Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111 Bondefanger—Bondevenbevægelsen 112
Paa Norges senere politiske utvikling har b.
Venstrepartiet har i
standen.
hat en bestemmende indflydelse.
sin kjerne været et b.-parti. [Litt.: Osc. Alb. Johnsen,
«Norges bønder» (1919).] — Ogsaa i Danmark laa
bonden allerede i middelalderen tildels under for
aristokratiet, men bevarte dog en taalelig stilling indtil
henimot tidsrummets slutning. Vornedskapet indførtes i
det 15 aarh. paa Sjælland og smaaøerne. Kristian
Il’s reformer avskaffedes ved hans fald, og
bøndernes egne forsøk paa at frigjøre sig med vaabenmagt
blev slaat til jorden under grevefeiden. I det 16—18
aarh. blev bondens kaar stadig værre. Selveiendommen
forsvandt næsten helt, og stavnsbaandet, som omfattet
hele kongeriket, indførtes 1733. Hoveriet økedes
vilkaarlig, og godseieren hadde ret til at tiltale og straffe
bonden, endog korporlig (træhest m. m.). Men efter
Guldbergs fald indførtes store reformer. Stavnsbaandet
ophævedes 1788; hoveriet bortfaldt; landsbyfællesskapet
utskiftedes, og bønderne flyttet ut til egne gaarder. Siden
gik bondestanden raskt fremad. Ved den alm.
vernepligts og den fri forfatnings indførelse (1848 og 1849)
ophævedes ogsaa her al standsforskjel. [Litt.: Johs.
Steenstrup, «Den danske bonde og friheden» (1912).] —I
Sverige formaadde aristokratiet trods flere forsøk ikke at
undertrykke bønderne, som efter reisningen under
Engelbrekt Engelbrektson mot Erik av Pommern og unionen
med Danmark kom til at spille en vigtig politisk rolle.
Saavel Sturerne som Gustaf Vasa støttet sig til den
svenske bondealmue, der altid var rede til at kjæmpe
mot de fremmede undertrykkere. Ogsaa paa riksdagen,
hvor den møtte som rikets fjerde stand, avgjorde dens
stemme ofte landets skjæbne. Ved forøkelsen av
adelsgodset i det 17 aarh. syntes faren for at bonden skulde
tape sin frihet, vel ogsaa i Sverige nær, men forsvandt
fuldstændig ved Karl XI’s reduktion.
Repræsentationsreformen 1866 ophævet endelig standsadskillelsen og
forøket bøndernes politiske indflydelse.
Bondefanger brukes som betegnelse for personer
som misbruker uerfarne og godtroende menneskers
fortrolighet til at narre penger av dem, ofte ved falske
foregivender og under skin av at ville hjælpe dem.
Bondefred kaldes de overenskomster som særlig
under krigene i det 16 og 17 aarh. sluttedes mellem
bønderne i de nordiske rikers grænselandskaper, og
hvorved de gjensidig sikret hinanden fred og venskabelig
samfærdsel trods krigstilstanden. Saadanne overenskomster
blev oprettet mellem norske og svenske bønder saavel
under Kristian II (1519) som senere under Syvaarskrigen
(1563—70) og krigen 1643—45, maaske ogsaa under
Kalmarkrigen (1611—13). Mellem Skåne og Halland
sluttedes en bondefred endnu saa sent som i 1676. [Litt.:
Halvdan Koht, «Freds-tanken i Noregs-soga» (1906).]
Bondehelgen (benævnelsen skyldes L. L. Daae) er en
hellig mand som ikke har vundet historisk betydning,
men som av almuen i en enkelt eller i flere bygder er
blit anset for hellig, og hvis dage maaske endog er
ihukommet ved messe i en og anden kirke. De av disse
helgener som nu kjendes, synes alle at høre hjemme i
Telemarken (se Besse paa Knaben).
Bondekrig kaldes alm. den store tyske bondeopstand
1525. I Tyskland hadde der siden korstogstiden været
en jevn opgang i bøndernes kaar, men henimot
slutningen av 15 aarh. indtraadte en stansning. Adelen
forøket sine fordringer, og den voksende fyrstemagt
forsterket skattetrykket. Dette fremkaldte overalt en
voksende gjæring, som gav sig luft i spredte opstande.
Luthers fremtræden forøket gjæringen, bønderne læste
i Bibelen og forlangte, idet de støttet sig til den hellige
skrift, at behandles som frie; ved deltagelsen i krigene
hadde mange bønder som landsknegter lært vaabenbruk
og egget, naar de vendte hjem, sine standsfæller til at
avkaste sit aak. 1525 utbrøt hovedopstanden i Allgau
i Sydbayern. Adskillige adelsmænd og de mindre stæder
gjorde fælles sak med bønderne, som opstillet sine
fordringer i 12 artikler. Opstanden bredte sig hurtig til
hele Sydtyskland, og da den fanatiske sværmer Thomas
Münzer blev bøndernes leder, antok den en
voldsommere karakter. Han præket utryddelse av adelen og fór
frem med mord og brand mot enhver som ikke vilde
lyde ham. I denne skikkelse maatte bevægelsen
fremkalde rædsel og avsky. Luther, som først hadde raadet
til at imøtekomme bøndernes fordringer, blev bange for
at reformationen skulde faa skyld for bøndernes
utskeielser, og opfordret fyrsterne til at «slaa bønderne ned
som gale hunder». Fyrsterne behøvet ingen opfordring.
Kurfyrst Johan av Sachsen, landgrev Filip av Hessen
o. a. hadde samlet en hær av krigsvante landsknegter,
med hvilken de 15 mai 1525 angrep Münzer ved
Frankenhausen og vandt en let seier. Münzer selv blev
fanget, lagt paa pinebænken og henrettet. Ogsaa i Elsass
og Schwaben bukket bønderne under for fysterne, og
overalt tok disse en frygtelig hevn. Henrettelser,
piskning, utredelse av svære brandskatter blev de overvundne
bønders lod. [Litt.: Zimmermann, «Allg. Geschichte des
grossen Bauernkrieges».]
Bondeparagrafen, et i den politiske diskussion ofte
anvendt navn paa grundlovens § 57, som bestemmer at
«antallet av stortingsrepræsentanter fra kjøpstæderne
skal stedse forholde sig til antallet av
stortingsrepræsentanter fra landet som én til to», altsaa f. t. (1920) 50
byrepræsentanter og 100 repræsentanter fra
landdistrikterne. Da byerne f. t. har ikke fuldt 30 pct. av landets
befolkning, begunstiger b. i virkeligheten byerne, idet
de mindre byer faar en uforholdsmæssig sterk
repræsentation; b. har derfor ogsaa av motstanderne været
kaldt «smaabyparagrafen». Under den diskussion som
gik forut for den nye valgordning (1919), blev b. sterkt
angrepet av dem som ønsket en valgordning som gav
de enkelte kredser et antal repræsentanter som nøiagtig
svarte til deres folketal. B. blev likevel opretholdt.
Bondepraktika, i de gamle almanakker rimede eller
urimede raad og anvisninger for bonden, med tilføielse
av veirtegn, merkedage i denne henseende, veir- og
høstspaadomme, f. eks.: «Thorres tø gir frossent korn og
raattent hø», «Mathis (24 febr.) byr is; er der ingen
is, gjør han is», «Vettnætt (17 okt.) maa du vente mig
(sneen), fyribod (28 okt.) kommer jeg visst; kommer jeg
ikke før helgemes (1 nov.), da bøier jeg bar og kvist»
o. s. v. [Eitt.: O. Nordgaard, «Folkemeteorologi eller
gamle merker for veir og vekst», Trondhjem 1912.]
Bonderet er betegnelsen for den norske
landbefolknings sedvaneret overhodet, og desuten for den nye
selvstændige gren av retsvidenskapen, som har disse
retsregler til grundlag. Professor Absalon Taranger er den
første som har begyndt et systematisk studium av vore
bønders eiendommelige retsliv, og han har fastslaat
navnet b. Bønderne selv bruker paa flere steder navnet
«heimerett». (Se ogsaa Leiekreaturer, Lotbruk
og Skaplag.)
Bondeson, August Leonard (1854—1907?), sv.
forfatter, læge i Göteborg, har skrevet viser, især i sin
hjembygds dialekt (hallandsk), og forfattet flere fortællinger,
som viser humor og en betydelig evne til «at træffe
sømmet paa hodet». Høiest naar han i «Skollärare John
Chronschougs memoarer» (2 bd., 1897, 1904), hvor han
med kostelig naivitet lar denne fortælle sine oplevelser.
Bondevenbevægelsen i Norge indlededes av Jaabæk
ved stiftelsen av organisationen «Bondevennerne» (1865)
med hovedsæte i Mandal og talrike forgreninger utover
det hele land. Jaabæk var selv formand. Bevægelsen gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
