Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, Det Kgl. - Danske Studier - Danske vaaben - Danske Videnskabernes Selskab, Det Kgl. - Danskeøen - Dansk folkmindesamling - Dansk Folkemuseum - Dansk Historisk Forening - Dansk Historisk Fællesforening - Dansk jurist - Dansk last - Dansk-norsk - Dansk-vestindiske Øer - Dantan, 1. Jean Pierre - Dantan, 2. Joseph Édouard - Dante Alighieri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1043
andre, het da «Selskabet til det Danske (fra 1747
Nordiske) Sprogs og Histories Forbedring» og kaldtes til
adskillelse fra «Videnskabernes Selskab» ofte «Det Lille
Selskab». Utgav 1745—52 6 bd. av «Danske Magazin»,
som især optok aktstykker, og hvorav siden er
utkommet 23 bd. 1810 forenedes selskapet med «Genealogisk
og Heraldisk Selskab» og fik sit nuværende navn. Har
senere bl. a. utgit «Ældste danske arkivregistraturer» og
«J. Langebeks breve» foruten flere samlinger av
dokumenter.
Danske Studier, se Dania.
Danske vaaben, se Danmark (vaaben og flag).
Danske Videnskabernes Selskab, Det Kgl., se
Akademi.
Danskeøen, en liten ø ved nordvestspidsen av
Spitsbergens hovedø (Vestspitsbergen), paa omtr. 10° 52′ ø.1.
og 79° 43′ n.br. Bekjendt i polarforskningens historie.
Fra denne steg Andrée op med sin ballong 1897, og
herfra har Wellman gjort to mislykkede forsøk (1906 og
1907) paa at naa polen med ballong.
Dansk folkemindesamling er oprettet 1904 (paa
initiativ av dav. docent A»xel Olrik, dr. H. F. Feilberg
i Askov og overbibliotekar H. O. Lange) som en særlig
offentlig tilgjængelig avdeling av det kgl. bibliotek med
det formaal at tjene som opbevaringssted for alle
skriftlige optegnelser om dansk folkedigtning, folkemusik,
folketro og folkeliv og at fortsætte indsamlingen og den
videnskabelige ordning av disse emner. Samlingens
føorste leder var Axel Olrik; den bestyres for tiden av
to arkivarer i forening med et folkeminderaad.
Dansk Folkemuseum grundedes 1879 for at danne
en fortsættelse av Nationalmuseets danske samling;
tidsgrænse mellem de to museer er 1660. Det aapnedes
1885 og utmerker sig som kulturhistorisk samling bl. a.
ved en række typiske rum fra fortiden, især fra
bondegaarder. Dets lokale i en almindelig forretningsgaard
paa Vesterbro i Kbh. er for længe siden blit ganske
utilstrækkelig. Senere (1901) er der skapt en
friluftsavdeling i nærheten av Lyngby, som rummer typiske
bondegaarder fra gamle danske lande, av træ eller
bindingsverk. Med friluftsmuseet samvirker tillike Dansk
Landbrugsmuseum. Museet er offentlig eiendom. Det
har hele tiden været ledet av sin grundlægger Bernhard
Olsen, s. d.
Dansk Historisk Forening stiftedes 1839 med det
maal at fremme interessen for og dyrkelsen av historie,
især dansk. Har siden væsentlig virket ved utgivelsen
av «Historisk Tidsskrift», som gir et alsidig indtryk av
periodens forskning og stadig er et midtpunkt for dansk
historievidenskap.
Dansk Historisk Fællesforening stiftedes 1909, opr.
paa initiativ av riksarkivar V. A. Secher. Den bestaar
av foreninger og institutioner som virker i historisk,
historisk-topografisk, arkæologisk eller folkloristisk
retning, og har til maal at fremme fællesskap i arbeide
og undersøkelser mellem disse. Den avholder foredrag
g aarsmøter og har utgit et bind «Meddelelser fra D. H F.»
1909—13) samt fra 1914 tidskriftet «Fortid og Nutid».
ansk jurist kaldes i Danmark den som har bestaat
den juridiske eksamen for ustuderte, i motsætning til
«den som har bestaat den fuldstændige juridiske
eksamen. D. j. har adgang til forskjellig juridisk
virksomhet, saaledes til stillinger som dommerfuldmægtiger og
underretssakførere, derimot ikke til dommerembeder og
politimesterembeder. Betecgnelsen d. j. bruktes i
foreningstiden ogsaa i Norge.
Dansk last er trælast (rundlast) under 8 toms (ca. 20
«m.) midtmaal, baade av furu og gran.
Dansk-norsk er den ældre betegnelse for hvad nu
mest kaldes norsk riksmaal, d. v. s. det i Norge
Danske Studier—Dante Alighieri
1044
brukelige skriftsprog og normaltalesprog (i motsætning
til landsmaalet). Benævnelsen d.-n. er sproglig urigtig,
idet sprogformen har utviklet sig av dansk (norsk-dansk
vilde være den rette betegnelse for den i Norge talte
dansk). Se Norge, sprog.
Dansk-vestindiske Øer, en liten, tidligere dansk,
øgruppe i Vestindien, vest for Portorico, omfatter de
tre øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan med et samlet
flateindhold av 359 km.² og en befolkning paa 27 086
(1911). Øerne kom 1755 under den danske krone efter
før delvis at ha tilhørt handelskompanier eller andre
lande. Danmark hadde til stadighet vanskeligheter med
at opretholde herredømmet over øerne, som kostet
moderlandet store summer. 1865 tilbød de Forenede
Stater at kjøpe dem, 1867 blev der sluttet en traktat
herom, den danske riksdag gav ogsaa sit samtykke, men
da det kom til stykket, trak Amerika sig tilbake. 1902
vilde Staterne igjen kjøpe øerne, der blev sluttet avtale
om salg for ca. 19 mill. kr., men denne gang strandet
salget paa det danske landsting. Endelig blev der 1916
sluttet en ny overenskomst om salg for en sum av ca.
94 mill. kr., og 1917 gik øerne saa over til de Forenede
Stater. Se forøvrig de enkelte øer og Vestindien.
Dantan [dãtã′]. 1. Jean Pierre D. (1800—69), fr.
billedhugger, elev av Bosio og videre utdannet i Rom.
Portrætbyster og karikaturskulptur (charges) av
samtidens berømtheter. — 2. Joseph Édouard D. (1848
—97), fr. maler, søn av foreg. Bekjendt for sine
billeder av billedhuggeratelierer i dæmpet graalig belysning
eller i brytning av dagslys og kunstig lys.
Dante Alighiēri (1265—1321), Italiens og en av
verdens største digtere. Han var født i Firenze og tilhørte
en gammel florentinsk adelsslegt. Nyere tids forskninger
har git os nogenlunde sikkert begrep om hans liv, som
av hans første biografer, saaledes av Boccaccio, var
fremstillet med mange tildigtninger. D. var overordentlig
tidlig utviklet og erhyervet sig allerede som barn
omfattende kundskaper, deriblandt fortrolighet med den
provençalske trubadurdigtning og færdighet i tegning og
musik. Tidens oprivende partikampe stemte D. allerede
som ung til det smertelige alvor som er grundakkorden
i hans digtervæsen, og som taler saa sterkt ut av det
berømte billede av ham. Til bevissthet om sin
digterevne kom han under indflydelse av sin sværmeriske
ungdomskjærlighet til Beatrice. Han var ikke mere end
9 aar gammel, da han ved en vaarfest saa denne
jevnaldrende datter av Folco Portinari, en anset florentinsk
borger. Hendes skjønhet gjorde et uutslettelig indtryk
paa ham. Han dyrket hende siden med en sværmerisk
tilbedelse, som ikke ophørte, da hun 21 aar gammel
egtet en anden og tre aar efter døde. Hendes bortgang
kastet ham ind i en svær sygdom, som var nær ved at
formørke hans sind. Da han endelig reiste sig fra
sykeleiet, søkte han trøst i at digte om sin kjærlighet og
sit savn. Det blev hans første poetiske arbeide, «La
vita nuova», i hvilket han gir os et idealisert-allegorisk
billede av den elskede, som har git anledning til den
urigtige opfatning at Beatrice kun har levet i digterens
fantasi. — I de bitre kampe som i Italien fandt sted
mellem ghibelliner og guelfer, tok D. først del paa de
sidstes side. I 1295 giftet han sig med Gemma av
Donatiernes mzægtige slegt. Ved siden av at drive
indgaaende filosofiske og naturvidenskabelige studier
begyndte han nu at interessere sig for sin bys politiske
liv. Som medlem av de hundredes raad og de seks
priorers kollegium spillet han en fremtrædende rolle.
Det sidste embede tillægger han selv skylden for alle
sine senere ulykker. To partier, «de hvite» og «de sorte»,
kjæmpet om herredømmet i Firenze. De sidste søkte
sin støtte hos paven og det lykkedes dem ved dennes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
