Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
449
Roman Empire» (ny utg. 1903); Finlay, «Hist. of the
Byzantine and Greek Empires» (2 bd. 1853—54); G. F.
Hertzberg, «Gesch. der Byzantiner und des Osmannischen
Reiches» (1883 i Onckens «Allgem. Gesch.»).]
Byzantinsk kunst. Efterat Konstantin den store
hadde gjort Byzants til Romerrikets hovedstad (330) og
endnu mere efter rikets deling (395), blev Byzants
midtpunktet for en egen kultur og kunst, hvori kristelige
og romerske elementer var blandet med hellenistiske og
orientalske. Den orientalske indflydelse gjorde sig
gjældende fra Alexandria, Syrien, Lilleasien og især fra det
Sassanidiske Rike. Allerede i det 5 og 6 aarh. hadde
den b. Kk. sit serpræg: under Justinian (527—65) naadde
den sin første blomstring. Efterat islamiternes spot
over de kristne gudebilleder hadde ført til
billedstormene (726—842; se Billeddyrkelse), indtraadte et
forfald. Under- det makedoniske dynasti (867—1057)
fulgte den b. k.s renæssanse. Byzants var paa den tid
verdens rikeste og mægtigste by, hvis kostelige
silkestoffer og guldsmedarbeider eksportertes verden over.
Under Komnenernes dynasti (1143—85) fulgte endelig
en efterblomstring, da den b. k. forbenedes, men
bibeholdt sin tekniske overlegenhet. Ved korstogene og
Konstantinopels erobring (1204) var det denne sene
b. k. som fik europæisk indflydelse, og som derfor i
efterverdenens øine blev staaende som typisk, hvad der
har ført til en undervurdering av den b. k. — Ved den
sterke paavirkning fra Orienten blev det væsentlig i
bygningskunst og dekorativ kunst (ikke i skulptur
og maleri) at den fik sin styrke. I
kirkebygningerne benyttedes i den ældste tid endnu delvis den
romerske basilikatype med enkelte variationer. Den
fortrængtes dog efterhaanden av centralanlæg med kupler.
Utviklingen av kuppelbygningen er den byzantinske
arkitekturs største daad. Istedenfor de romerske
krydshvælvinger utviklet den fra det 6 aarh. hængekuplen
over et kvadratisk grundrids med hængekapper som
overganger og mindre kupler over siderummene. Fra
det 9 aarh. blir centralbygning med grundrids i form
av et græsk kors og med tambur (cylindrisk eller
polygonalt mellemled) under kuplen det vanlige.
Karakteristisk for søilekapitælernes ornamentik er den
spidsbladede acanthus, med dype, skarpe, taggede indsnit: en
form som synes opstaat i Ægypten, og som betegner
det første skridt henimot ornamenternes geometrisering
under orientalsk paavirkning. Denne acanthusform
optræder i b. k. allerede paa Theodosius’ «Gyldne port»
(388—91). Mellem kapitælerne og buerne de bærer,
indskytes allerede i den ældste tid de terningformede
mellemled med skraa sider («kjæmper»), som likeledes
er karakteristiske for b. k. og dens utløpere (f. eks. i
Ravenna). Av kirkebygninger i Konstantinopel fra
Justinians tid er de vigtigste S. Sergius og S. Bacchus’ kirke
(527) og Sofiakirken (Hagia Sophia; 532—37), den b. k.s
mægtigste verk, bygget av Anthemios fra Tralles og
Isodoros fra Milet; noget senere er Irenekirken (8 aarh.),
hvis ydre prydelse med vandrette striper av
forskjelligfarvet sten senere blev vanlig (rød teglsten vekslende
med gullig huggen sten). Fra det makedoniske
dynastis tid er Lukas av Stiris’ klosterkirke i Fokis (11
aarh.) og klosterkirken i Daphni ved Athen,
Nikodemoskirken i Athen (1045), Nea Moni paa Kios (ca. 1050) og
den sirlige Hagia Theotokos (Guds moders kirke, 9
aarh.) i Konstantinopel. Fra komnenertiden er moskeen
Mone tes Choras og Pantokratorkirken i Konstantinopel
samt kirkerne paa Athos. Indvendig prydedes
kirkernes vægger og kupler med pragtfulde mosaiker paa
guldgrund, av stor farvepragt og dekorativ virkning.
Den byzantinske mosaikkunst studeres bedst i Ravenna.
Byzantinsk kunst—Byzantinsk litteratur
450
er miniaturbilleder i manuskripter. Den
byzantinske skulptur bestaar væsentlig i utskaarne
elfenbensrelieffer paa skrin, plater og diptycha. Meget
høit stod guldsmedkunsten, hvortil i stor
utstrækning som forsiring anvendtes celleemalje (se Emalje),
en teknik som sandsynligvis er opfundet i det
sassanidiske Persien og i Byzants utvikledes til en høi kunst.
De vigtigste bevarede byzantinske guldsmedarbeider er:
Pala d’oro (altertavle i guld med 83 emaljebilleder) i
Markuskirken i Venedig (bestilt i Konstantinopel 976),
Konstantin VII Porphyrogennetos’ (912—59) relikvieskrin
i Limburg an der Lahn og Stefanskronen i Budapest
(ca. 1075). Verdensberømte er ogsaa de byzantinske
bronsearbeider med nielloagtige forsiringer, ofte
anvendt paa kirkedører (i Amalfi, Gargano, Troja, Altrami,
Salerno, og S. Paolo fuori le mura i Rom). Hertil maa
føies de pragtfulde guldindvirkede byzantinske
silkestoffer. — Den b. k. har særlig hat stor indflydelse
i Rusland og græsk-katolske lande i det hele. Dens
indflydelse i vesten har været bestridt væsentlig av
romersk-katolske forfattere (f. eks. F. X. Kraus) og
overdrevet av andre; særlig har den paavirket vesterlandsk
kunst i Ravenna, Nedreitalien, paa Sicilien, i Venedig
og i Sydfrankrike over Marseille. De nyeste
betydeligere forfattere, som har behandlet «det byzantinske
spørsmaal», fremhæver at den b. k. har bevaret den
græske kunst traditioner og er sterkt præget av orientalsk
paavirkning (se pl. Byzantinsk kunst næste side).
Byzantīnsk litteratur kaldes den græske litteratur
i middelalderen 330—1453 (ə: fra Konstantin den store
til Konstantinopels fald). I sine forutsætninger hviler
den b. 1. paa antikken, den gr.-rom. kultur i keisertiden,
men har i sin videre utvikling mottat sterke
paavirkninger fra kristendommen og den orientalske kultur.
Fra antikken arvedes en rent formel dannelse og det
litterære fællessprog fra den hellenistiske tid (det
saakaldte «koiné»), men ved siden av dette i sine bestemte
former stivnede litteratursprog utviklet folkesproget sig
ad sine egne veier og skapte en ikke ringe folkelig
litteratur. Det imponerende ved den b. 1. er dens uhyre
rikholdighet; den er beskyldt for at være uoriginal og
værdiløs; men efter de nyeste forskninger er dette i
flere henseender uretfærdig. Dens fortjeneste er at ha
baaret den hellenske litteratur og litterære dannelse
gjennem middelalderens barbari og derefter overgit den
til renæssansen. Dens særpræg er dens formalistiske
forstandstørhet, dogmestridigheterne og det orientalske
anstrøk. — Det græske folks historiske sans har altid
været høit utviklet; vi træffer derfor ogsaa en
sammenhængende byzantinsk historieskrivning like fra
Konstantin til rikets undergang. De betydeligste forfattere er:
i 5 aarh. Zósimos, som skrev i hedensk aand; i 6 aarh.
Prokopios (s. d.) og Agathias; i 7 aarh. Theophylaktos
Simokáttes; i 10 aarh. Konstantin VII Porfyrogennetos
| (s. d.); i 11 aarh. Niképhoros Bryennios, hans hustru
Den byzantinske malerkunsts vigtigste frembringelser ]
15 — Aschehougs konversationsleksikon. II.
Anna Komnena (s. d.) og Michaél Pséllos, som skrev
tidens historie 976—1077; i 12 aarh. Zonaras og
Kinnamos; i 13 aarh. Níketas Akominátos, som beretter om
det 4 korstog, Memoireverker skrives av Dukas og
Johannes Cantacuzenos (i 14 aarh.), som selv hadde deltat
i begivenheterne. De fleste historieskrivere er utgit i
«Corpus scriptorum historiæ Byzantinæ», 50 bd. 1829
—97. Foruten denne historieskrivning efter klassiske
forbilleder (Herodot og Thukydides) findes ogsaa
folkelige krønikeforfattere som Theophanes, hvis krøniker
skrives paa folkesproget og begynder med verdens
skabelse. — I overgangstiden 4—5 aarh., hvor den b. 1.
omformedes til kristelig livssyn, dominerer de store
kirkefædre: Athanasios, Eusebios, Basileios, Gregorios
fra Nazianz og den veltalende Johannes Chrysóstomos
Trykt juli 1920.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
