Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
død avslog at egte en
ham av førstekonsulen
foreslaat fyrstinde og i
stedet giftet sig med en
borgerlig født kvinde. I
1807 avslog han tilbudet
om at bli konge i
Spanien, da dette forutsatte
at han lot sig skille fra
sin hustru, og forholdet
til keiseren blev
efterhaanden saa spændt at
L B 18610 besluttet at
flygte til Amerika. Paa
flugten blev han
opsnappet av en engelsk
krydser og ført i engelsk
krigsfangenskap. Han blev
først fri 1814, og efter
et kort ophold i Rom
drog han, efter Napoleons
flugt fra Elba, til Paris, hvor han blev medlem av
pairskammeret. Efter Waterloo raadet han forgjæves
Napoleon til at opløse kamrene og gripe diktaturet og
forsøkte efter Napoleons tronfrasigelse at faa kongen av
Rom utropt til keiser og selv at bli formynder og
regent. Paa tilbaketuren til Rom 1815 blev han i Turin
fængslet av en østerriksk general, men blev paa pavens
bøn snart igjen løslatt. Levet senere mest i Italien.
Arkæolog og forfatter. Memoirer. — 6. Marie Anne
Elisa B. (1777—1820). Opdraget i Saint-Cyr. Under
familiens trængselsaar i Sydfrankrike blev hun forlovet
med en fattig og evneløs corsikansk officer, Felice
Bacciochi, som hun, imot Napoleons ønske, ogsaa giftet sig
med 1797. Samlet under konsulatet en kreds av
forfattere og kunstnere i sit hjem. 1805 fyrstinde av Lucca
og Piombino, som hun styrte med dygtighet. Hendes
Lucien Bonaparte.
evner og hendes lette seder skaffet hende tilnavnet
Luccas Semiramis. 1809 storhertuginde av Toscana.
Levet efter 1814 i Bologna og Triest. — 7. Louis
(Ludvig) B. (1778—1846). Kom 1793 til Frankrike og
blev utdannet til officer. Tidlige utsvævelser
undergravet hans helbred og handlekraft. Kun ugjerne mottok
han 1806 den hollandske kongekrone. Med ikke ringe
iver og dygtighet søkte han at gjennemføre praktiske
reformer (kriminal- og civillovbok, vegt og maal efter
fransk mønster), men fastlandssperringen ødela landets
velstand, og Napoleons krav paa store rustninger
forværret yderligere tilstanden. Ludvig blev mere og
mere utilfreds med
forholdene, og Napoleon
mere og mere forbitret
over lempelser i
fastlandssperringen. 1810
nedla Ludvigregjeringen,
indsatte sin hustru
Hortense, f. Beauharnais,
Napoleons steddatter, til
regentinde i sin
umyndige søns navn og forlot
saa landet. Levet senere
mest i Italien optat av
historisk
forfattervirksomhet. Negtet 1815 at
motta pairsværdigheten
av Napoleon. Hans
egteskap .med Hortense var
ulykkelig. Skilsmisse
1815. Blandt hans
historiske arbeider maa især
Louis Bonaparte.
Bonapartister—Bonaventura
amerikansk
108
fremhæves et verk om Hollands historie og
statsforfatning i 3 bind, som utkom 1820, og flere skrifter
om Napoleons historie (bl. a. et motskrift mot Walter
Scott). Hortense fødte Ludvig 3 sønner, av hvilke den
yngste var Napoleon III (s. d.). — 8. (Carlotta) Marie
Pauline B. (1780—1825) forlot med den øvrige familie
Corsica 1793. Hun egtet i Paris i 1801 general Leclerc,
som døde allerede 1802. 1803 egtet hun Camillo Borghese,
av gammel romersk adel, men egteskapet opløstes snart.
Hun var Napoleons yndlingssøster, men voldte ham
meget bryderi ved alle sine letsindigheter. 1814 stillet
hun alt hvad hun eiet til hans raadighet og fulgte ham
til Elba. Før Waterloo gav hun ham sine juveler, som
man bakefter fandt i hans vogn. Hun døde i Firenze.
(Billede, se Canova, A.). — 9. Marie Annunziata
Caroline B. (1782—1839). Egtet i 1800 general Murat,
som i 1806 blev storhertug av Berg-Cleve og i 1808
konge av Neapel. Hun var sin mand fuldstændig
overlegen. Den østerrikske minister Metternich, som 1806
—09 var gesandt i Paris, var meget indtat i hende og
forsøkte paa Wienerkongressen at frelse Murats
kongestilling, men forgjæves. Efter 1815 levet Caroline i
omegnen av Triest. — 10. Jérôme B. (1784—1860).
Utdannet i Frankrike til
sjøofficer. Deltok i flere
sjøtogter og 1806—07 i
krigen mot Preussen.
1807 konge av Westfalen.
Lot sig efter Napoleons
ønske 1806 skille fra sin
hustru Elisabeth, f.
Patterson, datter av en
nordkjøbmand,
og egtet 1807 en
württembergsk prinsesse. Som
regent var han makelig,
uten interesse for stort
andet end sine
fornøielser. Deltok uten hæder
i felttogene 1809 og 1812
—13. Efter 1815 levet
J. B. dels i Østerrike,
dels i Italien og længtes
efter at faa komme
tilbake til Frankrike.
Ludvig Filips regjering tillot det endelig i 1847. Efter
Februarrevolutionen blev han guvernør for Invalidepaladset. J. B.s
søn var Joseph Charles Paul B., kaldt prins
Napoleon (s. d.), og dennes søn er Victor Napoleon
(1862—), som nu er slegtens overhoved. — 11. Roland B.
(1858—) tok avsked som officer 1883; har senere foretat
forskjellige forskningsreiser bl. a. til Finmarken, hvor
han har studert lappernes seder og skikke og skildret
sine indtryk paa engelsk i «Notes on the Lapps of
Finmark» (1886).
Bonaparti′ster, det parti som ønsker
Bonaparte i spidsen for Frankrikes styrelse.
somhet, som sporedes straks efter 1814, muliggjorde
Napoleons triumftog gjennem Frankrike efter flugten
fra Elba 1815 og senere Napoleon III’s keiserdømme.
Efter keiserprinsens død (1879) blev prins Napoleon (søn
av Jérôme Bonaparte) B.s chef. Republikkens voksende
fasthet og styrke har trængt hele den bonapartistiske
bevægelse sterkt tilbake, og siden Boulangers dage har
den ingen betydning hat.
Bonar Law, se La w.
Bonaventūra (1221—74), Franciskanerordenens
ypperste teolog. Blev lærer ved høiskolen i Paris og 1257
sin ordens general, 1273 kardinal og biskop av Albano
1274 var han tilstede paa unionskoncilet i Lyon, men
Jérôme Bonaparte.
dynastiet
Dets virk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
