Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1063
disk kraft paa høide med Molière’s. «Folkestrømmen»,
som med uimotstaaelig magt bevæger sig fremad, er
blit kaldt «det mest storslagne revolutionsbillede». 1I
«Dramaet» har han malt skuespilkunstens suggererende
kraft paa folkemassen. Av Napoleon III har han
modellert en karikaturstatuette «Ratapoil». Som gammel
blev D. blind. Staten gav ham en liten pension, og
Carot skjænket ham det hus hvori han døde. Han hadde
levet i stadig arbeide, fri og fattig og aldrig gaat paa
akkord i sine idéer.
Daumont [dåmôõ′], A. la, fr. firspand, som styres av
rideknegter paa de to venstre hester; forløpernes skagler
er alm. fæstet i forlængelsen av stanghestenes.
Daun, Leopold Joseph Marie, riksgreve (1705
—66), østerr. feltherre, tjente i Italien, ved Rhinen og
i den tyrkiske krig, hvor han avancerte til generalmajor.
I den østerr.
arvefølgekrig kjæmpet han i
Schlesien mot
preusserne og i Böhmen mot
franskmændene. Efter
krigen reorganiserte han
hæren. I Syvaarskrigen
slog han Fredrik II ved
Kolin 1757. Efter
nederlaget ved Leuthen fik D.
overkommandoen over
den østerr.-ung. hær,
seiret over preusserne
ved Hochkirch 1758 og
ved Maxen 1759, men
forstod ikke at utnytte
seirene; hans altfor store
forsigtighet var ogsaa
skyld i at Laudon led
nederlaget ved Liegnitz.
Hans landsmænd gav
ham hædersnavnet «den
østerr. Fabius
cunctator»; Fredrik II kaldte
ham «den tykke
ekscellence» og ansaa ham for
sin farligste motstander.
Daunou [dånú], Pierre Claude Francçcois (1761
—1840), fr. politiker og forfatter. Skjønt geistlig sluttet
han sig til revolutionen. 1792 medlem av konventet.
Motsatte sig her dødsdommen over kongen og forsvarte
girondinerne; i rædselstiden derfor fængslet, men
befriedes ved Robespierres fald. Medlem av de 500’s raad
og senere av tribunatet, men fjernet herfra av Napoleon,
hvis planer han stadig motarbeidet. 1807—14 og efter
1830 riksarkivar og likeledes efter 1830 redaktør av
«Journal des Savants». Forfatter av en mængde
skrifter, oftest om samtidens brændende spørsmaal;
hovedverk: «Cours d’études historiques» (20 bda.).
Dauphin [dåfǣ′], titel for tronfølgeren i Frankrike
fra 1349 til revolutionen; opr. navn paa et landskap i
det arelatiske Burgund, Dauphiné, efter en greve som
het Dauphin. 1349 overlot grev eller kong Humbert av
Dauphiné mot en aarlig livrente den franske prins Karl,
senere Karl V, landet, og dette blev nu den sedvanlige
apanage for den franske tronfølger. Paa latin kaldtes
denne delphinus (idet man mente, at titelen d. var
ensbetydende med ordet dauphin, delfin); herfra uttrykket:
in usum delphini, til bruk for d., om lærebøker og
«rensede» utgaver av klassiske forfattere, som
utarbeidedes av prinsens lærere til bruk for denne.
Dauphine, tronfølgerens hustru.
Dauphiné [dåfine′], Frankrike, tidligere provins i
sydøst, utgjør nu departementerne Isère og Hautes-
Daumont—David
Honoré Daumier:
1064
Alpes, størstedelen av Drôme og en liten del av Vaucluse;
20 441 km.² D. deltes i Haut-D. i øst med hovedstaden
Grenoble, et alpelandskap med mange naturskjønheter,
og Bas-D. i vest med hovedstaden Vienne, en slette
som grænset til Rhône. D. er en av Frankrikes rikeste
provinser; hovedprodukterne cr korn, vin, olje og hamp.
— I de tidligste tider beboddes D. av allobrogerne, blev
derefter en del av burgundernes rike, kom ved arv til
Tyskland (1032), men blev av Humbert II avstaat til
Karl av Valois mot en aarlig sum av 120 000
guldgylden. Efter freden i Utrecht (1713) kom D. ind under
Frankrike.
Dauthenday, Max (1867—1918), t.
digter. Hans
debutdigtsamling «Ultra Violett» (1893) viser ham som
en utpræget l’art pour l’art-kunstner av den Stephan
George’ske skole.
store produktion er av
en anden art. I «Maja.
Skandinavische
Komedie» (1911) satiriserer
han over.kunstnertypen.
Har levet i
Skandinavien; har oversat
orientalske digte.
Dautzenberg,
Johan Michael (1808
—69), belgisk forfatter,
var av de ivrigste
Hans senere
en
forkjæmpere for flamsk
sprog og saa i
tilslutning til Tyskland et
middel til dette
formaals fremme. Hans
fornemste boker
«Volksleesboek» som utkom i
1854.
Davalagiri, se
Daulagiri.
Davenant
[dæ′wənənt], Sir William
(1606—68), eng.
dramatiker. Han kom som
hertuginden av
Richmonds page til Jakob
I’s hof og skrev i 1629 sin første tragedie «Albovine,
king of the Lombards». Han har foruten flere
tragedier skrevet et maskespil, «The temple of love», som
opførtes for dronning Henriette. D. blev efter Ben
Jonsons død leder av det kongelige teater, deltok i
krigen paa kongens side, flygtet efter hans død til
Frankrike og blev katolik. Efter restaurationen blev
han hofdigter og skrev som saadan flere skuespil, i
hvilke for første gang kvinder optraadte i de
kvindelige roller.
Davenport [dæ′vənpåət], Forenede Stater, by i Iowa,
ved Mississippi, over hvilken stor smuk bro; 50 000
indb. (1917). Stor industri, tilvirkning av maskiner og
jordbruksredskaper; vældig handel med korn.
Naturvidenskabelig akademi.
David, konge over Israel ca. 1013—973 f. Kr., idet
han efterfulgte sin svigerfar Saul, hvis mistænksomhet
tidligere hadde drevet D. i landflygtighet til den filistæiske
kong Akis av Gath. Efter Sauls død (jfr. D.s sørgedigt
2 Sam. 1, 17 ff.) blev D. først konge over judæerne
(samtidig sandsynligvis filisternes vasal); efter en længere
borgerkrig mellem judæerne og de nordlige stammer
blev hele Israel forenet under D., som efter 7′/2 aar
forla residensen fra Hebron til Jerusalem, hvis borg
Sion han erobret fra jebusiterne og gjorde til en
hovedhelligdom, idet han overførte dit den saakaldte paktens
ark, som tidligere hadde staat i Kirjath Jearim. Nu
To advokater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
