449 Roman Empire» (ny utg. 1903); Finlay, «Hist. of the Byzantine and Greek Empires» (2 bd. 1853—54); G. F. Hertzberg, «Gesch. der Byzantiner und des Osmannischen Reiches» (1883 i Onckens «Allgem. Gesch.»).] </chapter> <chapter name="Byzantinsk kunst"> Byzantinsk kunst. Efterat Konstantin den store hadde gjort Byzants til Romerrikets hovedstad (330) og endnu mere efter rikets deling (395), blev Byzants midtpunktet for en egen kultur og kunst, hvori kristelige og romerske elementer var blandet med hellenistiske og orientalske. Den orientalske indflydelse gjorde sig gjældende fra Alexandria, Syrien, Lilleasien og især fra det Sassanidiske Rike. Allerede i det 5 og 6 aarh. hadde den b. Kk. sit serpræg: under Justinian (527—65) naadde den sin første blomstring. Efterat islamiternes spot over de kristne gudebilleder hadde ført til billedstormene (726—842; se Billeddyrkelse), indtraadte et forfald. Under- det makedoniske dynasti (867—1057) fulgte den b. k.s renæssanse. Byzants var paa den tid verdens rikeste og mægtigste by, hvis kostelige silkestoffer og guldsmedarbeider eksportertes verden over. Under Komnenernes dynasti (1143—85) fulgte endelig en efterblomstring, da den b. k. forbenedes, men bibeholdt sin tekniske overlegenhet. Ved korstogene og Konstantinopels erobring (1204) var det denne sene b. k. som fik europæisk indflydelse, og som derfor i efterverdenens øine blev staaende som typisk, hvad der har ført til en undervurdering av den b. k. — Ved den sterke paavirkning fra Orienten blev det væsentlig i bygningskunst og dekorativ kunst (ikke i skulptur og maleri) at den fik sin styrke. I kirkebygningerne benyttedes i den ældste tid endnu delvis den romerske basilikatype med enkelte variationer. Den fortrængtes dog efterhaanden av centralanlæg med kupler. Utviklingen av kuppelbygningen er den byzantinske arkitekturs største daad. Istedenfor de romerske krydshvælvinger utviklet den fra det 6 aarh. hængekuplen over et kvadratisk grundrids med hængekapper som overganger og mindre kupler over siderummene. Fra det 9 aarh. blir centralbygning med grundrids i form av et græsk kors og med tambur (cylindrisk eller polygonalt mellemled) under kuplen det vanlige. Karakteristisk for søilekapitælernes ornamentik er den spidsbladede acanthus, med dype, skarpe, taggede indsnit: en form som synes opstaat i Ægypten, og som betegner det første skridt henimot ornamenternes geometrisering under orientalsk paavirkning. Denne acanthusform optræder i b. k. allerede paa Theodosius’ «Gyldne port» (388—91). Mellem kapitælerne og buerne de bærer, indskytes allerede i den ældste tid de terningformede mellemled med skraa sider («kjæmper»), som likeledes er karakteristiske for b. k. og dens utløpere (f. eks. i Ravenna). Av kirkebygninger i Konstantinopel fra Justinians tid er de vigtigste S. Sergius og S. Bacchus’ kirke (527) og Sofiakirken (Hagia Sophia; 532—37), den b. k.s mægtigste verk, bygget av Anthemios fra Tralles og Isodoros fra Milet; noget senere er Irenekirken (8 aarh.), hvis ydre prydelse med vandrette striper av forskjelligfarvet sten senere blev vanlig (rød teglsten vekslende med gullig huggen sten). Fra det makedoniske dynastis tid er Lukas av Stiris’ klosterkirke i Fokis (11 aarh.) og klosterkirken i Daphni ved Athen, Nikodemoskirken i Athen (1045), Nea Moni paa Kios (ca. 1050) og den sirlige Hagia Theotokos (Guds moders kirke, 9 aarh.) i Konstantinopel. Fra komnenertiden er moskeen Mone tes Choras og Pantokratorkirken i Konstantinopel samt kirkerne paa Athos. Indvendig prydedes kirkernes vægger og kupler med pragtfulde mosaiker paa guldgrund, av stor farvepragt og dekorativ virkning. Den byzantinske mosaikkunst studeres bedst i Ravenna. Byzantinsk kunst—Byzantinsk litteratur 450 er miniaturbilleder i manuskripter. Den byzantinske skulptur bestaar væsentlig i utskaarne elfenbensrelieffer paa skrin, plater og diptycha. Meget høit stod guldsmedkunsten, hvortil i stor utstrækning som forsiring anvendtes celleemalje (se Emalje), en teknik som sandsynligvis er opfundet i det sassanidiske Persien og i Byzants utvikledes til en høi kunst. De vigtigste bevarede byzantinske guldsmedarbeider er: Pala d’oro (altertavle i guld med 83 emaljebilleder) i Markuskirken i Venedig (bestilt i Konstantinopel 976), Konstantin VII Porphyrogennetos’ (912—59) relikvieskrin i Limburg an der Lahn og Stefanskronen i Budapest (ca. 1075). Verdensberømte er ogsaa de byzantinske bronsearbeider med nielloagtige forsiringer, ofte anvendt paa kirkedører (i Amalfi, Gargano, Troja, Altrami, Salerno, og S. Paolo fuori le mura i Rom). Hertil maa føies de pragtfulde guldindvirkede byzantinske silkestoffer. — Den b. k. har særlig hat stor indflydelse i Rusland og græsk-katolske lande i det hele. Dens indflydelse i vesten har været bestridt væsentlig av romersk-katolske forfattere (f. eks. F. X. Kraus) og overdrevet av andre; særlig har den paavirket vesterlandsk kunst i Ravenna, Nedreitalien, paa Sicilien, i Venedig og i Sydfrankrike over Marseille. De nyeste betydeligere forfattere, som har behandlet «det byzantinske spørsmaal», fremhæver at den b. k. har bevaret den græske kunst traditioner og er sterkt præget av orientalsk paavirkning (se pl. Byzantinsk kunst næste side). </chapter> <chapter name="Byzantinsk"> Byzantīnsk litteratur kaldes den græske litteratur i middelalderen 330—1453 (ə: fra Konstantin den store til Konstantinopels fald). I sine forutsætninger hviler den b. 1. paa antikken, den gr.-rom. kultur i keisertiden, men har i sin videre utvikling mottat sterke paavirkninger fra kristendommen og den orientalske kultur. Fra antikken arvedes en rent formel dannelse og det litterære fællessprog fra den hellenistiske tid (det saakaldte «koiné»), men ved siden av dette i sine bestemte former stivnede litteratursprog utviklet folkesproget sig ad sine egne veier og skapte en ikke ringe folkelig litteratur. Det imponerende ved den b. 1. er dens uhyre rikholdighet; den er beskyldt for at være uoriginal og værdiløs; men efter de nyeste forskninger er dette i flere henseender uretfærdig. Dens fortjeneste er at ha baaret den hellenske litteratur og litterære dannelse gjennem middelalderens barbari og derefter overgit den til renæssansen. Dens særpræg er dens formalistiske forstandstørhet, dogmestridigheterne og det orientalske anstrøk. — Det græske folks historiske sans har altid været høit utviklet; vi træffer derfor ogsaa en sammenhængende byzantinsk historieskrivning like fra Konstantin til rikets undergang. De betydeligste forfattere er: i 5 aarh. Zósimos, som skrev i hedensk aand; i 6 aarh. Prokopios (s. d.) og Agathias; i 7 aarh. Theophylaktos Simokáttes; i 10 aarh. Konstantin VII Porfyrogennetos | (s. d.); i 11 aarh. Niképhoros Bryennios, hans hustru Den byzantinske malerkunsts vigtigste frembringelser ] 15 — Aschehougs konversationsleksikon. II. Anna Komnena (s. d.) og Michaél Pséllos, som skrev tidens historie 976—1077; i 12 aarh. Zonaras og Kinnamos; i 13 aarh. Níketas Akominátos, som beretter om det 4 korstog, Memoireverker skrives av Dukas og Johannes Cantacuzenos (i 14 aarh.), som selv hadde deltat i begivenheterne. De fleste historieskrivere er utgit i «Corpus scriptorum historiæ Byzantinæ», 50 bd. 1829 —97. Foruten denne historieskrivning efter klassiske forbilleder (Herodot og Thukydides) findes ogsaa folkelige krønikeforfattere som Theophanes, hvis krøniker skrives paa folkesproget og begynder med verdens skabelse. — I overgangstiden 4—5 aarh., hvor den b. 1. omformedes til kristelig livssyn, dominerer de store kirkefædre: Athanasios, Eusebios, Basileios, Gregorios fra Nazianz og den veltalende Johannes Chrysóstomos Trykt juli 1920.