Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1003
der findes i Danmark 12 arter (mot 5 i Norge) og av
krybdyr 7. I stenalderen fandtes ogsaa den europæiske
sumpskildpadde i D. — Fugleverdenen omfatter ca.
310 arter, hvorav dog høist 190 hækker i D., ogsaa av
disse sidste er imidlertid flere nu sjeldnere (f. eks. hav-
og fiskeørnen, duehøken o. fl. a. rovfugler, heiren,
nøtteskriken o. a.). — D.spattedyr utgjøres av 12 arter
flaggermus, 5 insektætere, 17 gnavere, 12 rovdyr, 6 sæler,
5 hjorter, vildsvinet samt en række hvaler, hvorav dog
kun én art (nisen) kan sies at høre hjemme i de
danske farvande. Av pattedyrene er den sorte rotte, som
nu kun findes i Kbh., indvandret i middelalderen, den
brune rotte omkring 1800. Daadyret er indført i
middelalderen og har ikke levet vildt i D. efter
istiden. De vildsvin som nu holdes i dyreparkerne, er
ogsaa indført, men vildsvin fandtes til omkring 1800
vildt. Kronbhjorten, for et par hundrede aar siden
almindelig, er nu næsten utryddet som vildtlevende.
—Befolkning. Ved den første danske folketælling i
1769 androg folkemængden til 786 000, og den steg til
929 000 i 1801, 1 507000 i 1855, 2449500 i 1901 og
2 921 362 i 1916. Derav faldt paa Jylland 1 253 800,
Sjælland 1 189900, Fyn 312400, Lolland-Falster 121 700
og Bornholm 43 600. Folkemængden i Jylland og paa
Sjælland er vokset til over det tredobbelte fra 1801 til
1916, mens den paa de øvrige øer er blit ca. 2′/2
ganger saa stor. — Byernes andel i landets folkemængde
er meget stor, næsten 42 pct. (i 1801 kun det halve).
Kjøbenhavn med Frederiksberg har 605 800 eller like
saa meget som samtlige provinsbyer, ialt 76, hvorav 5
med over 20 000 indb., nemlig Aarhus (65 900), Odense
(45 300), Aalborg (38100), Horsens (25 100) og Randers
(24 400) og 11 med 10—20 000 indb. Desuten findes en
række «stationsbyer» o. 1l. bymæssige bebyggelser, som
ofte distancerer de mindre kjøpstæder i indbyggertal.
Navnlig i Syd- og Midtjylland, hvor der er langt
mellem kjøpstæderne, er store stationsbyer med
kjøpstadagtig præg blomstret op. De regnes med under
landdistrikterne, og en betydelig del av disses
befolkningstilvekst falder da paa landsbyerne, som ikke mindst
skylder andelsbevægelsen og fôromsætningen sin
utvikling. — Befolkningstætheten var i 1916 pr. km..² 75;
den er, naar Kjøbenhavn fraregnes, størst paa Fyn (90);
derefter følger Sjælland, Bornholm, Lolland-Falster og
tilslut Jylland (49). — Av befolkningen (1911) var 1 337 900
mænd og 1 409200 kvinder, eller 515 kvinder pr.
1t000 indb. Kvinderne er i sterkest overvegt i byerne;
paa landet er der endog et litet overskud av mænd.
Av familiehusholdninger var der i 1911 ialt 584 000
foruten fælleshusholdninger av forskjellig slags; den
gjennemsnitlige størrelse var 4.5 personer (Kbh. 3.9,
landdistrikterne 4.8). — Utenfor folkekirken staar vel 42 000;
størst tilslutning har baptister og romerske katolikker.
Hvorledes den danske befolknings erhvervsforhold arter
sig, fremgaar av følgende oversigt fra folketællingen 1911:
Immateriel virksomhet 142 200
Landbruk og gsnen 954 800
Skogbruk . 14 600
F iskeri _ ; 34 500
Haandverk og industri 753 100
Handel, kommission m.v. . 239 900
Bankvirksomhet, forsikring 13 800
Restaurant- og hotelvirksomhet . 40 800
Transport- og trafikvirksomhet 163 900
Dagleiere og tyende : 178 100
Pensionister, kapitalister o. »: 117 200
Offentlig understøttede m. »v.. 64 700
Uoplyste erhvervsforhold 39 500
Tilsammen 2 757 100
Danmark
1004
Forsørgede personer (hustruer og barn) er medregnet
under forsørgerens erhverv. — Endskjønt D. er et
utpræget landbruksland, har det dog forholdsvis noget
mere industri end de andre nordiske lande. Dette
finder sin forklaring i landets tætte bebyggelse og den
talrike bybefolkning. — Forfatning og forvaltning.
Grundloven av 5 juni 1849 satte et konstitutionelt
monarki istedenfor det siden 1660 herskende enevælde.
Efter flere forfatningsændringer i tiden mellem de to
slesvigske krige gjennemførtes 1866 en i forhold til
1849-grundloven mere konservativt farvet grundlov, som
gav de besiddende klasser en fortrinsstilling ved valg til
førstekammeret (landstinget), Den avløstes under 5
juni 1915 av den nuværende grundlov, som vender
tilbake til de av den oprindelige grundlov knæsatte
demokratiske stemmeretsprincipper, som nu føres videre ut
ved at stemmeretsalderen nedsættes, visse hindringer
for at opnaa og utøve stemmeret fjernes (navnlig
bestemmelsen om at tyende og med disse likestillede
ikke kunde være vælgere), og kvinder gives stemmeret
og valgbarhet like med mænd. Riksdagen bestaar
derefter av et umiddelbart folkevalgt kammer paa 140
medlemmer (efter landets utvidelse med det gjenvundne
sønderjyske omraade 148), folketinget, og et indirekte,
av et noget ældre vælgerkorps, fremgaat paa 72
medlemmer (med det sønderjyske omraade 77),
landstinget. Den for valg til folketinget før 1915
gjældende stemmeretsalder, 30 aar, skulde gjennem en viss
overgangsperiode nedsættes til 25 aar. Ved
grundlovsændringen 1920 i anledning av Sønderjyllands
indlemmelse strykes imidlertid det resterende av denne, og
fra og med vaālgene i sept. 1920 gir opnaadd 25-aars
alder stemmeret til folketinget. Iøvrig kræves
indfødsret og fast bopæl i landet. Stemmeretten fortapes,
naar vælgeren mottar fattighjælp, begaar en i den
offentlige mening vanærende handling eller [sættes ut
av raadighet over sit bo. Rent praktisk er opførelse
paa valglisten en betingelse for at kunne utøve stemmeret
(valglistens utarbeidelsestidspunkt blir da avgjørende
for om en person kan avgi stemme, dog at
aldersbetingelsen i alle tilfælde ikke behøver at være opfyldt før
selve valgdagen, av hvilken grund en tillægsliste føres
over personer som i løpet av det aar som valglisten
skal gjælde for, vil opfylde aldersbetingelsen). Til
landstinget er stemmeretsbetingelserne de samme, blot
at 35-aars alder skal være opnaadd. Valgbar,
henholdsvis til folketing og landsting, er enhver folketings- eller
landstingsvælger, dog at den som vælges til landstinget,
maa ha fast bopæl i den landstingskreds som vælger
ham. Folketingsmedlemmerne vælges efter indviklede
regler i 23 storkredser (20 amter og 3
kjøbenhavnskfrederiksbergske) som tæller et skiftende antal
opstillingskredser hver, ialt 111. Der stemmes i hver av
disse paa av partierne opstillede personer og tillike
paa partierne som saadanne (bortset fra tilfælde hvor
en kandidat stiller sig uten tilknytning til et bestaaende
parti). Det ved opstillingskredsenes antal givne antal
mandater for storkredsen (f. eks. i Odense amt 7, da
amtet har 7 opstillingskredser) fordeles da paa partierne
efter deres samlede stemmetal i storkredsen. Derefter
fordeles 29 tillægsmandater med 6 paa hovedstaden, 10
paa øernes omraade og 13 paa Jyllands omraade (fra
1920 ialt 31 tillægsmandater med 15 til Jylland) til de
partier som ikke ved den første uttagelse av
folketingsmedlemmer har faat saa stor en repræsentation som
deres stemmetal berettiger dem til. Valgmaaten kan
betegnes som valg i enkeltmandskredser forbundet med
forholdstalsvalg og gir temmelig nøiagtige resultater. Efter
en gjennemsnitsberegning skulde ved valget den 26 april
1920 venstre med 350 437 stemmer ha hat 47.5 mandater,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
