Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1045
hjælp i 1302 at faa det fulde herredømme i byen. 600
av motpartiets fornemste mænd blev dømt til døden
eller landsforvist. Blandt de sidste var D. Han dømtes
desuten for sine angivelige forbrydelser til en svær pengebot,
og saafremt denne ikke betaltes, til døden ved ild. Denne
forsmædelse gik den stolte D. overordentlig sterkt til
hjerte og gjorde ham til en uforsonlig motstander av
sine landsmænd. Han vandret nu som landflygtig rundt
i Italien, ofte saa nødlidende at han maatte tigge sit
brød. Han har efter traditionen opholdt sig i Bologna,
Padua, Verona o. fl. st. og sies endog at ha været i
Paris, hvilket dog er tvilsomt. —I 1316 blev der aapnet
ham selv og hans lidelsesfæller adgang til at vende
tilbake til Firenze, men paa nedværdigende betingelser.
D. svarte med et gripende brev til en ven, i hvilket han
erklærte at han heller end at underkaste sig disse vilde
vedbli i eksil. Sine sidste aar tilbragte han i Ravenna
hos en ven, muligens som lærer i poesi. Paa en
diplomatisk reise til Venedig blev han syk; han førtes
tilbake til Ravenna og døde der. Han blev begravet med
stor høitidelighet i kirken San Pietro Maggiore, og
fyrsten selv, en nevø av Francesca da Rimini, holdt
liktalen over ham. — I sit testamente hadde D. bestemt
at hans ben ikke skulde hvile i Firenze. Skjønt byen
gjentagende har forlangt dem utlevert, endog saa sent
som i 1864, er dette altid blit avvist. Nu pryder et
mindesmerke over ham kirken Santa Croce, likesom
Canova lot reise en marmorbyste i Pantheon i Rom.
Rafael har anbragt ham paa to av sine store malerier i
Vatikanet, «La disputa» og «Parnasset». 600-aarsdagen
efter hans fødsel feiredes som en national fest. D.
fremstilledes som forløper for Italiens enhet og frihetens og
rettens forsvarer. Utenfor kirken Santa Croce reistes
et gravmæle. Man gjenfandt ved denne leilighet D.s
ben indmuret i en væg i franciskanerkirken, som var
under reparation, mens den oprindelige kiste viste sig
at være tom. Fra denne var benene fjernet i 1519 av
franciskanerne, rimeligvis for at beskytte dem. — Blandt
D.s arbeider kan foruten «La vita nuova» nævnes «Il
convivio» (gjestebudet), som blev ufuldendt. Dets maal
var at gi en samlet fremstilling av tidens viden og er
det første forsøk paa at anvende det italienske sprog i
videnskabclig prosa. D. har desuten skrevet flere
latinske avhandlinger, deriblandt «De vulgari eloquentia»
(om det italienske folkesprog) og «De monarchia» (om
monarkiet), i hvilket han tar ordet for et
verdensmonarki, sidestillet med kirken. Men det verk som
har skapt D.s verdensry, er den mægtige digtning
«Divina commedia», paa hvilket han maa ha arbeidet
g jennem en række av aar, uten at vi dog vet noget
sikkert om de enkelte deles avfattelsestid. Digtets opr.
navn var kun «Commedia», hvorved forstaaes et digt
som begynder mørkt og truende og ender skjønt og
muntert. En beundrende eftertid har tilføiet «divina»
(den guddommelige); første gang denne titel findes, er
paa en venetiansk utgave fra 1555. Det er
middelalderens religiøse aand som i D.s digt har faat sit
monumentale uttryk, dens skjærsilds- og
helvedesforestilling, dens forsonings- og salighetslære, dens etiske
livsanskuelse, dens sociale og politiske brytning i lyset og
farverne av en maægtig fantasi, en vældig formende
skaperevne, en lidenskabelig bevæget sjæl. Digtet har sine
trættende partier, men hvor D. er under sin
inspirations magt, naar digtet alle tiders sublimeste eller
dypsindigste poesi. Verket er delt i tre avdelinger: «Helvede»,
«Skjærsilden» og «Paradiset». Digteren gjennemvandrer
dem alle, først ledet av den romerske digter Virgil, senere
av Beatrice. Virgil leder ham gjennem helvedes ni
kredser, hvor syndere av alle slags lider, like fra
hedenskapets store aander til forrædernes skare, blandt dem
Dante da
Majāno 1046
Kain, Judas Iskariot, som i evig kulde sukker i
uutsigelige lidelser. Helvede skildres som en uhyre tragt,
hvis spids ender i jordens indre. Skjærsilden, hvorhen
digteren nu føres ad en hulvei, skildres som et fjeld i
skikkelse av en omvendt tragt, paa hvis syv avsatser
de angrende sjæle lever. Øverst oppe lyser det jordiske
paradis, hvor Beatrice troner. Her overtar hun ledelsen
og fører digteren ind i de saliges paradis, i hvis
skildring vi møter tidens astronomiske forestilling om de
mange jorden omgivende himler, i midten av hvilke den
treenige Gud troner, omgit av helgener og engler. En
brusende musik toner ut over «den hvite rose»,
himmelens pryd, dannet av de fuldkomneste aander. I denne
rose tar Beatrice plads, mens D. føres frem for den
hellige moder. — I denne i sin aand helt middelalderske
digtning fornemmer vi dog den kommende renæssanse.
Dens nye menneskeidealer aner vi i digterens stolte
selvfølelse, saa fjern fra middelalderens ydmyghet, i den
vegt som lægges paa samtidens eller eftertidens
berømmelse, en helt antik
forestilling, og i den
benaadede stilling i helvede
han skjænker oldtidens
store digtere. — D.
begyndte med at skrive sit
digt i latinske
heksametre. Han grep dog
snart til den toskanske
mundart og skapte
derved det italienske
skriftsprog, en gjerning som
er endnu
betydningsfuldere end digtets egen
poetiske værdi.
Formodentlig offentliggjordes
digtets to første
avdelinger allerede i digterens
levende live, «Paradiset»
først efter hans død. Det
utbredtes i utallige
avskrifter, av hvilke mange
findes i utlandets store biblioteker. De ældste trykte
utgaver fra 1472 og følgende aar er meget sjeldne.
Den saakaldte Crusca-utgave fra 1595 blev længe
grundlæggende for alle senere editioner. Den var imidlertid
meget unøiagtig. Først i nyere utgaver og
undersøkelser av Witte, Moore o. fl. er den oprindelige tekst
Dante Alighieri.
(Haandtegning av Rafael.)
fremstillet ved en omhyggelig sammenligning av de
ældste codices. — «Divina commedia» er blit
oversat utallige ganger paa de fleste europæiske sprog
og er blit gjort til gjenstand for indgaaende
fortolkninger, likesom der rundt om er dannet
Danteselskaper til fremme av kritiske studier og kritiske
utgaver av dette verk og andre av hans skrifter.
«Divina commedia» er i sin helhet oversat til dansk
ved C. K. F. Molbech, og til svensk ved E. Lidforss. Paa
svensk foreligger ogsaa «Vita nuova» i oversættelse med
hosføiet originaltekst ved F. Wulff. Til dansk har J.
Damm oversat et utvalg av D.s ungdomsdigtning,
hvoriblandt «Vita nuova». Av nordiske verker om D. kan
nævnes en række populære forelæsninger over D. ved
J. Vising (1896). Av værdi er V. Vedels «Dante, en
studie» (1892). For den rike utenlandske D.-litteratur
henvises til de mange D.-—bibliografier. Næsten
uttømmende er T. W. Kochs katalog over D.-samlingen ved
Cornell universitet i Amerika (1898—1900).
Dante da Majāno, ital. digter, levet i slutningen av det
13 aarh. Under paavirkning av den provencalske
trubadurpoesi skrev han sonetter, ballader og chanzoner.
Indholdet er en efterligning av forbilledernes kjærlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
