Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D—Daaben
928
D.
D, det fjerde bokstav i alfabetet, er en tungespidslyd. ] tænder, kronens overlæbe er hel og hvælvet, den
tre-I det ældste runealfabet er D-tegnet gaat over til at
betegne P, og der er dannet et nyt D-tegn M; det yngre
runealfabet har samme tegn for d og t. — Som
forkortelse betyder D decretum, deus, divus,
dominus m. fl. Som romersk taltegn er D æ= 500. —
I England betyder d penny (fl. pence). Paa tysk riksmynt
betegner D München, paa østerriksk mynt Graz, paa
fransk Lyon. I international telegrafi er D betegnelse
for iltelegram. Paa recepter er d detur (der gives). —
Der i mus. det andet trin i vor tonerække. Brukes
ogsaa som fork. for da, dal, discantus og destra,
d. e. manu d., høire haand.
Da, dal, dalHla (ital.), fra. Da capo, se Capo.
Brukes ogsaa i germanske lande som opfordring til
optrædende kunstnere om at gjenta et nummer, i
romanske lande brukes bis. Dal segno, fra tegnet .
Daa, Ludvig Kristensen (1809—77), n. politiker,
historiker og journalist, student 1826, cand. philol. 1834,
stod i 1830-aarene sammen
med Wergeland i spidsen
for norskhetsbevægelsen
blandt studenterne og
forfegtet utpræget liberale
anskuelser. Var 1835—37
konstituert docent i historie ved
Universitetet, senere
statsrevisor (1839—51) og
stortingsarkivar (1845—71) og
virket samtidig som adjunkt
og overlærer ved Kra.
katedralskole. 1862 lektor, 1867
professor i historie virket
han tillike som historisk,
geografisk og statsøkonomisk
forfatter. Størst betydning
har D. dog faat ved sin
virk-Ludvig Kristensen Daa.
politiker. 1840—43 utgav
han tidsskriftet «Granskeren», som arbeidet for dannelsen
av en sterk liberal opposition og for indførelsen av
reformer i europæisk «nationalliberal» retning. I «Granskeren»
førte han ogsaa sin bitre strid mot ungdomsvennen
Wergeland (se herom Herman Jægers avhandling i
«Edda» 1914). 1842 og 1845 valgt til Stortinget for
Akershus fungerte han 1845 som præsident i Odelstinget;
repræsenterte 1854 Kra. I Stortinget sluttet D. sig til
bondeoppositionen og var en tid en av dens ledende
mænd. I flere vigtige spørsmaal tok han dog avstand
fra bondepartiet, da dette endnu væsentlig kun
kjæmpet for sine klasseinteresser, kom derved paa kant med
sine partifæller og laa i en uophørlig, oprivende
pressefeide. Sin journalistiske virksomhet fortsatte han hele
sit liv igjennem, dels som redaktør av
«Christianiaposten», dels som utgiver av «Den Norske Tilskuer»
(1851—53) og «Tidstavler» (1872—76). Han viste i sine
artikler i «Christianiaposten» megen forstaaelse av
arbeiderbevægelsen 1848—49 og var, omend ivrig skandinav,
tillike en tilhænger av tanken om Slesvigs deling efter
nationalitetsprincippet. D.s stil var fyndig og sterkt
personlig særpræget.
Daa (galeopsis), stivøhaarede urter av de
læbeblomstredes familie med hele blade og blomsterne i kranser
i de øverste bladhjørner. Bægeret har fem brodspidsede
somhet som journalist og ]
kløvede underlæbe har en hul, tandformet pukkel paa
hver side av midtflikens grund, hvilket sidste er slegtens
bedste kjendemerke. INorge
forekommer tre
vildtvoksende arter, som alle
optræder som ugræs:
Hvasd. (g. tetrahit) er stivhaaret,
dun-:d. (g. ladanum) er
dunhaaret, begge med røde
blomster, den første
undertiden ogsaa hvite; gul-d.
(g. versicolor) har meget
større blomster end de
foregaaende arter, og kronen er
lysegul med fiolet midtflik
paa underlæben.
Daaben er det
sakrament, hvorved mennesket
indlemmes i den kristne
kirke. Dens
gammeltestamentlige forbillede var
omskjærelsen, hvorved den
enkelte israelit optoges i
det utvalgte folk. Den
nærmeste historiske
tilknytning for den kristelige d. er dog Johannes
døperens d. Denne var en omvendelses-d., d. e. en
handling hvorved den angrende sindbilledlig bekjendte sit
forsæt om at avstaa fra synden og at begynde et nyt
liv (Mark. 1, 4; Matt. 3, 11). Naar Jesus undarkaster
sig denne d., ftilkjendegir han at være rede til «at
fuldkomme al retfærdighet», d. e. «til at paata sig den
frelsergjerning som Guds vilje kræver (Matt. 3, 13 ff.).
Den nye kristelige d. indstifter han først efter sin
opstandelse (Matt. 28, °t9; jfr. Mark. 116, 16). Med
hensyn til indhold er den kristelige d. menneskets
optagelse i samfundet med Gud. Likesom dette kan sees
under forskjellige synspunkter, tillægger den hellige
skrift d. forskjellige virkninger. D. bevirker frelse
(1 Pet. 3, 21), syndsforladelse og gjenfødelse
(Rom.6, 1—11; Kol. 2, 11—12; 1 Kor. 6, 11; 10, 1—2;
Ef. 5, 26; Tit. 3, 5; Hebr. 10, 22) og fører saaledes den
døpte ind i livssamfundet med Kristus (jfr. Gal. 3, 27).
I d. blir mennesket delagtig i den Helligaands kraft
(Ap. gj. 2, 38), som knytter alle døpte sammen til et
samfund som lemmer paa det samme legeme (1 Kor.
12, 13, jtr. Erf. 4, 5;Hebr.6, 2). D.s gave forutsætter,
at mennesket i tro tilegner sig den. En antydning av
barne-d.s. bruk i den apostoliske tid er maaske git i
den hellige skrifts beretning om hele familiers d. (Ap.
gj. 16, 15, 32 f.; 18, 8;4 Kor.1, 16). Da barnet ikke
kan ha en bevisst tro, kan barne-d. kun forsvares
ved en henvisning til den ubevisste længsel efter frelse,
som lever i barnets sjæl (jfr. Mark. 10, 13—16). — Alle
kristelige kirkesamfund fastholder at d. er indgangen
til Guds rike. Derimot er der betydelig forskjel i læren
om den. Romerkirken hævder at der i d. skjænkes
tilgivelse for alle forut for den begaaede synder og for
arvesynden, samt at den syndige lyst tilintetgjøres.
Hvis den kristne synder efter d., maa han søke
tilgivelse i bodens sakramente (se Bod). Den lutherske
kirke lærer at d. bevirker optagelse i barneforholdet
til Gud, d. e. syndsforladelse og gjenfødelse. D.s gave
Hvas-daa (galeopsis tetrahit).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
