Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347
Buegang, en overdækket gang, aapen paa en eller
begge sider. Siderne dannes ved buer som hviler paa
søiler.
Bueklavēr, bueflygel, fællesbetegnelse for de
instrumenter av forskjellige navne, gjennem hvilke man
har forsøkt at opnaa strykeinstrumenternes virkninger
ved hjælp av et klaviatur. Disse forsøk, som allerede
begyndte omtr. 1600, har hittil ikke ført til noget
avgjørende resultat.
Buelampe, elektrisk. Lyset frembringes ved den
elektriske strøms overgang mellem to kulstykker. Disse
b.-kul er runde stænger av kunstig fremstillet haardt
kul, enten ens helt igjennem, homogenkul, eller med en
kanal i midten som er utfyldt med et løsere stof,
vekekul. I alm. likestrøms-b. anbringes de to kul lodret
over hinanden, strømmen gaar ind i det øverste,
positive kul, som er et vekekul, og gaar gjennem
luftrummet til det nederste, negative kul, som er et
homogenkul. Begge kul brænder til paa en bestemt maate, det
positive som en avstumpet kegle med en fordypning,
krateret, det negative som en avstumpet kegle med
tilføielse av en imot krateret vendende spids. Krateret er
den egentlige lysgiver; dets temperatur er omkr. 4 000° C.
Buen mellem kullene og spidsen paa det negative kul
gir hver kun nogen faa procent av den hele lysmængde.
Lysstyrken er forskjellig i forskjellige retninger, størst i
en skraat nedadgaaende retning, liten i nedad- og
opadgaaende retninger. Middellysstyrken for alle
nedadgaaende retninger kaldes den hemisfæriske lysstyrke. —
Spændingsforskjellen mellem kullene er omtr. 40 volt
med tillæg av et par volt for hver millimeter buelængde;
man anvender derfor som oftest to lamper i serie i anlæg
med 110 volts spænding og fire eller fem lamper i serie
i anlæg med 220 volts spænding. Foruden selve lamperne
indskytes en metaltraadsmotstand,
beroligelsesmotstanden, i hvilken overskuddet av spænding tapes som varme.
Ved ændring i denne motstand kan strømstyrken
forandres. — Lysstyrken vokser sterkere end strømstyrken,
saa at f. eks. en 10 ampères lampe gir mere end
dobbelt saa meget lys som en 5 ampères lampe. Kullene
brænder efterhaanden bort. Det positive fortæres
sterkere end det negative og vælges derfor saa meget tykkere,
at der brænder like store længder bort av begge. Det
positive kuls tykkelse vælges efter strømstyrken,
saaledes at der gaar omtr. 3/s ampère gjennem hver
kvadratcentimeter av tversnittet. — I vekselstrøms-b.
brænder og lyser begge kul ens. Spændingen er omtr. 30
volt (effektiv). Periodetallet skal mindst være 50 pr.
sekund, forat lyset skal synes rolig. Økonomien, det vil
si lampens watt-forbruk pr. Hefner-lys, er omkr. 30 pct.
daarligere end ved likestrøemslamper. —
Reguleringsmekanismen, der er indesluttet i lampens overdel,
skal ved tændingen bringe lysbuen istand samt derefter
i løpet av hele brændetiden holde kullene i rigtig
avstand. Hertil anvendes elektromagneter, som enten har
en bevikling av tynd traad i mange vindinger,
hvorigjennem sendes en grenstrøm (shuntstrøm), hvis styrke
er proportional med lampespændingen, eller en
bevikling av tyk traad i faa vindinger, hvorigjennem selve
lampestrøommen gaar. En lampe med den førstnævnte
slags regulermagnet kaldes en shuntlampe (t.
Nebenschlusslampe); den holder spændingen konstant, idet en
forøkelse eller formindskelse av spændingen foranlediger,
at kullene nærmes til eller fjernes fra hinanden, indtil
spændingen atter er blit normal. En lampe med den
sidstnævnte slags regulermagnet kaldes en
hovedstrømslampe; den holder strømstyrken konstant,
idet en forøkelse eller formindskelse av strømstyrken
foranlediger, at kullene fjernes fra eller nærmes til
hinanden, indtil strømstyrken atter er blit normal. Lamper
Buegang—Buelampe
348
med begge slags regulermagneter virkende mot hinanden
kaldes differentiallamper; de holder forholdet
mellem spænding og strøm konstant. Da spændingen i alle
tilfælde skal ha en omtrent konstant værdi, forat
lampen skal lyse godt, kan hovedstrøms- og
differentiallamper kun benyttes ved den for dem bestemte
strømstyrke, mens en shuntlampe uten videre kan benyttes
ved en hvilkensomhelst strømstyrke indenfor visse
grænser. — I almindelighet omgives b. av en mat kuppel.
Til indirekte belysning anbringer man derimot
under lampen en reflektor, som kaster lyset op mot taket,
der isaafald bør være hvitt. Det belyste tak gir da et
behagelig jevnt lys i hele lokalet. I lokaler, hvor taket
Buelamper.
ikke kan benyttes paa denne maate, kan man ved
indirekte belysning benytte en stor skjerm over hver lampe.
Lamper med indelukket bue (janduslamper,
reginalamper o. a.) brænder med begrænset lufttilførsel.
Buen er meget lang (10—20 mm.), lampespændingen er
derfor stor (100—200 volt). Kullene fortæres kun meget
langsomt, lyset sterkt fiolet, da den lange lysbue gir et
væsentlig bidrag til den hele lysmængde. Anvendes
enkeltvis ved 110 samt to i serie ved 220 volts spænding.
BØkonomi noget daarligere end alm. b.s. Anvendes til
alm. belysning og til lyskopiering. Effekt-b.,
opfundet 1900 av Bremer, senere fabrikert av mange
fabrikker, anvender kul med stort indhold av metalsalter,
f. eks. flusspat, hvorved lysutbyttet forøkes til det to- à
tredobbelte for samme strømforbruk. Farven efter
tilsætningen gullig, rødlig eller hvitgraa. Brænder noget
urolig. I visse lampekonstruktioner er begge kullene
skraat nedadvendende. Lysbuen bringes da til at brænde
nedad ved indvirkning av en elektromagnet. Anvendes
ved utvendig belysning. En særlig art lamper er kvi
ksølvlamper, hvorav finnes to slags, glaslamper og
kvartslamper. De første bestaar av et ca. 1 m. langt
lufttomt glasrør med en positiv elektrode av jern og en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
