105 saa Norge). Retten til at tilbyde b. o. skal tilkomme de utenfor striden staaende parter endog under fiendtligheternes gang, og utøvelsen av denne ret kan aldrig av en av de tvistende parter betragtes som en litet venligsindet handling. — Hvor omstændigheterne tillater det, har signaturmagterne vedtat at anbefale anvendelse av en særlig form av mægling. I tilfælde av en alvorlig uenighet som truer freden, vælger de stridende parter hver en magt, som skal træde i forbindelse med den paa den anden side valgte i hensigt at hindre et brud paa det fredelige forhold. «Saalænge dette opdrag, hvis tidsutstrækning i mangel av motsat bestemmelse ikke kan overskride 30 dage, varer, skal de tvistende stater ophøre med enhver direkte forbindelse angaaende striden, og denne betragtes som udelukkende henskutt under de mæglende parter» (art. 8). </chapter> <chapter name="Bonaparte"> Bonaparte (ital. Buonaparte). 1. Carlo Maria (1746 —85), corsikansk adelsmand og sakfører. Efter i nogen tid at ha tilhørt det corsikanske uavhængighetsparti Paoli) anerkjendte han 1769 det franske herredømme. Virket utrættelig for at skaffe sine barn stipendier og stillinger i Frankrike og støttedes heri av sin energiske hustru — 2. Maria Letizia B., f. Ramolino (1750—1836, gift 1764), som tilhørte en gammel, ganske velhavende corsikansk adelsslegt. Hun var en dygtig kvinde som satte alt ind paa at sikre sine mange (8) barns fremtid. Revolutionen aapnet dem uventede utsigter, men en tid saa det allikevel meget mørkt ut. 1793 maatte hun flygte fra Corsica, fordi familien hadde svigtet uavhængighetspartiet. En tid levet hun i den yderste fattigdom i Toulon og Marseille, indtii den næstældste søns glimrende karrière skapte hende gode livsvilkaar. 1796 flyttet hun til Paris og levet her i 18 aar som interessert, men aldrig blendet iagttagersvee av sønnens eventyrlige livsløp. Omgit av al mulig pragt («Madame Mère», keisermoder) bevarte hun selv sine gamle tarvelige livsvaner og sparte hvad hun kunde av sine store indtægter. «Hvem vet om jeg ikke en gang blir nødt til at gi alle disse konger brødet.» 1814 drog hun til Rom, derfra til Elba, hvor Napoleon drøftet sineundvikelsesplanermed hende. FE Efter W aterloo drog hun igjen til Rom. Hendes sidste aar var triste. Flere av hendes barn og barnebarn døde, hun selv blev lam og næsten blind inden hun døde, over 85 aar gl. [Litt.: C. Tschudi, «Napoleons moder».] Barn: — 3. Joseph B. 1768—1844). Gik paa skole i Autun og tænkte paa at bli officer, da farens død i 1785 nødte ham, den ældste søn, til at vende hjem til Corsica for at hjælpe moren og de mange søskende. I en fart fik han en juridisk eksamen og nedsatte sig som sakfører i Bastia. 1793 maatte hele familien paa grund av brud med patrioterne og deres leder Paoli flygte til Frankrike, hvor de i nogen tid led nød, indtil forbindelser med ledende mænd i Frankrike (f. eks. Robespierres bror) bragte dem bedre kaar. Napoleon blev general. Joseph egtet i 1794 Julie Clary, datter av en rik kjøbmand i Marseille. Robespierres fald bragte Napoleon i nød saa han maatte ty til sin rikt gifte bror, «det heldige bæst». Snart vendtes forholdet dog om; Joseph mottok støtte og stillinger av sin E Bonaparte Maria Letizia Bonaparte. 106 yngre bror. Han blev medlem av de yngres raad, men spillet i begyndelsen ingen rolle, levet helst paa et gods han hadde kjøpt nær ved Paris, men fulgte omhyggelig begivenheterne og underholdt en fortrolig og hemmelig brevveksling med Napoleon, mens denne var i Ægypten. Brumaire-statskupets heldige utfald skyldtes for en stor del Joseph. I de følgende aar deltok han i flere diplomatiske arbeider (freden i Luneville, konkordatet, freden i Amiens). Han utnævntes til tronarving for det tilfælde at Napoleon skulde dø barnløs. 1806 blev han konge i Neapel, hvor han tildels vandt aristokratiet ved sin elskværdighet og sin gavmildhet, men hvor hans stilling dog stadig var utryg, og hvor der næsten uophørlig kjæmpedes mellem de franske tropper og de indfødte, saa landet led, uten at Josephs mange liberale og humane love hjalp videre. 1808 kaldte Napoleon ham til konge i Spanien; Neapel overlotes Murat, og franske soldater banet Joseph vei til Madrid. Han var dog kun skyggekonge; de franske generaler lystret bare Napoleons ordrer, og uten den franske hær vilde hans stilling ha været ganske uholdbar. Overalt reiste den av prester og munker opfanatiserte befolkning sig mot det franske herredømme, og da de franske tropper i 1813 fik andet at gjøre, maatte Joseph forlate Spanien. Efter Waterloo drog Joseph til Nordamerika, hvor han, formuende som han var, tok ophold paa Moreaus tidligere eiendom i Delaware. Efter hertugen av Reichstadts (Napoleon II) død 1832 optraadte han som prætendent og opholdt sig nogen aar i England. De sidste aar av sit liv bodde han i Italien. 1862 blev hans Joseph Bonaparte. lik ført til Invalidekirken i Paris. Memoirer. — 4. Napoleon B., se Napoleon.—5. Lucien B. (1775 —1840). Skolegang i Autun og Brienne. 1795 ved Napoleons hjælp krigskommissær i Nederlandene og paa Corsica. 1798 medlem av de yngres raad. Han og Joseph B. arbeidet her for Napoleons planer. 1799 formand for forsamlingen. 18 brumaire var det L. B.s koldblodige og snarraadige optræden som avgjorde statskupets heldige forløp. Da han ikke kunde bringe den oprørte og forbitrede forsamling til ro, forlot han salen, ilte hen til de utenfor forsamlede soldater og opfordret dem til at komme sin general (Napoleon), som man vilde myrde, til hjælp. Ved denne overrumpling opnaadde han soldaternes indgripen og statskupets gjennemførelse. Var senere ivrig for Æreslegionens oprettelse og for konkordatet med paven, men vakte Napoleons vrede, da han 1802 efter sin første hustrus