Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
spillet det religiøse element en fremtrædende rolle
gjennem de to digtere Antonio Pereira de Sousa Caldas
(1762—1814) og Frei Francisco de Sao Carlos (1763—
1829). Den nationale tendens gjorde sig gjældende i de
patriotiske digte av José da Natividade Saldanha (1796
—1830) og José Bonifacio de Andrade e Silva (1763—
1i838) samt hos Francisco Vilella Barbosa (1769—
1746). En ny retning, den national-romantiske skole,
blev indledet av den mangesidige Domingos José
Gonçalves de Magalhaes (1811—82), B.s mest kjendte digter;
den fortsattes bl. a. av Manoel de Araujo Porto-Alegre
og den særlig talentfulde Antonio Gonçalves Dias samt
senere av Tobias Bareto de Menezes. I 1870-aarene trængte
som i Europa den realistiske retning igjennem. Det
betydeligste navn er her digteren og litteraturhistorikeren
Sylvio Romero (1851—). Blandt de øvrige talrike
forfattere og kritikere som sluttet sig til denne retning, maa
særlig nævnes romanforfatteren José de Alencar (1829—77).
— Historie. Opdageren av B. er portugiseren Cabral,
som paa en reise til Indien landet i den nuv. stat Bahia
og tok landet i besiddelse for kongen av Portugal, idet
han gav det navnet Ilha da Vera Cruz; dette ændredes
snart til B. paa grund av den mængde farvetræ (brazil)
som fandtes i det nye land. I begyndelsen anvendtes
B. mest som deportationssted for forbrydere, men
efterhaanden grundedes mange kolonier langs kysten, og
indførselen av negerslaver tok fart. 1549 anla
generalguvernøren Thomé de Souza Bahia, hovedstad indtil
1762. Paa hans tid indvandret en del jesuiter, hvis
mission bidrog meget til kolonisationen, bl. a. anla de
1554 Sao Paulo. Midt i 16 aarh. søkte franskmændene
at nedsætte sig omkring elven Rio de Janeiro, men
1567 fordrev generalguv. Mem de Sá dem og grundet
byen Rio de Janeiro. Under Portugals forening med
Spanien (1580—1640) erobret hollænderne Bahia 1624
og Pernambuco 1630, hvor de fik en blomstrende koloni,
som Portugal først gjenvandt 1654 ved Englands hjælp.
Ved freden 1661 opgav Holland helt B. mot Ceylon og
Celebes. Efter 1640 fortsattes koloniseringen; navnlig
av paulisterne (Sao Paulos indbyggere). Disse kom i
strid med jesuiterne, som motarbeidet slaveriet og hadde
store indianerkolonier i Paraguay og omkring Paraná.
Ved jesuiternes fordrivelse 1759 delte Spanien og
Portugal sine «missiones» imellem sig; men først ved San
Ildefonso-traktaten 1777 fastsattes B. grænser mot syd,
idet Portugal beholdt provinserne Sta. Catharina og Rio
Grande do Sul, og Spanien fik Uruguay. Overfor B.
anvendte Portugal det sedvanlige merkantilistiske princip:
størst mulig utbytning av de koloniale rigdomme, især
guld- og diamantgruber, mens enhver selvstændighet i
aandelig og kommerciel henseende blev undertrykt og
al handel forbeholdt moderlandet. Følgen av dette
utsugningssystem blev ogsaa at da B. sidst i 18 aarh. gik
betydelig frem i aandelig kultur, vaaknet
nationalfølelsen, og en sterk uavhængighetstrang gjorde sig
gjældende. Da Johan VI blev forjaget fra Portugal av
Napoleon 1807 og forla residensen til Rio de Janeiro,
blev havnene aapnet for fri handel med andre nationer,
og B. fik titel av kongerike. 1816 vendte Johan VI
tilbake til Portugal og efterlot sin søn Dom Pedro i B.
De potugisiske cortes vilde nu igjen styre B. paa samme
maate som før, men nationalbevægelsen blev for sterk.
Dom Pedro erklærte B.s uavhængighet og blev utropt
til keiser 1822. Han blev dog som portugiser aldrig
populær trods en meget fri forfatning han gav 1824, og
heller ikke lykkedes det ham at faa gjennemført en
ordnet og fast forvaltning, tvertimot viste der sig en
tydelig tendens til at opløse landet i smaastater. Han
forlot derfor B. og blev efterfulgt av sin 6-aarige søn,
Dom Pedro II (1831—89). Under formynderregjeringen
Brasiltræ
216
ændredes forfatningen 1834; hver provins fik lovgivende
forsamlinger og utstrakt selvstyre, saa at B. blev et
føderativt keiserdømme av 20 stater og rikets enhet bevaredes.
I perioden 1850—89 skedde der betydelige fremskridt
paa alle omraader, handelen utvikledes og finanserne
kom i orden trods en blodig krig med Paraguay 1865—
70, hvorved B. sikret sig fri skibsfart paa La
Platafloden. 1850 blev al indførsel av slaver forbudt og en
række love begrænset gradvis slaveriet. Pedro II
regjerte i det hele dygtig og gjorde meget for at ophjælpe
sit land. Under hans fravær paa en reise i Europa
1888 fik hans datter Isabella pludselig slaveriet helt
ophævet uten nogen erstatning til eierne. Dette vakte stort
misnøie blandt mange, navnlig planterne; hertil kom
utilfredsheten med den strengt centraliserende
forvaltning av provinserne samt en stadig voksende
revolutionær propaganda. En revolution ledet av Deodoro da
Fonseca utbrøt, Dom Pedro blev landsforvist og Fonseca
blev præsident (1889—91). Stat og kirke blev adskilt
1890 og en ny forfatning git 24 februar 1891, men
Fonsecas vanstyre av finanserne og hans militaristiske diktatur
vakte opstande mot ham, saa han maatte fratræde og
avløstes av Floriano Peixoto (1891—94). Denne
fortsatte det vilkaarlige regimente, hvorfor de sydlige stater
og flaaten under admiral da Melho gjorde oprør og
beleiret Rio de Janeiro 1/2 aar. Peixoto blev ganske vist
herre over opstanden 1894, men maatte gaa av s. a.
Prudente de Moraës Barros (1894—98) bekjæmpet
militarismen, korruptionen og følgerne av den daarlige
administration siden 1889, men hindredes meget av den
store Jagunços opstand i Bahia, ledet av en religiøs
fanatiker, Antomo Maciel, kaldet «Conselheiro». Dr.
Campos Salles (1898—1902) stræbte likeledes at
reorganisere finanser og forvaltning, hvilket arbeide
fortsattes av hans efterfølgere Rodrigues Alves (1902—06 og
1918—19) og Affonso Moreira Penna (1906—09), saa at
statens finanser blev betydelig forbedret.
Utenrikspolitisk søkte B. tilnærmelse til Argentina og Chile, og ved
personlige møter mellem præsidenterne dannedes et slags
forbund mellem de tre magter, A-B-C-staterne, til
varetagelse av Sydamerikas særlige politiske interesser og
med avtale om voldgift i grænsestridigheter. 1903
ordnedes grænsetvisten med Bolivia (s. d.) om
Acrédistriktet, som blev indlemmet i B. som territorium, og 1907
og 1909 ordnedes grænserne med Peru og Uruguay. B.s
sterkt protektionistiske toldpolitik gav sig utslag i den
saakaldte Tanbatéoverenskòmst (febr. 1906) mellem de
kaffedyrkende enkeltstater, hvorved regjeringen
garanterte kaffedyrkerne en mindstepris. Under den følgende
præsident Hermes da Fonseca (1910—14) indtraadte paa
grund av et prisfald paa kaffe og gummi en alvorlig
handelskrise, som ogsaa medførte indre uroligheter.
Finansnedgangen fortsatte under Verdenskrigen, som
hindret avsætningen av B.s vigtigste raaprodukt, kaffen.
Trods energiske opfordringer fra ententen motsatte
præsidenten Wenceslao Pereira Gomez Braz (1914—18) sig
længe bruddet med Tyskland, men da brasilianske skibe
(«Paraná» bl. a.) blev sænket av tyske u-baater,
avbrøt B. den diplomatiske forbindelse (mai 1917), beslagla
1/4 mill. ton tyske skibe (juni s. a.) og erklærte krig
(okt. s. a.). Under krigen søkte B. nært samarbeide
med de Forenede Stater og deltok i bekjæmpelsen av
u-baatene i Atlanterhavet. Nov. 1918 avløstes Braz av
Rodrigues Alves, men denne døde allerede jan. 1919, og
i hans sted valgtes 13 april 1919 dr. Epitacio Pesroa,
B.s hoveddelegerte paa fredskonferansen i Paris. ]Litt.:
Akers, «History of South America», 1904; G. J. Bruce,
«B. and the Branzilians», 1915; «Times hist. of war»,
XV, 1918.]
rasiltræ, se Rødtræ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
