Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Celebes - Celebessjøen - Celesia, Emanuele - Celestina - Celle (by) - Celle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
587
Celebessjøean—Celle 588
Ord som ikke findes under C, maa søkes under K.
at de ikke har nogen nær slegtning nogetsteds i verden;
dette gjælder hjortesvinet, bøffelantilopen og en stor
sort ape. Av landfugler haves 164 slegter, hvorav 13
slegter med 94 arter er eiendommelige for C. alene.
Krybdyrene er talrike og insektlivet utmerker sig ved
sine smukke sommerfugler og biller. Av husdyr holdes
okser, bøfler og smaa,
men fortrinlige hester.
Av mineraler findes jern,
kobber og litt tin,
desuten svovel og brunkul.
Befolkningen, ca. 3
mill., tilhører den
malajiske race. Som
urbefolkning har man antat
alfurerne (s. d.), som
bebor det indre av øen. —
C. opdagedes 1512 av
portugiserne, men disse blev
omkring 1600 efter en
række kampe fordrevet
av hollænderne, hvis
overherredøgmme de indfødte
maatte anerkjende. I
administrativ henseende
deles C. i: 1. Guvernementet C., som omfatter den vestlige
og sydlige del, 129000 km.² med 2350 000 indb.;
hovedstad er Makassar, 2. residentskapet Menado, 57 000 km.3
med 740 000 indb., i nord og 3. residentskapet Ternate
i øst, ca. 30 000 km.²2 med kanske 30 000 indb.
Cele′bessjøen kaldes havet mellem Celebes, Borneo,
Suluøerne, Mindanao og Sangiøerne. Den største dybde
er ō111 m.
Celesia [tšelēŌsia], Emanuel (1821—99), ital.
for-Celebes: Mand fra Syd-Celebes.
fatter og historiker, spillet en fremtrædende rolle under ]
oprøret 1848. Blev siden universitetsbibliotekar og
professor i litteraturhistorie i Genua. Foruten flere
digtsamlinger har C. skrevet en ital. litteraturhistorie og en
række skrifter om Genuas topografi og historie.
Celestīna, navnet paa en spansk dramatisk roman i
21 optrin; fra slutningen av 15 aarh. Hovedfiguren er
en ryggesløs koblerske av romanens navn. Efter hende
er C. blit et fællesnavn for enhver koblerske.
Celle, Preussen, by i prov. Hannover,
regjeringsdistrikt Lüneburg, ved den seilbare Aller, syd for
Lüneburger hede; 26 000 indb. I det gamle slot levet den
danske dronning Karoline Mathilde efter sin
forvisning 1772—75 og ligger begravet her. — C., som
anlagdes 1292, var indtil 1705 residens for hertugerne av
Braunschweig-Lüneburg.
Celle. Bortset fra de laveste former viser alle
organismer sig ved undersøkelse under mikroskopet
sammensat av talrike smaa legemer el. elementærdele, som
kaldes c. Trods mange forskjelligheter viser alle c. en
ganske bestemt og karakteristisk fælles bygningstype;
de bestaar av en klump saakaldt protoplasma, som
indeslutter én el. flere kjerner, og er ofte utad
begrænset av en væg el. membran. Man
kjende c. hos planterne, hvor de allerede blev iagttat
i slutten av det 17 aarh. De fik sit navn c. (av lat.
cellula, et litet avlukke el. kammer), fordi man først
blev opmerksom paa den hos planterne tydelig
fremtrædende c.-væg; man tænkte sig disse smaa kamre
fyldt med vand el. luft. Endnu i første halvdel av det
19 aarh., da man var naadd til den rigtige erkjendelse
av c.s betydning som morfologisk og fysiologisk enhet
saavel i plante- som dyreriket (den Schleiden-Schwannske
c.-teori), antok man at væggen var c.s anatomisk og
fysiologisk vigtigste del. Først omkr. midten av forrige
aarh. g jennemgik denne opfatning en ændring. Man
lærte først at I
hadde da lært at kjende talrike vægløse c., og man
hadde viet c. indholdet et mere indgaaende studium og
hadde (fornemmelig i plante-c.) kunnet forfølge dettes
bevægelser. Videre hadde man under visse lavere algers
formering set c.-indholdet forlate sin gamle væg og
danne en ny, mens den forlatte væg ikke mere viste
noget livstegn. Disse iagttagelser førte til at den gamle
opfatning at væggen var c.s vigtigste del, blev opgit, og
istedet blev alle livsfunktioner henlagt til c.-indholdet.
C. bestaar av to hoveddele, c.-legemet og kjernen. C.-
legemets substans el. protoplasmaet, som det først
kaldtes av Hugo von Mohl, nu gjerne kaldt cytoplasma,
danner hovedmassen av de fleste dyriske c. (se pl., fig. 1)
og av unge plante-c., mens det i ældre plante-c., hvor
den største del av c.-rummet er optat av cellesaft, ofte
kun danner et tyndt lag indenfor c.-membranen.
Indesluttet i protoplasmaet findes en vekslende mængde
legemer, som farvelegemer, pigmentkorn, fra kjernen uttraadte
dele, saakaldte kromidier, optagne næringskorn, saftrum
el. vakuoler, ekskretionsprodukter o.s. v. I c.-substansen
findes hos dyr og lavere planter som regel ogsaa ett el.
to smaa korn, de saakaldte centrallegemer, som er
omgit av en noget tættere protoplasmasone, den
saakaldte sfære. Utad omgives c.-substansen i plante-c.
(se fig. 4) av en, som regel vel utviklet og ofte meget
komplicert bygget c-membran, som væsentlig bestaar
av cellulose; hos de fleste dyriske c. er derimot
c.-membranen litet utviklet eller mangler helt; i sidste tilfælde
sies c. at være nøken. Det egentlige protoplasma er et
seigtflytende, slimlignende legeme, som svæller ved
optagelse av vand. Det danner intet kemisk skarpt
definerbart legeme og er under c.s liv underkastet
vekslinger i sin sammensætning. Som konstante bestanddele
av alle e.s protoplasma findes dog eggehvitestoffer og
vand, hertil kommer organiske fosforforbindelser,
kulhydrater og ofte fett. Angaaende protoplasmaets finere
struktur hersker endnu ingen enighet. Nogen mener
at det opbygges av fine traader, som krydser hverandre
eller danner et sammenhængende fletverk, og av en
grundsubstans, som fylder maskerummene, mens andre antar
at protaplasmaet har en skumlignende bygning. — C.s
anden hovedbestanddel, kjernen el. nucleus (se fig. 1),
ligger oftest i nærheten av c.s midtpunkt og er sfærisk
el. ovoid, den kan ogsaa være stavformet, lappet eller
forgrenet. I almindelighet findes der kun én kjerne i
hver c., visse store c. kan dog være flerkjernet, og hos
mange éncellede organismer findes konstant to kjerner,
en stor og en liten (se Infusionsdyr). I
almindelighet er kjernen synlig allerede i den levende c., men
blir tydeligere ved tilsætning av forskjellige reagenser
og ved anvendelse av visse farvestoffer, som karmin
eller hæmatoksylin. Kjernen begrænses utad mot
cytoplasmaet av kjernehinden el. kjernemembranen,
som omslutter kjerneindholdet, det saakaldte
karyoplasma. Dette bestaar igjen av kjernenettet,
det saakaldte karyomitom, og av kjernesaften, en
flytende substans som fylder maskerummene i nettet,
samt endelig av et eller flere i kjernenettet liggende,
] runde eller noget uregelmæssig formede legemer, som
farves sterkt av flere farvestoffer og kaldes
kjernelegemer eller nukleoler. Kjernenettet, som utgjør
kjernens vigtigste del, bestaar av to meget
forskjellige dele. Den ene, som danner kjernens
protoplasmatiske grundlag, kaldes linin. Den er, saalænge kjernen
lever, usynlig, men viser efter behandling med reagenser
en finkornet bygning og farves paa samme maate som
cytoplasmaet. Den anden bestanddel av kjernenettet
kaldes paa grund av sin affinitet til en række
farvestoffer kromatin. De to bestanddele er som regel
inderlig forenet med hverandre. De fleste c. er mikroskopiske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
