Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
447
av Illyrien, Dacien, Møsien, Thrakien, Makedonien og
Achaia. Han lot sig helt lede først av sine formyndere,
senere av sin rænkefulde hustru Eudoxia. Under hans
søn Theodosius II (408—50) styrte dennes udygtige
søster Pulcheria, som efter brorens død blev keiserinde
og egtet den gamle senator Marcianus (450—57), som
med held hindret Attilas angrep. I den følgende tid
blev slaver og bulgarer rikets værste fiender, og
Anastasios I (491—518) bygget en mur fra Propontis til
Sortehavet for at dække Konstantinopel mot deres
plyndringstog. Krigen mot romernes gamle fiender
perserne begynder nu igjen og fortsættes stadig av
Justinus I (518—27) og hans brorsøn Justinian I (527—65),
som bragte riket en ny glansperiode. Han
gjennemførte enevældet og den strenge ortodoksi og lot
utarbeide «Corpus juris civilis» under ledelse av juristen
Tribonian. Nordgrænsen blev dækket av en række
fæstninger, Vandalerriket blev tilintetgjort av Belisar 533
—834. Italien erobredes 553 og en kyststrækning av
Spanien. Kampen mot perserne avsluttedes ved en
fred 562, som kjøptes mot en aarlig tribut. Under
Justinians efterfølgere gik det sterkt tilbake igjen.
Langobarderne erobret det meste av Italien 568, slaverne
gjorde hyppige indfald, og perserne erobret baade
Mesopotamien og Syrien; men den kraftige Heraklios (610
—41) drev igjen avarer og slaver tilbake og gik 622
mot perserne, som ved freden 628 maatte tilbakegi
alle erobringer. Til gjengjæld erobret araberne
Syrien 633—40, Ægypten 639—42, Tripolis 668 og
Kartago 698. * Efter Heraklios’ død syntes riket i fuld
opløsning, svækket av pøbeloprør og soldateropstande.
Slaverne oversvømmer Balkanhalvøen, bulgarerne
bosætter sig mellem Donau og Balkan, og Konstantin IV
Pogonatos (668—85) maa utholde en langvarig beleiring
av araberne i Konstantinopel 672—77. — En ny
herskerslegt, den syriske, bringer igjen det B. R. paa fote.
Leo III Isaureren (717—41) avslog en arabisk beleiring av
hovedstaden 717—18 og reddet derved Europa fra
arabernes indfald; likeledes hævdet han Donaulinjen mot
slaverne. Det 8 aarh. fyldes hovedsagelig av
billedstriden. 726 forbød Leo den avgudiske billeddyrkelse
(s. d.), og der dannet sig to partier, billedtjenere
(ikonoduler) og billedstormere (ikonoklaster). Presterne og
keiserinderne hørte som regel til de første, mens
keiserne søkte at sætte en skranke for prestestandens og
munkenes voksende magt. Leos søn Konstantin V (741
—75), kaldt Kopronymos (besudleren) paa grund av
sin kamp mot billederne, kjæmpet heldig mot araberne
og bulgarerne. Efter hans søn Leo IV (775—80)
regjerte dennes enke Irene for sønnen Konstantin VI
Porfyrogennetos (780—97); hun fik igjen indført
billeddyrkelsen paa den anden synode i Nikæa 787, sønnen
lot hun blinde og regjerte selv, til hun blev myrdet
802. Efter et par uduelige keisere fulgte den dygtige
Leo V Armenieren (813-—20), som tvang bulgarerne til
en ydmygende fred 817 og ophævet beslutningen i
Nikæa, hvorfor prestestanden lot ham rydde av veien.
Under de næste keisere tok saracenerne Kreta, hvorfra
de foretok talrike plyndringstog, og de erobret likeledes
Sicilien 827. Derefter blev billedstriden bragt til ende
under Michael III (842—67) av hans mor Theodora, idet
en synode i Konstantinopel fordømte ikonoklasterne 842.
Samtidig gik det imidlertid sterkt tilbake med det B. R.s
ydre magt: araberne erobrer en stor del av Lilleasien,
Bulgarriket utvider sig stadig, og russerne begynder
ogsaa at angripe Konstantinopel fra sjøsiden 865. —
Det nye, makedoniske, dynastis første hersker,
Basilius I (867—86) regjerte kraftig og forstod at avverge
barbarernes mange angrep, men hans efterfølger Leo
VI Filosofen (3866—911) og den lærde historiker Kon-
Byzantinske Rike
Johannes VIII
448
stantin VII Porfyrogennetos (912—59) overlot styret til
andre, og alene kalifatets samtidige opløsning og
bulgarernes omvendelse hindret rikets undergang. Derpaa
fulgte flere dygtige soldaterkeisere, som igjen utvidet
rikets magtomraade. Nikeforos II Fokas (963—69)
gjenvandt Kreta og slog araberne i Lilleasien, Johannes
Tzimisces (969—76) erobret Østbulgarien 971, og
makedonieren Basilius II (976—1025) hævdet endnu engang
rikets gamle grænse Donau efter at ha erobret det
vestbulgariske rike (1018), som saa hørte til det B. R. indtil
1186. Under hans brordatter Zoe (1028—54) indtræder
en kortere forfaldsperiode; i hendes tjeneste stod Harald
Haardraade som anfører for den nordiske livgarde
(væringerne). — Hæren indsatte derpaa den dygtige
feltherre Isaak I Komnenos (1056—59), med hvem en ny
slegt, Komnenerne, besteg tronen. Hans fasthet bragte
orden i de forvirrede forhold, men de følgende keisere
formaadde ikke at klare de ydre vanskeligheter. Robert
Guiscard bemægtiget sig 1071 alle de græske besiddelser
i Syditalien, og Romanos IV (1068—71) blir slaat og
fanget 1071 ved Manzikert av seldjukfyrsten Alp Arslan,
som derefter erobrer hele Lilleasien. Først den næste
Komnen, Isaaks brorsøn Alexios I (1081—1118), en klok
og energisk hersker, trænger fienderne tilbake. Han
avverget et normannisk angrep paa Balkanhalvøen, og
under det første korstog (1096—99) utnyttet han efter
bedste evne korsfarernes indre splid. Hans søn
Johannes II (1118—43) og sønnesøn Manuel I (1143—80) var
dygtige krigere, som gjenerobret det meste av Lilleasien
og med held tilbakeslog slavernes angrep. Men efter
Manuels død indtræder den vildeste forvirring med
blodige paladsrevolutioner og grusomme mord. Isaak II
Angelos (1185—95) blir blindet og avsat av sin bror
Alexios III (1195—1203), men hans søn Alexios
bevæger venetianerne og de franske riddere til at rette det
fjerde korstog mot Konstantinopel. Alexios IV blev
keiser, men avsattes ved en folkeopstand, hvorefter
korsfarerne stormet og plyndret det hittil uovervindelige
Konstantinopel. At det B. R. i saa mange hundrede aar
motstod talrike beleiringer av arabere og slaver, skyldtes
i første række Konstantinopels udmerkede beliggenhet
og sterke fæstningsanlæg, men dernæst ogsaa dets
velunderrettede diplomati og snedige statskunst, den
gjennemførte centralisation, det fornuftige embeds- og
finansstyre og den talrike veløvede hær. — Efter
Konstantinopels erobring deltes det B. R. mellem venetianerne, som
fik 3/s, og de franske riddere, som oprettet det Latinske
Keiserdømme (s. d.) og valgte grev Balduin av Flandern
til keiser. I Lilleasien opstod keiserdømmer i
Trapezunt under Alexios Komnenos og i Nikæa under
Theodor Laskaris. En efterfølger av denne sidste, Michael
VIII Palæologos (1261—82), erobret 1261 i forbund med
genueserne Konstantinopel og gjenoprettet det B. R. Dets
magt var dog yderst ringe; franske lensfyrster holdt sig
uavhængige, især i Grækenland; bulgarer og serber
angrep nordfra og osmanerne østfra. De uduelige
Palæologer var ikke disse farer voksne, men kjæmpet
indbyrdes og med idelig opdukkende tronprætendenter. I
begyndelsen av 14 aarh. tok osmanerne alle besiddelser
i Lilleasien, 1354 besatte de Gallipoli, 1361 Adrianopel,
og underkastet sig Serbien og Bulgarien. Manuel II
(1391—14235) beleiredes i flere aar i Konstantinopel, hans
eneste faktiske besiddelse, og bad forgjæves Europa om
hjælp; kun Timur Lenks seier over sultan Bajesid ved
Angora (1402) forhalet det B. R.s dødskamp. Manuels søn,
(1425—48), søkte forgjæves hjælp fra
vesten, og under dennes bror, Konstantin XI
Palæologos, erobret sultan Muhammed II Konstantinopel (29
mai 1453) efter et heltemodig forsvar, hvori keiseren
selv faldt. [Litt.: Gibbon, «Decline and fall of the
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
