoles hovedmester var Lysippos (ca. 3550—300
f. Kr... Han arbeidet i bronse og reagerte mot den
attiske betoning av det følelsesfulde. Hans atleter er
slanke og elegante; efter hans «kanon» er legemerne
otte gange hodets længde mot syv gange efter Polykleitos’
(kopi av «Apoxyomenos» i Vatikanet). Til Lysippos’
skole henføres «Nike fra Samotrake» (Louvre; 306 f. Kr.),
hvor bevægelse og draperibehandling er like ypperlige.—
I de riker som Alexander den stores efterfølgere,
diadokerne, hadde grundet, fik den græ. kunst en
efterblomstring, den saakaldte hellenistiske kunst (275—27
f. Kr.). Den aapnet nye veier for b., bl. a. i
portrætskulptur og landskapsrelieffer. Den gav særlig uttryk for
heftig legemlig og sjælelig bevægelse, lidenskap og lidelse.
Skolen i Pergamon forsmaadde ikke at udødeliggjøre
de i krig overvundne barbarer. Kong Attalos lot ca.
240 f. Kr. utføre bronsestatuer til minde om sin seier
over gallerne. Marmorkopier av disse er «Galleren som
dræper sig efter først at ha dræpt sin hustru» og den
«Døende galler» (feilagtig kaldt «Døende gladiator»; begge
i Rom). Eumenes II (197—159 f. Kr.) reiste i Pergamon
et kolossalt tempellignende marmoralter for Zeus (nu i
Berlin) til minde om sine seire. Den noget grovt hugne,
men virkningsfuldt og lidenskabelig bevægede frise i høit
relief forestiller kamp mellem guder og giganter. Det
mest populære græske skulpturverk, den herlige «Venus
(Afrodite) fra Milo» (i Louvre; fundet paa øen Melos 1820;
se sp. 116), antages nu almindelig at være fra ca. 100 f. Kr.
og at være en omdannelse efter en original av Skopas;
andre henfører den fremdeles til Feidias’ skole. Skolen
paa Rhodos skyldes den berømte «Laokoon-gruppe» i
Vatikanet, der gir det sterkeste uttryk for heftig lidelse;
likeledes «Den farnesiske tyr» (i Neapel). «Den mediceiske
Venus» er sandsynligvis en hellenistisk omdannelse av
Praxiteles’ knidiske Afrodite. — Den romerske b.
bestod dels i kopiering av græ. b., dels i originale
historiske fremstillinger (f. eks. reliefferne med Jerusalems
ødelæggelse paa Titus-buen) og portrætskulptur. I sin
realisme, sin forkjærlighet for det individuelt
karakteristiske, sin foragt for det abstrakte og typiske er den
rom. b. den græ. helt motsat. — En lignende
paavirkning fra Grækenland ved siden av national realisme viser
denetruskiske b (især terrakotta- og bronsearbeider).
— Den oldkristelige b. (til aar 1000; særlig
marmorsarkofager) levet væsentlig paa antikke former.
Kristendommen med dens foragt for «kjødet», med dens
en-Billedhuggerkunst
972
sidige spiritualisme og forherligelse av lidelsen, var ikke
gunstig for b.; de nakne figurer fortrængtes av
paaklædte, sansen for menneskelegemets skjønhet gik tapt og
dermed kjendskapet til dets bygning og evnen til at
avbilde det. Hovedvegten lagdes paa bygningskunsten, paa
kirkerne. — Dette forhold fortsættes i middelalderen.
Den romanske b. (1000—1250, i Frankrike til 1200)
staar væsentlig i bygningskunstens tjeneste; den er bygget
paa romersk kunst med tilsætning av orientalsk (gjennem
korstogene og handelsforbindelser); den er dekorativ,
konventionel, uten kjendskap til naturen. — Derimot
er den gotiske b (1250—1500, i Frankrike fra 1200,
i Italien til 1420, da renæssansen der begynder) sterkt
realistisk og bygger paa naturiagttagelse (domkirkerne i
Paris, Amiens, Reims, Chartres). Den franske gotiks
madonnastatuer har ofte en sjelden ynde og friskhet. I
Italien blev den gotiske naturalisme forædlet ved
studierne av antikken. Nicolò Pisanos (ca. 1206—80)
prækestol i baptisteriet i Pisa (1260) viser sterk paavirkning
av antikke sarkofager i Pisas Campo Santo. Hans søn
Giovanni Pisano (ca. 1250—ca. 1328) gir b. en ny
retning ved naturalisme, dramatisk liv og lidenskabelig
bevægelse. Under renæssansen naar b. i Italien
gjennem studium av naturen og antik kunst som
gjennem de enkelte kunstneres sterke individuelle utvikling
en ny glansperiode. Begyndelsen gjøres i Firenze av
Lorenzo Ghiberti (1381—1455) med hans bronsedører til
baptisteriet i Firenze (1405—52), som vidner om en høit
utviklet skjønhetssans. Den geniale Donatello (1386—
1466) danner med sin sterke naturalisme en fuldstændig
motsætning til den klassiske antikke b., men er i slegt
med moderne kunstnere som Rodin og Meunier. Hans
elev Verrocchio (1436—88), Leonardo da Vincis lærer,
skyldes renæssansens bedste rytterstatue, «Colleoni» i
Venedig, der endog overgaar Donatellos «Gattamelata»
i Padua. Marmorbilledhuggerne Desiderio da Settignano
(1428—64), Mino da Fiesole (1431—84), Antonio
Rosellino (1427—ca. 78), Benedetto da Majano (1442—97) og
Francesco Laurana (ca. 1450—ca. 1500) skyldes især fine
portrætbyster samt altere og gravmæler. Mens næsten
alle disse kunstnere er florentinere, fremstod i Siena
Jacopo della Quercia (1374—1438), hvis dramatisk
bevægede kunst endnu har bevaret noget av den gotiske
karakter. Luca della Robbia (1400—82) skapte i sine
yndefulde madonnarelieffer av farvet og glassert ler en
kunstgenre der fortsattes indtil 1530 av hans slegtninger
Giovanni og Andrea. Høidepunktet i renæssansens b.
dannes av Michelangelo (1475—1564), hvis vældige kunst
blev skjæbnesvanger for dens efterlignere. Blandt hans
efterfølgere var guldsmeden Benvenuto Cellini (1500—71)
og Giovanni da Bologna (1524—1608). Den franske
renæssanse-b. er paavirket av den italienske, men
indeholder sterke nationale elementer. Dens former er slanke,
elegante og sirlige. Da den særlig er knyttet til
utsmykningen av slottet Fontainebleau, gaar den under navn
av Fontainebleau-skolen (Jean Goujon, 1515—ca. 65, og
Germain Pilon, 1535—90). — I Tyskland blomstret
især træskulpturen, endnu gotisk i sit præg (smukke
madonnafigurer av Veit Stoss, 1440—1533), men ogsaa
stenskulptur (Adam Kraft i Nürnberg (1450—1507) og
TTilmann Riemenschneider i Würzburg (1460—1531)). Peter
Vischer i Nürnberg (1454—1529; hovedverk
«Sebaldusgraven» i Nürnberg) staar i sin bronseskulptur
renæssansen nærmere.— Denstil som blir herskendeefter
Michelangelos død, kaldes barok (fra ca. 1600). Dens dygtigste
repræsentant i b. er italieneren Bernini (1598—1680). I
Frankrike følges han av Pierre Puget (1622—94) og
Girardon (1630—1715), hvis portrætter særlig er gode.—I
det 18 aarh. utførtes glimrende, livagtig portrætskulptur
av franskmændene Pigalle (1714—85) og Houdon (1741
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
