Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 Bloch—Blod 8
tryk. B. blev medlem av akademiet og fik talrike
bestillinger, bl. a. paa 23 bibelske billeder til bedestolen
paa Frederiksborg; de fuldførtes fra 1866—80. 1871
utstilte han et av sine berømteste billeder «Kristian II i
fængsel». B. har ogsaa malet genrebilleder og portrætter.
Blloch, Jan (1836—1902), polsk finansmand og
fredsven. Ved industriforetagender, bankforretninger og
jernbanespekulationer erhvervet B. en betydelig formue, men
fik ved siden av tid til økonomiske og politiske studier.
Overordentlig opsigt vakte hans vældige kompilation
«Fremtidens krig fra teknisk, økonomisk og politisk
synspunkt» (6 bd., russ., t. og fr. utg. 1898—99); han
blev en av fredsbevægelsens internationalt mest
bemerkede personligheter, ikke mindst derved at hans
forfatterskap antages at ha medvirket til Nikolai II’s
beslutning om at indbyde til fredskongressen i Haag 1899.
Bloch, Oscar Thorvald (1847—), d. kirurg,
overkirurg ved det kgl. Frederiks hospital i Kbh. til 1904
og indla sig stor fortjeneste ved sine kliniske
forelæsninger, der fra 1905 utkommer som et stort verk,
«Chirurgien». 1904—13 prof. i operativ kirurgi ved
Kbh.s universitet. Hans populærvidenskabelige verk «Om
døden» (1903) vakte stor opsigt.
Bloch, William Edvard (1845—), d. forfatter og
sceneinstruktør, til 1893 ansat ved Det Kgl. Teater i Kbh.
Har dels alene, dels i samarbeide med andre skrevet
en del studenterkomedier og skuespil. Professor B.,
hvis specialitet som instruktør er Holberg’ske stykker,
assisterte i 19J6 Nationalteatret ved instuderingen av
«Gert Westphaler».
Blocksberg kaldes i Tyskland flere fjelde hvor
heksene møtes for at holde fest, især Valborgs-natten.
Berømtest er det i Goethes «Faust» omtalte Brocken (s. d.)
i Harzen. Disse fjelde er næsten alle gamle hedenske
offersteder. Da kristendommen var trængt ind, ansaaes
B. som det sted hvor man hemmelig ofret til de gamle
guder. Allerede i 15 aarh. optræder B. som heksenes
forsamlingssted, men troen paa hekseridtet til B. var
særlig almindelig i det 16 og 17 aarh. Jfr. Blåkulla.
Blod (zool.), en hos alle høiere dyr forekommende
transportvæske, som for det meste cirkulerer indenfor
et lukket kanalsystem, og som har til opgave at fornye
den vævssaft som omygir cellerne, og formidle deres
stofskifte. B. blir paa sin side fornyet i legemets fælles
stofskifteorganer, som dels forsyner det med de nye
stoffer cellerne trænger (surstof og næringsstoffer), dels
befrier det for deres stofskifteprodukter (kulsyre, vand,
urinbestanddele). I sit
grundlag bestaar b. av en
eggehviteholdig
saltopløsning lik vævssaften.
Hertil kommer hos alle dyr
frie celler (lymfeceller,
farveløse blodlegemer) og
hos høiere utviklede dyr
med livligere forbrænding
et eiendommelig,
jernholdig farvestof som har evne
til at opta betydelige
mængder surstof i løs
binding. Dette
b.-farvestof (hæmoglobin) er i de
enkleste tilfælde opløst i
b.-væsken (plasmaet), men
hos alle hvirveldyr med
a røde blodlegemer set fra flaten, b fra undtagelse av lancetfisken
kanten, ce sammenklæbet til «mynt- bundet til egne celler, som
ruller», d litet, e stort rødt blodlegeme, er fordelt i plasmaet og
f skrumpede blodlegemer, g farveløst
Blod.
blodlegeme, h farveløst blodlegeme med kaldes røde b.-legemer.
kornet cytoplasma, i blodpīater. Mens disse hos fisker,
padder, krybdyr og fugler er kjerneholdige, mister de hos
pattedyrene under utviklingen sine kjerner og omdannestil
bikonkave, som regel runde skiver. Deres indhold av
farvestof økes derved. Evnen til at opta og avgi surstof
er proportional med deres samlede overflate i en viss
b.-mængde, og blir derved større eftersom det virksomme
farvestof fordeles paa flere mindre legemer. Baade antal
og størrelse er forskjellig hos de forskjellige former.
Hæmoglobinet er et sammensat eggehvitestof som er opløselig i
vand, og kan danne krystaller som har karakteristisk
form hos de enkelte dyrearter. De enkelte røde
b.-legemer lever bare 3—4 uker. De gaar særlig tilgrunde i
milten og leveren samt delvis i det strømmende b. og
nydannes i den røde benmarv, hos fosteret ogsaa i milten
og leveren. Disse organer kan efter svære b.-tap gjenopta
sin gamle virksomhet, likesom den gule benmarv da
atter kan bli rød. B. har evne til at koagulere eller
løpe sammen (levre sig), naar det tømmes ut av aarerne
eller her kommer i berøring med karvægger som ved
sygdom har mistet sin glathet (sml. Blodprop).
Koaguleringen skyldes at et eiendommelig eggehvitestof, fibrin-
ogen, som er opløst i plasmaet, omdannes til fibrin,
som danner et fint net av traader. Under vanlige
forhold kommer dette til at indeslutte alle b.-legemer og
med dem danne en geléagtig «b.-kake», som svømmer
i en klar, gulagtig væske, b.-serumet (d. e. plasma —
fibrin). Naar mindre aarer gjennemskjæres, bevirker
koagulationen at blødningen snart stanser av sig selv.
Piskes friskt blod med en visp, vil fibrinet avsætte sig
paa dette og b. tape evnen til at løpe sammen
(defibrinert b.), — Hos mennesket utgjør b.-mængden
omtrent 7 pct. av legemsvegten. B.s egenvegt er 1.055.
Litt over halvparten utgjøres av plasma, resten av
b.-legemer. Plasmaet indeholder 9 pct. faste
bestanddele, nemlig 7—8 pect. eggehvitestoffer, 0.9 pet. salter
(mest klornatrium, dernæst kulsurt natron), 0.1 pet.
sukker, litt fett og urinbestanddele, flere enzymer og
smaa mængder av talrike andre organiske stoffer. Til
disse hører produkter av de indre-sekretoriske kjertler,
og efter gjennemgaaelse av smittesygdomme stoffer som
beskytter mot lignende smitte (sml. Immunitet). —
De røde b.-legemer har et tvermaal paa omkr. 0.007 mm..
deres antal er hos mænd omkr. 5 mill., hos kvinder
omkr. 4.5 mill. pr. mm.3 b. Ved visse sygdomme og
efter store b.-tap er antallet nedsat. De indeholder 33
pet. faste bestanddele, hvorav o er hæmoglobin (ved
«bleksott» mindre), resten væsentlig salter. Det
surstoffrie (reducerte) hæmoglobin er purpurfarvet, det
surstofmættede (oksyhæmoglobin) skarlagenrødt. De farveløse
b.-legemer eller lymfecellerne utgjør en del av legemets
frie celler, som foruten i b. og lymfe forekommer i de
forskjellige cellevæv som «vandreceller». De dannes i
lymfeknuterne, delvis ogsaa i benmarven. Deres antal
i b. er ret vekslende, som regel omkr. 6 000 pr. mm.′,
større hos barn. Deres tvermaal er 0.006—0.014 mm.
De utmerker sig ved sin amøboide bevægelighet, som
tillater dem at vandre ut gjennem haarkarrenes tynde
vægger, samt ved evnen til at opta og fordøie fast
næring, som bakterier, døde røde b.-legemer og ødelagte
vævselementer. De kaldes derfor ogsaa æteceller
(fagocyter). De kan ogsaa avgi sine bakteriedræpende stoffer
(aleksiner) til plasmaet. Lymfecellerne blir saaledes et
virksomt middel i organismens arbeide paa at tilhele
skader og ødelægge indtrængte bakterier. Hvor saadanne
i større mængder er kommet ind i vævene, samler de
sig til kamp og kan herunder selv for en stor del gaa
tilgrunde. Derved dannes materie (pus), d. e. vævssaft
med talrike døde og døende lymfeceller. — En tredje
slags formelementer i b. er de adskillig mindre b.-plater,
hvis oprindelse og betydning er uopklaret. — B.s gas-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
