Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1383 Borger—Borgermester 134
rikshandelen, og da deres overmægtige stilling tilsidst
blev brutt, især som en følge av de store opdagelser
som flyttet centret for storhandelen til Europas
vestkyst, maatte den indfødte b.-stand i Norden kjæmpe
først med hollænderne og derpaa med englænderne. Den
utviklet sig derfor sent, og skjønt den deltok som
riksstand i stændermøterne, opnaadde den ikke nogen
synderlig politisk indflydelse, ikke engang i Sverige, hvor
stænderforsamlingen dog spillet en større rolle end i
noget andet av de nordiske lande. [Litt.; D. Schåfer,
«Die Hanse» (1903) i «Monographien zur Weltgeschichte»
XIX.]J I Danmark vaaknet b.-standens politiske
interesse først kort før 1660; men dens hat til adelen gjorde
den til et villig redskap i kongens haand til indførelsen
av enevældet. Først i det 19 aarh. kom b.-standen atter
til at spille en politisk rolle, særlig ved den frie
forfatnings og de første frisindede reformers indførelse, idet
de liberale idéer fandt sinc fleste tilhængere blandt den
oplyste befolkning i byerne. —I Norge kaldtes byernes
indvaanere i middelalderen bæjarmenn (d. e. bymænd,
av oldn. bær, gaard, by). For at bli medlem av
bysamfundet maatte man fra omkr. 1300 sverge byen
troskapsed og la sit navn indføre i «stadens bymænds bok».
B. utøvet et visst selvstyre, dels gjennem bymøtet
(bæjarmót), hvor alle borgere hadde ret til at møte, dels
gjennem raadet, som repræsenterte b.-skapet og fik
sin formand i b.-mesteren. Denne ordning holdt sig i
det væsentlige like til enevældets indførelse. — Byernes
betydning var i den første del av middelalderen i vekst;
gjennem nyere undersøkelser er det godtgjort at de i
det 13 aarh. har kunnet opvise tilsprang til en
professionel handelsstand som drev handel paa utlandet,
særlig England. Men allerede i anden halvdel av det nævnte
aarh. grundedes Lübecks handelsvælde i Bergen og
Rostocks i Tønsberg og Oslo, og i løpet av det 14—15
aarh. laa den norske b.-stand helt under for de
fremmede, som efterhaanden samlet al utenrikshandelen under
sig og endog tiltok sig en væsentlig del av
detaljhandelen med bønderne. Til at knække den norske
bybefolknings motstandskraft bidrog i høi grad den økonomiske
nedgang som fulgte paa den store mandedød, og de første
unionskongers forsommelse av at hævde de norske b.s
ret og interesser likeoverfor Hanseaterne. Først omkr.
1500 spores atter nogen fremgang, som fortsætter sig i
den følgende tid. Efter grevefeiden trængtes Hanseaterne
tilbake; fiskehandelen paa Nordland gled ut av deres
hænder til fordel særlig for det norske b.-skap i Bergen.
Samtidig faar trælasthandelens fremgang den største
betydning for utviklingen av Østlandets b.-stand, særlig
efter 1662, da den ved lov koncentrertes i byerne. Ved
samme tid lukket navigationsaktens oprettelse (1651) de
engelske havner for hollændernes fragtfart og aapnet til
gjengjæld et nyt stort felt for den norske trælasteksport
paa England. I løpet av det 18 aarh. gik den norske
b.-stand sterkt frem saavel i antal som i velstand og
dannelse. Bylivet paavirkedes, foruten fra Danmark,
især fra Holland og England. Den velstaaende del av
b.-klassen følte sig nær knyttet til embedsmændene. Det
var inden den at kravene paa en større selvstændighet
for Norge først reistes, og det var den som ydet de
største ofre ved oprettelsen av det norske universitet.
Sammen med embedsstanden deltok den i
frigjørelsesverket i 1814 og gik senere i spidsen for flere vigtige
økonomiske reformer; men nogen stor eller varig
politisk rolle kom den ikke til at spille, idet grundloven la
den politiske magt i landet hos bønderne. [Litt.: A.
Bugge, «Studier over de norske byers selvstyre og
handel» (1899); Osc. Alb. Johnsen i «De norske stænder»
s. 4f2—47 og i «Norges historie» V.]
Borger, Akademisk, d. e. student.
Borgerbrev, se Borgerskap.
Borgerdaadsmedaljen er stiftet ved kgl. resol. av
10 april 1819, oprindelig bestemt for udmerket flid og
duelighet ved forliksvæsenet og andre lignende ombud
samt for borgerlige fortjenester av
riket, ved kgl. resol. av 13 april
1844 ogsaa bestemt for nidkjær
embedsførelse og anden fortjenstlig
virksomhet av hvilkensomhelst art,
saavel som for enkelt udmerket
daad. B. bar Carl Johans
brystbillede, indtil dette ved kgl. resol.
av 11 febr. 1907 blev ombyttet med
Haakon VIIs. B. har to. klasser,
1ste av guld, 2den av sølv.
Borgered, den ed som tidligere
avfordredes den som erholdt
kjøpstadsborgerskap (ophævet ved lov
av 22 mai 1875).
Borgerhout, Belgien, østlig
forstad til Antwerpen, 51 000 indb.
Tobaksfabrikker og farverier.
Borgerkrans (lat. corona civwica),
en krans av ekeløv som gaves den
romer der i et slag reddet en
medborgers liv; med b. var forskjellige æresrettigheter
forbundet (sæte i nærheten av senatorerne ved offentlige leker).
Borgerlig brukes i retssproget i forskjellige
betydninger. Dels brukes det i motsætning til militær
(saaledes i uttrykket «almindelig b. straffelov»), dels i
samme betydning som civil i motsætning til kriminel
(se f. eks. straffelovens § 449, «borgerlige saker»), dels
ogsaa omtrent i samme betydning som privatretlig
(«b. retskrav» i samme lovs 32 kap.). Sml. Borgerlig
egteskap.
Borgerlig begravelse, se Begravelse.
Borgerlig død. I Frankrike ansaaes efter Code pénal
art. 18 den som var dømt til livsvarig strafarbeide eller
deportation, som b. d. med den følge at hans formue
fordeltes mellem hans arvinger eller blev beslaglagt, og
han selv blev berøvet juridisk handledygtighet. Den
b. d. blev ophævet 1854. Jfr. Fredløshet.
Borgerlig egteskap. Lov av 31 mai 1918, som er
resultat av et skandinavisk samarbeide, aapner fri
adgang til at vælge mellem vigsel (egteskap) paa kirkelig
eller borgerlig (verdslig) maate. Dog kan prest i
statskirken negte at foreta vigsel, hvis en av brudefolkene
ikke tilhører statskirken eller hvis ingen av dem hører
til hans menighet.
Borgermester, en fra Tyskland overført betegnelse
for borgerskapets administrative chef (svarende til fr.
maire, eng. mayor). Oprindelig valgt av borgerne selv,
gik han mangesteds, saaledes ogsaa i Danmark og Norge,
efterhaanden over til en kongelig ansat embedsmand
(«magistrat»). Magistratsforretningerne utøves i
Fredrikshald, Sarpsborg, Fredrikstad, Moss, Hamar, Drammen,
Horten, Tønsberg, Larvik, Skien, Arendal, Kristiansand,
Stavanger, Haugesund, Aalesund, Kristiansund og Tromsø
av én, i Trondhjem av to, hvorav en adjungeret, i
Kristiania og Bergen av fire, hvorav en er første b. og
en adjungeret. I de andre byer og i ladestederne er
b.s forretninger henlagt til forskjellige embedsmænd,
likesom b. i flere byer ogsaa besørger andre end
magistratsforretningerne. Ved lov av 15 april 1893
bestemtes at til amtmænd og b. som ikke er tillagt
dømmende myndighet, kan utnævnes mænd uten juridisk
eksamen. Lov av 9 mars 1917 bestemmer at
maigistratsembederne skal ophæves, naar særskilt lov derom
beslutter. Deres embedsforretninger henlægges under en
række andre embedsmænd. Naar loven er traadt i kraft,
Borgerdaadsmedaljen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
