Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
457
den voksne b., hakerne. Videre gaar ikke utviklingen.
saalænge blæreormen er indesluttet i mellemvertens
organer. Den kan dog bevare sin levedygtighet i aarevis.
Forat blæreormen skal kunne utvikle sig til en ny b.,
maa den sammen med den legemsdel, hvori den
befinder sig, bli spist av et individ av den art i hvis
tarmkanal den utvoksede b. lever. Sker dette, opløses
blæren av mavesaften, og hultappen, som nu blir fri,
krænger sig ut og blir til et b.-hode, som fæster sig paa
et passende sted i tarmvæggen, hvorpaa utviklingen av
led ved avsnøring fra hodets bakre del begynder, og
der dannes en ny b. — De hos pattedyr og fugler
forekommende b. hører for største delen til slegterne tænia
og bothriocephalus, hos fiskene flere andre slegter. —
Hos slegten tænia er hodet forsynt med fire sugeskaaler,
som sitter i en kreds; mellem disse, paa en
fremspringende forhøining, har flere arter en hakekrans.
Eggbeholderen blindt endende, forgrenet. Kjønsaapningen
som regel paa leddenes side. Hertil hører bl. a.: t.
saginata el. mediocanellata, lever i menneskets tyndtarm,
den almindeligste b. hos os. Hodet
knappenaalshodestort med kraftige sugeskaaler, men uten haker. Længde
op til 7 m Leddenes antal op til over 1 000. De
kjønsmodne led 18g—20 mm. lange og 5—7 mm. brede,
kjendes let ved eggbeholderens form: fra en stamme
utgaar op til 20 fine, gjerne to-delte grener til hver
side. Blæreormen lever i kjørnes muskulatur, og
mennesket faar denne b. ved at spise utilstrækkelig kokt
eller stekt oksekjøt. T. solium er mindre end
foregaaende art, op til 3—3.5 m. lang, leddenes antal op til
8—900. De kjønsmodne led omkr. 10 mm. lange, 6—7
mm. brede, eggbeholderen med omkr. 8 plumpe grener
paa hver side. Hodet bærer foruten sugeskaaler tillike
en dobbelt hakekrans. B. lever i menneskets tyndtarm,
dens blæreorm (Ccysticercus cellulosæ) hovedsagelig i det
intermuskulære bindevæv hos det tamme svin.
Eiendommelig for denne b. er at blæreormen ogsaa kan
utvikle sig i forskjellige indre organer hos mennesket.
Hos os er t. solium sjelden, forekommer derimot
hyppig saavel i Tyskland som i Sverige. Mennesket faar
denne b. ved at nyde utilstrækkelig ophetet svinekjøt.
Sjeldnere findes i menneskets tarm t. cucumerina, 15
—35 cm. lang, som er almindelig hos hunden og katten,
samt t. nana, som kun er 10—20 mm. lang, men
bestaar av optil 150 led. To meget farlige b. lever i
tarmen hos hunden. Den ene, tf. echinococcus el. den
treleddede b., er kun 0.5 cm. lang og bestaar av 3—4
led. Den kan findes i store mængder i hundens
tyndtarm, uten at hunden derved generes det mindste. Av
langt større betydning er denne b.s blæreorm eller
echinokok, som kan findes hos forskjellige pattedyr
samt hos mennesket, særlig i leveren, og som kan
opnaa et barnehodes størrelse.. Fra blærernes vægger
dannes saakaldte ynglekapsler, og i disse vokser
der frem talrike b.-hoder, saaledes at der av ett egg
kan utvikles flere tusen dyr. Den av echinokokken
fremkaldte leversyke forekommer særlig blandt
hyrdefolk, som lever sammen med sine hunder; meget
almindelig paa Island. Den anden b. fra hundens tarm er
tf. coenurus, kvæse-b., som blir indtil 1 m. lang. Dens
tinte, kvæsen (coenurus cerebralis), lever i
drøvtyggernes, særlig faarets hjerne og fremkalder den dødelig
forløpende dreiesyke. Tinten blir hønseeggstor; fra dens
væg vokser der frem talrike b.-hoder, som alle, naar
de kommer over i hundens tarmkanal, vokser ut til b.
— Slegten bothriocephalus adskiller sig fra tænierne
ved at hodet er kølleformet, forsynt med en dyp rende
eller sugegrube paa hver side, altid uten haker;
eggbeholderen et bugtet, ugrenet rør, som munder i
midtlinjen paa buksiden av leddene. Disse er korte og
Bændeltang— Bær
458
brede. Herhen hører b. latus, den brede b., som lever
i tyndtarmen hos mennesket og hunden. Almindelig i
Finland, de russiske Østersjøprovinser og Schweiz,
sjelden hos os. Tinten lever i kjøttet av forskjellige
ferskvandsfisker som gjedden, aborren, harren o. s. v., den
er avlang, uten blære. Hvordan fiskene faar tinten, er
endnu ikke opklaret. Eiendommelig er at denne b.s
tilstedeværelse i tarmen, skjønt den ikke er nogen
blodsuger, kan fremkalde betydelig nedsættelse av de røde
blodlegemers antal (se Anæmi).
Bændeltang (costera), aalegræs, slegt av
vandaksfamilien. Saltvandsplanter med krypende rotstok, som
ved røtter er fæstet i bundslammet; fra rotstokkens
overside utgaar de baandformede blade, som ved
grunden har en lang og lukket skede, samt de blomstrende
skud som rager frit op i vandet. Blomsterstanden er
et flatt aks, omgit av et hylsterlignende blad; paa den
ene side av akset, som vender mot dette blads aapning,
sitter blomsterne i to længderækker og saaledes at én
støvvei og én støvbærer staar like overfor hinanden i
samme høide; disse opfattes som hørende sammen, saa
at hver blomst kun kommer til at bestaa av én
støvbærer og én støvvei; blomsterdække mangler. I Norge
er der to arter, z. marina, med indtil næsten 2 m. lange
stængler og 1 m. lange blade, alm. i havbugterne, og
den lille z. nana, i alle dele spædere end foregaaende;
den er kun fundet ved Brøndøen ved Kra. — B. har
faat anvendelse som stopmateriale til madrasser etc.
Bænk. De faste b. langs den nordiske stues
langvægger nævnes allerede i oldtiden som lang-b.
Heøisætet var i oldtiden reist midt paa lang-b., ret overfor
aare-ilden. Da ildstedet senere blev opmuret ved stuens
væghjørner, blev høisætet i den vestenfjeldske
røkovnstue flyttet til den korte tver-b., nær ovn og vindu.
I Gudbrandsdalen er høisæte-b. nær indgangsdøren.
Ildstedet ligger her skraat overfor høisæte-b. Endnu i
begyndelsen av det 17 aarh. utstyres saler og øvrige rum
i de nordiske slotte med faste b. B. gjennemgaar en
rik utvikling. Kirke-b. (d. e. brude-, kor- og væg-b.)
samt «kiste-b.» har ofte høie, opbyggede rygger, med
rik orrsamentik, romansk, sengotisk eller tidlig
renæssanse. De faste b. smykkes med b.-dynen, sagaens
pallklæde, palldyne. Dens længde var fra 3—11 alen,
dens overtræk var meget kostbart. Ved b.-hynde
forstodes opr. b.s rygputer. Nu betegner «hynden» b.s
utstoppede løse sæte. I Norge var især de
gudbrandsdalske b.-hynder bekjendt for sin smukke vævning.
Bænkebitere (oniscus), ogsaa kaldt «munkelus»,
landkrebsdyr av isopodernes orden (s. d.), holder til i
kjeldere o. a. fugtige og mørke, skyggefulde steder. De
er graa av farve med flattrykt, oval krop og mange
føtter. Lever mest av forraatnende plantedele, men gjør
ofte skade paa opbevaret frugt, poteter, kaal etc. samt
paa potteplanter i drivhuse, især unge kimplanter. Disse
kan beskyttes ved dækning med glasskiver, likesom b.
kan samles i utlagt lokkemat av opskaarne rotfrugter el. 1.
Bænkeforslag kaldes i det parlamentariske sprog de
forslag en repræsentant fremsætter under selve
forhandlingerne. Et b. gaar i almindelighet ut paa ændringer
eller tillæg til de forslag som er under behandling og
som er fremsat og komitébehandlet paa sedvanlig maate.
Bær (bot.), oftest farvet og saftig, uopspringende frugt
med i regelen mange, gjerne haardskallede frøȘ. Hos
de fleste b. er der ytterst et fastere lag, som hos
kalebassen (græskarfamilien) endog er haardt som ben.
Eksempler paa b. er vindrue, appelsin, ribs.
Bær. I daglig tale betegnes enhver saftig frugt som
b., ikke blot de virkelīge b., f. eks. stikkels-b., sol-b.,
blaa-b. og tytte-b., men stenfrugter som kirse-b., b.-
kongler som ene-b. o. s. v. Der skjelnes mellem vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
