Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
53
Boers el. bur’er (holl., «bønder») kaldes den del av
Sydafrikas indfødte hvite befolkning som siden 1652 har
utviklet sig av holl. kolonister med tilsætning av
nordtyskere (27 pct.) og franske hugenotter (17 pct.). Allerede
1602 kom de første hollændere til Kap, hvor Jan van
Riebeck 1652 fordrev portugiserne og ved Tafelbugten
grundet den første holl. koloni som en
gjennemgangsstation til Indien. Men kvægavlen nødvendiggjorde
landutvidelse, som opnaaddes 1659 ved den første krig med
hottentotterne, der litt efter litt blev undertvunget og
absorbert i det vestlige Kapland, mens buskmændene
(bosjemans) blev utryddet eller forjaget derfra.
Imidlertid hadde stigende misnøie med det hollandsk-ostindiske
kompani drevet stadig flere b. til vandring («trek») mot
øst, hvor disse «trek-b.» (1688) møtte en ny og farligere
fiende i kafferne, med hvem de første kampe begyndte
1737. Efter flere opstande hadde b. 1795 proklamert
Kap som en av kompaniet uavhængig republik; men da
kolonisterne (dengang kun ca. 20 000) samtidig truedes
med en utryddelseskrig fra de indfødtes side, møtte den
første britiske anneksion samme aar ingen nævneværdig
motstand. Efter Kaplandets endelige avstaaelse 1806
hadde England gjennemført endel reformer, men
samtidig paalagt b. skat. Dette vakte misnøie, som tiltok
sterkt ved den overilede og hensynsløse maate hvorpaa
parlamentets beslutning om slaveriets ophævelse
gjennemførtes likeoverfor b. 1834. Da iverksatte b., som
med forkjærlighet kaldte sig «afrikaander», sit første
store «trek» 1834—36 for paa denne maate at unddrage
sig britisk herredīømme. Men 1836 vedtok parlamentet
«The Cap of Good Hope punishment act», ifølge hvilken
ogsaa trekboerne fremdeles var at betragte som britiske
undersaatter og de nye av dem besatte landomraader
som britisk territorium. Denne forskjel i opfatning
præger og forklarer Sydafrikas nyere historie. Paa
grund av kaffernes motstand i øst var b. i store skarer
vandret mot nord over Oranjeelvens midtre og øvre løp.
Her fandt de et efter afrikanske forhold noksaa velordnet
statssamfund i de østlige, med hollandske elementer
allerede sterkt opblandede Griqua-hottentotters land.
Derfra drog andre skarer videre mot nord til landet
mellem Vaal og Limpopo, hvor de efter haarde kampe
med matabelehøvdingen Mosilikatse 1837 fik sin første
landerhvervelse. En anden flok b. hadde 1838 beseiret
zuluhøvdingen Dingan og stiftet republikken Natal, som
imidlertid blev erklært for britisk kronkoloni 1843.
Samme skjæbne rammet 1847 det av b. besatte land
mellem Oranje og Vaal. Dette førte til en opstand under
Pretorius; men efter Kap-guvernøren Harry Smiths seier
ved Boomplats 29 aug. 1848 førte Pretorius den største
del av b. over Vaal, hvor England ved Sand River
konventionen 17 jan. 1852 indrømmet ham ret til at
grundlægge en uavhængig stat, som styrkedes ved indvandring
av Natal-b. og nye skarer fra syd. Den nye stat, som
kaldtes «Transvaal Republik» el. «De Zuid-Afrikaansche
Republik», blev først 1858 forfatningsmæssig ordnet efter
sammenslutning av alt land mellem Vaal og Limpopo.
Da England netop paa denne tid blev indviklet i
langvarige og farlige krige med kafferne, saa det sig nødt
til ogsaa at rømme landet mellem Vaal og Oranje, hvor
den anden b.-republik proklamertes 1854 under navnet
«Oranje Vrystaat». I de følgende 50 aar falder b.s
historie sammen med de to b.-staters (s. d.), fra 1900, efter
disses anneksion, med britisk Sydafrikas. — B. er først
og fremst bønder, hvis vigtigste eiendom er hjorder av
storfæ og sauer; de fører som regel et noksaa prosaisk
liv i primitive omgivelser paa Sydafrikas ensformige
steppeplataaer. De har ikke alene bevaret de særlig
hollandske folketræk, disse har snarere utviklet sig
endnu skarpere under de forhold som har skapt bÞ.-typen.
Boers—Bofors
54
Denne karakteriseres ved en ubetvingelig
uavhængighetsfølelse, ved seig utholdenhet, ved tapperhet og
snarraadighet i fare, ved streng religiøsitet og puritansk
enkelhet i seder, ved en utpræget konservatisme og
sterk vedhængen ved hus og hjem, paa den anden side
ved stivsind, paastaaelighet og en viss træghet. — Ved
Boerkrigens utbrud (11 okt. 1899) var b.s antal i
Sydafrika (ifølge Langhans) ca. 645 000 mot ca. 245 000 av
britisk nationalitet og ca. 70 000 andre hvite. Paa faa
undtagelser nær (i portugisisk Vestafrika og tysk
Sydvestafrika) tilhører nu samtlige b. britisk Sydafrika,
hvor de fremdeles utgjør hovedmassen av den hvite
befolkning. B.s nuværende antal i Sydafrika fremgaar
bedst av konfessionsstatistikken, da samtlige b., men
næsten ingen andre hvite, bekjender sig til den holl.-
reformerte kirke. Denne statistik gir for 1917 ca. 900 000
b. Sterke sammenslutninger blandt b. virket før krigen
for b.s politiske herredømme over hele Sydafrika
(«Afrikaanderbond») og efter krigen for det hollandske
skriftsprogs indførelse i skole og administration
(«Zuidafrikaansche Taalbond»). Efter krigen har den britiske
regjering paa enhver maate søkt at tilveiebringe en
utsoning mellem de to hvite befolkningselementer i
Sydafrika. Allerede 1906 fik Transvaal Colony selvstyre,
aaret efter Orange River Colony, og flere av de mest
fremtrædende b.-førere under krigen, som Botha, Smuts,
Fischer, Hertzog, De Wet, blev medlemmer av de to
tidligere fristaters regjeringer. Det var dristig gjort av
England; men b.s lojalitet stod sin prøve. 20 sept.
1909 besluttet parlamentet oprettelsen av «The Union
of South Africa», bestaaende av fire provinser:
Kaplandet, Natal, Transvaal, Orange Free State. 31 mai
1916 traadte unionen i virksomhet. Under
Verdenskrigen fandt der her og der mindre opstande sted blandt
b.; men i det store og hele bevarte de sin troskap mot
England. Under Botha’s anførsel erobret de tysk
Sydvestafrika og under Smuts’s anførsel bidrog b. væsentlig
til erobringen av tysk Østafrika.
Boëthius, Anicius Manlius Torquatus
Severinus (omtr. 475—525), rom. statsmand og filosof, f. i
Rom; studerte som ung i Athen (filosofi og matematik),
510 konsul i Rom, skattet av østgoternes konge
Theoderik (s. d.), men senere mistænkt for sammensvergelse
mot ham, indesperret og senere henrettet i Pavia. I
fængslet skrev han «Om filosofiens trøst», hvor han
støttet sig til den antikke filosofi; desuten har han
oversat og bearbeidet græske matematiske og filosofiske
skrifter (navnlig av Aristoteles) og fik derved stor betydning
for middelalderens videnskap.
Boëthius, Simon Johannes (1850—), sv.
historiker og universitetslærer, dr. phil. og docent i Upsala
1877, prof. extraord. 1889. Studerte 1885—86 som
stipendiat i Frankrike, et ophold som senere avfødte hans
verk om den franske -revolution. Fra 1891 medlem av
andet kammer, hvor han sluttet sig til
landtmannapartiet; beskyttelses- og forsvarsvenlig, samt ivrig for
folkeoplysning. B. har bl. a. studert Sveriges historie
i slutningen av 16 aarh. og sammen med Tengberg
skrevet om tiden 1718—1809 i «Sveriges historia från
äldsta tid till våra dagar».
Boēthos fra Kalchedon, græ. billedhugger og
bronsestøper (fra Karthago?), 3 el. 2 aarh. f. Kr. Hans mest
berømte verk er «Gutten som griper gaasen om halsen»
(marmorkopi i Paris og München), en av oldtidens
ypperligste genrefremstillinger. Ogsaa «Tornuttrækkeren»
(bedste kopi paa Kapitolium i Rom) tillægges ham.
Boeuf [bøf] (fr.), okse.
Bofors, sv. jern- og staalverk med mekaniske
verksteder, beliggende ved Timsålfvens utløp i sjøn Möckeln,
Värmland. Verket, hvis ældste privilegier daterer sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
