Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1. Christian (Christiern) I (dansk-norsk konge) - 2. Christian (Christiern) II (dansk-norsk konge) - 3. Christian III (dansk-norsk konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
693
Christian
694
Ord som ikke findes under C, man søkes under K.
hersket først Karl Knutsson, siden andre stormænd. Et nyt
forsøk paa at indta landet førte til nederlaget ved
Brunkeberg 1471. Siden levet C. i fred, trykket av store
pengevanskeligheter; men ikke uten ydre glans og anseelse. 1474
—75 foretok han to reiser til Tyskland, Italien og
Nederlandene, hvor han utfoldet stor pragt og blev vist megen
hæder. Paven tillot oprettelsen av Kbh.s universitet.
C. var en høi og vakker mand; hans statsmandsevner
var ikke store. Norge forsømte han aldeles, brukte
rikets indtægter til krigen mot Karl Knutsson og
indsatte utlændinger i de høieste embeder. Da han
bortgiftet sin datter til den skotske konge Jakob III,
pantsatte han Orknøerne og Hjaltland for medgiften.
Overfor hanseaterne førte han en svak og vaklende politik,
til stor skade for de norske borgere. Med Dorothea hadde
C. 5 barn. Begravet i Roskilde. — 2. C. (Christiern) II
(1481—1559), konge 1513—23, søn av Hans og sønnesøn
av foreg., hyldedes som efterfølger allerede 1487 og
anerkjendtes 1489 ogsaa i Norge. Som barn var han en
. tid i huset hos
borgerlige, Hans Bogbinder og
Jørgen Hinse, og tilegnet
sig overhodet tidlig den
sympati for de lavere
stænder som siden fulgte
ham, mens ogsaa hans
lidenskabelige
temperament hurtig viste sig.
1502 var han i Norge
og gjorde tog ind i
Sverige; 1506—12 var han
en slagsmedregent i Norge
og hævdet med kraft og
haardhet det danske
herredømme, men indla
sig fortjenester ved sin
strenghet overfor
hanseaterne. 1513 besteg han
tronen ved farens død.
Vanskelige forhold bød
den høitstræbende mand
store opgaver. Sverige
adel, som hadde staat
hans far haardt imot, skulde bøies, de nordiske
riker skulde løses av Hansaens baand, og først og
fremst skulde kongemagten styrkes. Paa disse
opgaver tok den kraftige unge mand fat med stor energi,
men uten fasthet og overlegenhet. Han forstod ikke at
vente og bøie av, og hans rolige overlæg hemmedes av
hans temperament som paa engang var grublende og
lidenskabelig. Efter sit egteskap med Karl V’s søster
Elisabeth (1515) fortsatte han sit forhold til Dyveke (s. d.)
og lot efter hendes død 1517 Torben Okse henrette,
hvorved han gjorde største delen av adelen til sine
forbitrede fiender. Han opretholdt forbindelsen med
Sigbrit og undlot efterhaanden ganske at sammenkalde
riksraadet. Efter mislykkede forsøk 1517—18 indtok han
nov. 1520 Sverige og lot sig av motiver som neppe lar
sig utrede psykologisk, forlede til det stockholmske
blodbad. Svenskerne løsrev sig derefter under ledelse av
Gustaf Vasa. I sin indre styrelse fulgte C. principper
som i mangt og meget peker ut over hans tid. I sine
to love fra 1521, loven for kjøpstæderne og loven for
landet, og i talrike forordninger forbedret han
retspleie, skole- og postvæsen, hævdet bøndernes stilling
og skapte kjøpstæderne bedre kaar: Baade i Norge
og Danmark inddrog han flere klostre under kronen
og støttet kraftig de norske borgere i kampen mot
tyskerne. Men hans reformer ikke mindre end hans
personlighet skaffet ham mægtige fiender. Decbr. 1522
Christian II.
(Efter maleri paa Rosenborg slot.)
skulde vindes, den danske
indgik en del jyske stormænd en sammensvergelse
Viborg, og jan. 1523 opsa de C. huldskap og troskap
og indkaldte farbroren Fredrik. C. turde ikke
appellere til bønders og borgeres sympati, men forlot
landet april 1523. Han opholdt sig derefter 1523—31
væsentlig i Lier i Belgien, pint av pengevanskeligheter
og uten at kunne opnaa keiserens hjælp. En tid
heldte han til lutherdommen, men nærmet sig siden
atter katolicismen. 1531 lykkedes det ham at samle
en hær, hvormed han drog til Norge, men maatte her
kapitulere overfor Knud Gyldenstjerne og blev mot givet
leide av Fredrik I og riksraadet sendt til Sønderborg
slot, hvor han sat fangen til 1549. Siden førtes han til
Kalundborg, hvor han døde. Med Elisabeth hadde han
fire barn. Begravet i Odense. — Blandt de
oldenborgske konger staar C. som en fremmed ved sin
sterktfarvede personlighet og sin tilsyneladende trods mot sin
samtid og dens traditioner. Allikevel maa det sies at
de idéer han gav uttryk for, laa i tiden, tildels var hans
fædrenearv og skulde
avgjøres, endnu inden han
var død. Ved sine
personlige mangler bidrog
han væsentlig til at han
i sin kamp for dem selv
saa hurtig led skibbrud.
— 3. C. III (1503—39),
konge 1536—59, ældste
søn av Fredrik I, fik en
fuldstændig tysk
opdragelse og prægedes tidlig
av den sterkt lutherske
sympati som siden fulgte
ham. Som prins
gjennemførte han med haard
haand reformationen i
Tønning og Haderslev len
og lot sig derpaa efter
farens død 1533 av
holstenerne bevæge til at
motta valg i Jylland og
Fyn, hyldedes 1535 i
Viborg og indtok derefter, med Johan Ranzau som
feltherre, hele landet, sidst Kbh. 1536. Derefter sendte
han en hær til Norge, som straks underkastet sig,
efterat C.s motstander, Olav Engelbrektssøn, var flygtet
til Nederlandene (1537). Det norske riksraad ophørte
at eksistere, og Danmarks riksraad traadte ind i dets
sted som kongens raadgiver ogsaa i norske anliggender.
Derimot opfyldte C. ikke den bestemmelse i den nye
haandfæstning (1536), som gik ut paa at Norge ikke
Christian III.
(Efter maleri i Dresden.)
mere skulde være eller hete et kongerike, men «blive
under Danmarks krone som Jutland eller Fyen». Den
vigtigste følge av C.s seier var reformationens indførelse
i begge riker. 12 aug. 1536 hadde han latt de danske
bisper fængsle og tat sikringsbreve av riksraaderne.
Paa riksdagen i Kbh. s. a. vedtoges den nye
kirkeordning, hvorpaa den evangeliske kirke organisertes 1537
—39. Det hele var en seier for kongemagten og C.s
tyske raadgivere; men C. benyttet den med maatehold.
Han utsonet sig efterhaanden med den gamle danske
adel, mens de lavere stænders krav, som var kommet
tilorde under grevefeiden (s. d.), for lange tider var kvalt.
C.s regjering i Norge var, likesom i Danmark, meget
maateholden og forstandig; men han gjorde litet for at
virkeliggjøre reformationen her i landet, dels av frygt
for at ophidse almuen, dels for at undgaa utgifter.
Utad optraadte C. meget forsigtig og opnaadde efter
mange storme ro ved freden i Speyer 1544.
Hertugdømmerne delte han med sine brødre. Gift med Doro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
