Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dau - Daubenton, Louis Jean Marie - Daubigny, Charles François - Daubrée, Gabriel Auguste - Daudet, 1. Alphonse - Daudet, 2. Ernest - Daudet, 3. Julie - Daudet, 4. Léon - Daujord - Daulagiri el. Davalagiri - Daulatabad - Daumier, Honoré
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1061
skib, alm. tomastet, med latinerseil.
frem ved aarer.
Daubenton [dåbãtõ′], Louis Jean Marie (1716
—1800), fr. naturforsker, professor ved Collège de France.
Blev 1742 medarbeider ved Buffons «L’histoire
naturelle», skrev her kun om pattedyrenes anatomi, da hans
tørre, nøiagtige og strengt videnskabelige
behandlingsmaate ikke tiltalte Buffon. Talrike avhandlinger om
zoologi, plantefysiologi og mineralogi. Hævdet den
sammenlignende anatomis betydning for palæontologien og
banet saaledes veien for Cuviers forskning paa disse
omraader.
Daubigny [dåbiñi′], Charles Francois (1817—78),
fr. landskapsmaler av Barbizonskolen. Elev av sin far
E. F. D. og av P. Delaroche. Malte i sin ungdom efter
et ophold i Italien landskaper i vanlig «klassisk» stil,
men slog siden (især efter 1860) igjennem ved sine
naturalistiske landskapsstudier. Med ubestikkelig
sandhetskjærlighet fordypet han sig i studiet av enkle og
jevne motiver. Med forkjærlighet malte han den
tidlige vaar med fugtig luft over trærs og engers saftige
grønt. Samme gode egenskaper har hans raderinger
(f. eks. «Voyage en bateau», 1862).
Daubrée [dåbré], Gabriel Auguste (1814—96),
fr. geolog og mineralog, bergingeniør 1834, docent i
mineralogi og geologi i Strasbourg i 1839, professor i
geologi ved det naturhistoriske museum i Paris og
medlem av det franske akademi i 1861, aaret efter tillike
professor i mineralogi ved Ecole des mines og i 1872
direktør for samme; fra 1867 var han generalinspektør
for de franske bergverker. Har gjort epokegjørende
eksperimentelle undersøkelser over flere geologiske og
mineralogiske spørsmaal, f. eks. tinstenens
dannelsesmaate. En hel del av hans arbeider findes i det store
verk «Etudes synthétiques de géologie expérimentale»
(1879).
Daudet [dådæ′], 1. Alphonse D. (1840—97), fr.
romanforfatter, var født i Nimes, men kom som ganske
ung til Paris, hvor han blev hertugen av Mornys
privatsekretær. Sine mange prøvelser som barn og yngling
har han skildret i en henrivende bok: «Le petit chose»
1868), som blev hans første litterære sukces. Ved sine
provençcalske skisser «Lettres de mon moulin», ved
«Contes du lundi», som gir mesterlige smaabilleder fra
krigen i 1870—71, og sin novellesamling «Femmes
d’artistes» befæstet han sit ry som en av det moderne
Frankrikes ypperste novellister. Med «Fromont jeune
et Risler aiîné» (1874) begyndte han rækken av de store
realistiske romaner, i hvilke han med livfuld skildring,
træffende karakteristik
og en ualmindelig stilens
kunst skildret væsentlig
det andet keiserdømmes
personligheter og seder.
Av disse kan, foruten
opdragelses- og
arbeiderromanen «Jack», nævnes
«Le nabab», «Les rois
en exil», i hvilken han
med gripende kunst
skildrer de landflygtige
kongefamilier, som fører sin
hjemløse tilværelse i
Paris, ENuma Roumestan»,
en skildring av den
letbevægelige og
karakterløse sydfranske
politiker, «L’évangeliste», med
skildring av religiøs
fanatisme, «Sappho», en
dri-Kan ogsaa drives
Alphonse Daudet.
Daubenton—Daumier
1062
stig skildring av den moderne hetæres ødelæggende
indflydelse, «L’immortel» (1888), en satire over det
franske akademi. Flere av hans romaner er blit
dramatisert. Fulde av sprudlende lune og elskværdig
satire er hans «Aventures prodigieuses de Tartarin
de Tarascon» og «Tartarin sur les Alpes», i hvis
titelfigur han har skildret sydfranskmanden med hans
blanding av stortalenhet, fantasteri og elskværdighet. I
«Trente ans de Paris» og «Souvenirs di’un homme de
lettres» (1888), oversat til dansk av N. J. Berendsen
1889), har han git os sine livserindringer. D. stod Zola
og naturalisterne nær i skildringens omhyggelige
nøiagtighet, iagttagelsens skarphet, og sin deterministiske
livsopfatning, men han er ubundet av skolens
naturvidenskabelige teorier. Hans popularitet i Frankrike
var ualmindelig, og hans bøker er oversat til de fleste
sprog, flere ogsaa til norsk av H. Sinding, N. Th.
Wallem, K. V. Hammer og Ingeborg v. d. Lippe Konow. —
2. Ernest D. (1837—), foreg.s bror, var ogsaa en tid
sekretær hos hertugen av Morny, gik derpaa over til
at skrive i blade og tidsskrifter og redigerte under Mac
Mahons præsidentskap en tid «Journal Officiel3». Som
romanforfatter er han sin bror betydelig underlegen.
Derimot har han levert en række fortjenstfulde bidrag
til den nyeste tids historie. — 3. Julie D. (1847—),
A. D.s hustru, har i tidsskrifter skrevet flere skisser,
som vidner om fin iagttagelse og kunstnerisk smak. De
utkom i 1879 samlet under titelen «Impressions de
nature et d’artə. Senere har hun skrevet «L’enfance
d’une Parisienne» og «Enfants et mères». — 4. Léon
D. (1868—), A. og J. D.s søn, er utdannet som læge,
men har ogsaa skrevet romaner («L’astre noir» o. fl.).
I den politiske diskussion har han optraadt som
yderliggaaende konservativ og nationalist.
Daujord, en betegnelse for ufrugtbar jord.
Ufrugtbarheten
kan skyldes tilstedeværelse av plantegift som
svovelsurt jernoksydul, men som regel er aarsaken
mangel paa bakterieliv, og især er dette tilfælde
med undergrundsjord som bringes op i dagen. Denne
omdannes dog forholdsvis let til frugtbar jord ved
bearbeidning, gjødsling og luftpaavirkning.
Daulagiriel. Davalagiri, top i Himalaj,a, i Nepal,
8 180 m., en av Himalajas høieste maalte topper og før
anset for jordens høieste fjeld.
Daulatabad, Forindien, liten by i vasalstaten
Hyderabad, 250 km. nordøst f. Bombay. Berømt fæstning.
D. het oprindelig Devagiri og var indtil omtr. 1300 det
vigtigste støttepunkt for et hindurike paa halvøen Dekan.
Nu er den uten betydning, ogsaa som fæstning.
Daumier [dåmjé], Honoré (1808—79), fr. maler og
karikaturtegner. Kaldt «karikaturens Michelangelo».
Ved sin haan over de professionelle samfundsvogtere
(især lovens haandhævere: dommere, advokater og
jurymænd), ved sin medfølelse med de lidende og ensomme
er hans karikaturer mere end en blodig satire over
bourgeoisiregimentet under Ludvig Filip: de hæver sig
til en gripende samfundsskildring. De er et plastisk
sidestykke til Balzacs verker. Av sin samtid var D.
kun kjendt som litograf og avistegner. Som maler vandt
han først sit ry ved verdensutstillingen i Paris i 1900
og ved D.-utstillingen i 1901. Hans malerier forbauser
ved sin monumentale virkning av grupper og personer,
opnaadd ved lys- og skyggemassernes fordeling. Deres
noget farveløse, dystre tone forhøier deres melankolske
virkning. Ved sin sammenfattende behandling, ved
uteladelse av biting og fremhæven av hovedsaken, ved sin
evne til at gjengi bevægelse, ikke blot det som er, men
ogsaa det som i næste øieblik kommer, er D. en
forløper for impressionisterne. Han er beslegtet med Degas
som med Millet. Hans «Indbildte syke» staar i paro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
