Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131 Borge—Borger 132
Borge, herred i Nordland fylke, 257 km.²Ģ med
4 607 indb. (1918); 19 pr. km.2 Herredet, som svarer til
B. prestegjeld med B. og Valberg sogne, omfatter den
nordvestlige del av Vestvaagø i Lofoten med
utenforliggende øer og holmer. Av arealet er 3.5 km..3 aker og
eng, 0.4 km.′3 skog, 11 km.. ferskvand og resten (253
km..) snaufjeld, utmark og myr. Der opgives at være
15 396 maal udyrket til dyrkning skikket jord; 1901
—07 opdyrkedes 179 maal. Den midtre del av
herredet er flat, tildels myrlændt og opfyldt av store
vande og grunde havbugter (poller); den vestlige del,
som vender ut mot havet, bestaar av steile fjeldpartier
med høider optil 752 m.; den østlige del, som vender
ut mot Vestfjorden, har likeledes steile fjeldsider mot
fjorden. Der er gode græsganger, litt løvskog og
adskillig dyrkbar myr. 2 meierier. Forøvrig er
hovednæringsveien fiskeri. Der opfiskedes i 1903 av 523
fiskere 248 000 stykker skrei til en værdi av 60 890 kr.,
samme aar gav fetsildfisket et utbytte av 3 870 kr.
Utbyttet av fiskerierne opgives for 1915 til 62110 kr.,
derav falder 12 000 kr. paa fetsild- og 23 000 kr. paa
skreifisket. Inden herredet findes flere fiskevær (tillike
dun- og eggvær), hvoriblandt nævnes: Borgvær (med
Kalvær), Eggum, Sandø og Høines, Kvalnes. Ved
Smorten er jerngruber. B. sparebank, oprettet 1909. Antagen
formue 1917 1 803 000 kr., indtægt 889 000 kr.
Borgejorde, Tormod Knudsen, se Knudsen, T.
Borgen, Hans Fredrik Henriksen (1852—190»7),
n. maler, f. i Ullensaker, utdannet under Morten Müller
og Bergslien og senere i Paris. Sluttet sig i 1880-aarene
til friluftsmalerne. Hans høstlandskaper fra
østlandsbygder er et bidrag til karakteristik av norsk landskap,
men vidner ikke om nogen særlig personlig opfatning.
Borgen, retsuttryk for sikkerhetsstillelse (s. d.),
brukes navnlig om sikkerhetsstillølse for at avverge
varetægtsfængsel (se straffeprocesloven §§ 246 ff.).
Borgenfjorden (Borgen), en mot nord gaaende arm
av Trondhjemsfjorden mellem Inderøn og Sparbu.
Fjorden, som er ca. 10 km. lang, staar ved et ca. 100 m.
bredt sund (Strømmen), hvorover fører veibro, i
forbindelse med Trondhjemsfjorden.
Borger kaldes med et fra tysk optat ord, som opr.
betegnet det enkelte medlem av besætningen paa en borg
og først sent har fortrængt det danske «kjøbstadmand»,
bymanden i motsætning til landboen. Mens nu enhver
ved indflytning i byen blir b. der, d. e. fuldtberettiget
medlem av bysamfundet, krævedes i ældre tid særlig
erhvervelse av b.-ret. — Forat byer og en bybefolkning
skal danne sig, kræves en viss fremskreden
samfundsutvikling. Klarest kommer dette til syne hos de
nordeuropæiske folk, som allerede træder ind i historien paa
overgangen til fast bositten og akerdyrkning. Paa dette
primitive trin danner hver husholdning en økonomisk
enhet for sig; i hver husstand brygges og bakes, slagtes
og væves o. s. v. til eget behov; med de ringe fordringer
som stilles til livet, behøves ingen sterk tilførsel av varer
utenfra. Efterhaanden utløses dog en del av disse
virksomheter som særlige erhverv. Blandt nordgermanerne,
likesom blandt grækerne i oldtiden, iagttages dette
tidligst for smedehaandverkets vedkommende. Men størst
betydning fik uldvæveriet, som blev grundlaget for de
engelske, nordfranske og flanderske byers opblomstren
i den tidlige middelalder. Ved siden av haandverkerne
uldvævere, farvere, valkere) dannet der sig i disse byer
en klasse av kjøbmænd som reiste og solgte varen. Til
den saaledes opstaaede bybefolkning sluttet sig bakere
og slagtere, skomakere og bryggere; jo mere byen
utvidet sig, des mere overtok den ogsaa forsyningen av
det omgivende landdistrikt, som til gjengjæld forsynte
borgerne med de nødvendige akerbruksprodukter.
Sammen kom byen og dens landdistrikt til at danne en
økonomisk enhet som ved handelsvirksomhetens
utvikling og bymændenes energi snart kom i kommerciel
forbindelse ogsaa med fjernere egne. Under middelalderens
primitive tendens til at tildele hvert befolkningselement
sin bestemt avgrænsede virksomhet, førte denne
naturlige utvikling til at bybefolkningen, borgerne, for sig
krævet eneret til handel og haandverk, og at
bybefolkningen, eftersom dette krav vandt anerkjendelse,
utsondret sig som en særskilt b.-stand. I de tidligere
romerske dele av Europa fremskyndedes denne
utvikling væsentlig ved at handelen og haandverket i de
romerske byer ingensinde helt var stanset. Venedig og
andre italienske byer stod i ret livlig handelsforbindelse
med det østromerske rike og senere med de arabiske
riker i Nordafrika. Under korstogene skaffet de sig nye
markeder paa den syriske kyst, hvor karavaneveiene fra
Indien utmundet. Like til det 16 aarh. stod dog dette
sydeuropæiske handelsomraade skarpt adskilt fra det
nordeuropæiske, om end siden 1318 Brügge og i det
indre Tyskland Augsburg dannet fælles markeder. Denne
bybefolknings stilling indenfor det omgivende samfund
blev under den videre utvikling ret forskjellig. I de
lande hvor statsmagten var meget svak, som i Italien og
Tyskland, blev byerne ganske uavhængige under egen
valgt øvrighet (riksstæder), i Italien undertvang byerne
endog det omliggende land og dannet ganske frie
republikker, hvor magten dog efterhaanden gled bort fra b.
selv og over til tyranslegter, saa at republikken blev et
fyrstendømme. Hvor statsmagten var sterkere, indtraadte
b. derimot som en stand jevnsides adel og geistlighet og
opnaadde snart som saadan ogsaa betydelige politiske
rettigheter. I England tilkaldtes i 1265 utsendinger fra
byerne sammen med utsendinger fra grevskaperne til
parlamentet, og disse utgjorde fra nu av underhuset i
motsætning til det høiadelige overhus. I alle lande
bevaredes i riksforsamlingerne stænderinddelingen. 1302
sammenkaldtes i Frankrike første gang riksstænderne,
og i det 14 aarh. var b.-staudens indflydelse her meget
stor; senere svækkedes den under den fremvoksende
kongemagt, som, efterat den hadde faat sig bevilget en
fast skat, snart ophørte med at indkalde
stænderforsamlingen. Ogsaa i Spanien, i de tyske enkeltstater og i de
nordiske riker dannet b.-standen en særskilt avdeling
av riksforsamlingerne, indtil de overalt fortrængtes av
enevældet. Med dettes seier tapte b.-standen ganske vist
sin politiske betydning; men socialt og økonomisk
vedblev den at gaa frem, og selv i staternes styrelse vinder
borgerlige indflydelse og magt ved siden av adelige. I
det 17 og i begyndelsen av det 18 aarh. bøiet b.-standen
sig villig for absolutismen; men derpaa vaktes dens
misnøie med denne regjeringsform; oplysningslitteraturens
angrep paa enevældet fandt bedst gjenklang i b.-klassen,
og i den franske revolution var det den som gik i
spidsen. Skjønt revolutionen ophævet den gamle
stænderinddeling og utvidet begrepet b. til at omfatte ikke blot
den egentlige bybefolkning, men alle samfundets
politisk berettigede medlemmer, kom den dog til at aapne
veien til en ny politisk indflydelse netop for b.-standen.
Dette viser sig bedst i tiden nærmest efter
Julirevolutionen 1830, da den velhavende b.-stand (bourgeoisiet)
faar magten i Vesteuropa, særlig i Frankrike. Siden har
den efterhaanden maattet dele den, dels med bønderne,
dels med arbeiderne. [Litt.: Cunningham, «An essay on
western civilization in its economic aspects» (1900);
E. Arup, «Studier i engelsk og tysk handelshistorie med
litteraturfortegnelse».]J — I Norden naadde b.-standen
ikke i middelalderen frem til en saadan betydning som
i Syd- og Mellemeuropas lande. Hanseaterne satte sig
tidlig fast i alle de større byer og bemaægtiget sig uten-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
