Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1075
dens blik»). Medmindre anderledes uttrykkelig er
bestemt i det for forsamlingen gjældende reglement, eller
andet besluttes av den for det enkelte tilfælde, vil en
taler kunne faa ordet saa ofte han ønsker det. I
Stortinget er nu talernes adgang til at faa ordet begrænset
efter reglementsbestemmelserne av jan. 1908, hvorefter
en taler kun gives ordet to ganger i samme sak
(forretningsordenens § 32). En avbrytelse i den indskrevne
rækkefølge av talere kan en ordstyrer gjøre naar et
medlem ønsker at fremføre en kort berigtigelse eller
en personlig bemerkning. Ved en saadan forstaaes en
indsigelse mot uttalelser som antages med urette at ha
tillagt den protesterende person visse handlinger eller
ytringer. Alle medlemmer skal ha like adgang til at
bli indtegnet som talere, dog kan der undertiden efter
særlig forskrift tilkomme en eller flere personer (f. eks.
ministre i parlamenter, bestyrelsesmedlemmer i
aktieselskaper) ret til ordet forut for de indtegnede talere;
og selv uten uttrykkelig forskriftt kan der ofte være
grund for en ordstyrer til at gi medlemmer som staar
i et særlig forhold til den omdebaterte sak, saadan
fortrinsret. Et medlem som har reist en sak, altsaa en
forslagsstiller, indbyder, interpellant, har stedse, uten
at det behøver at være hjemlet i forskrift, ret til at
aapne d. om den sak han reiser. En taler skal som
regel tale fra sin plads; i flere nationalforsamlinger er
«dog regelen den at taleren skal tale fra talerstol. Ordet
henvendes til forsamlingen eller til ordstyreren
(præsidenten). I parlamentariske forsamlinger undgaar man
som regel i d. at nævne et andet medlem ved navn
og bruker isteden en omkrivning («den ærede
repræsentant fra«. »). Dirigenten har ret til at paatale
at en taler betjener sig av usømmelige eller
fornærmelige uttryk eller bevæger sig utenfor saken. En saadan
tilrettevisning benævnes at «kalde taleren til orden».
Er talerens optræden særlig anstøtelig, eller negter han
at underkaste sig dirigentens opfordring, kan han
fratages ordet, eller der kan i alvorlige tilfælde endog bli
spørsmaal om at bortvise ham fra forsamlingen for
resten av møtet eller en række av møter; i saadanne
tilfælde vil dog forsamlingens samtykke først bli at
indhente. Hvor det er ønskelig at avslutte en d., f. eks.
av hensyn til at tiden er langt fremskreden, kan
dirigenten, i tilfælde efter derom av forsamlingen fattet
beslutning, fastsætte en viss taletid, f. eks. et kvarter,
for hver taler. Forslag om at avslutte en d. kan i
mangel av reglementsbestemmelse herom fremsættes
av ethvert medlem naarsomhelst. Som regel vil dog
en saadan avslutning ikke kunne vedtages med
simpelt flertal, idet det vilde være i strid med al
forhandlings princip ved et magtsprog at stoppe adgangen
for mindretallet til at gjøre sine indsigelser gjældende
«mundkurvlov»). Paa den anden side vil det hyppig
være hensigtssvarende at faa en sak erklært utdebatert.
I de fleste parlamentariske forsamlinger er adgangen
hertil omgjærdet med regler til betryggelse mot
misbruk, saaledes i Stortingets nye forretningsorden (sml.
Cloture, Avstemning). [Litt.: Alb. Heckscher,
«Haandbog for dirigenter» (Kbh., 1893); Axel Svenson,
«Om överläggningar och beslut» i Verdandis smaaskrifter
nr. 5, 10 opl.;: komitćindstilling om reglement for
Stortinget, vedtat 1908.)]
Debay [dəbæ′], fr. kunstnerfamilie. 1. Jean
Baptiste Joseph D., den ældre (1779—1863), billedhugger.
Elev av Chaudet. Byste av skuespillerinden Talma,
rytterstatue av Ludvig XIV i Montpellier (1829), marmorstatue
av Colbert (Luxembourg), desuten antikiserende grupper.
— 2. Jean Baptiste Joseph D., den yngre (1802—
2), billedhugger, søn av foreg. Elev av sin far og
Bosio. Fantasiskulptur («Ung slavinde») ogportrætstatuer.
Debay—Debraux
1076
— 83. Auguste Hyacinthe D. (1804—65), billedhugger
og maler, bror av foreg. Elev av sin far. Plastiske
arbeider: statuer av Cl. Lorrain og Perrault (Louvre),
skulpturerne paa fontænen Saint Michel. Som maler elev
av Gros, frugtbar, men litet selvstændig.
Deberitz, Per (1880—), n. maler, f. i Drøbak, elev
av Zahrtmann i Kbh. og Matisse i Paris. D., som er
en av den unge norske malerkunsts ypperste kolorister,
har væsentlig malt landskaper fra Norge og Frankrike
samt ypperlige aktstudier («Naken pike», 1914).
Debes, Inge (1882—), n. socialpolitisk forfatter, f. i
Kragerø, cand. jur. 1906, sekretær i statens fabriktilsyn
1916—19, sekretær i arbeiderkommissionen av 1918
og i socialiseringskommissionen av 1919. D., som
tilhører det socialdemokratiske parti og redigerte partiets
tidsskrift «Det tyvende Aarhundrede» 1910—18, har
utgit «Nye tider» (1917) og «Social nyorientering» (1918),
samt i tilknytning til sit arbeide i de ovennævnte
kommissioner: «ØJkonomisk demokrati» (1919),
«Utbyttedelingens historie» (1920) og «Socialisering» (s. a.). Fra
1919 har han ogsaa været medredaktør av «Sociale
Meddelelser». D. har desuten oversat en række skrifter
av socialøkonomisk og skjønlitterær art, har bearbeidet
nogen bd. hjemlige og fremmede folkeeventyr, og har
som litterær medarbeider været knyttet til
«Socialdemokraten» og siden 1918 til «Nationen».
Dēbes, Lukas Jakobsøn (1623—75), d. prest i
Thorshavn paa Færøerne, skrev det kuriøse, men dog
vigtige verk «Færøernes og færøske indbyggeres
beskrivelse» (1673).
De Besche, Johan Gerhard (1821—75), n. læge
og bladutgiver. Medicinsk embedseksamen 1843, deltok
1849 som ambulancelæge i felttoget i Slesvig, 1857
livmedikus og blev staaende i denne stilling, fra 1862 som
første livmedikus, indtil 1869. Blev 1863 ved arv eier
av «Morgenbladet», hvis administration derefter optok det
meste av hans tid. D. skrev avhandlinger om militære
lægespørsmaal og hadde indflydelse i sit blads redaktion.
«Morgenbladet» blev efter D.s død overtat av hans
sønner, av hvilke Oscar de B. (1847—1909) blev eneeier
av det 1883. Han solgte 1902 bladet til et aktieselskap.
Dēbet (lat., han skylder; flert. debent, de skylder),
gjæld, skyld (jfr. Bokholderi), smotsat kredit.
Debetside, det motsatte av kreditside; debitere,
anføre som gjæld, betegne som skyldner i bøkerne,
belaste. Debitor, skyldner, motsat kreditor.
Debite′re, de′bitor, se Debet.
Deblokēre. 1. (Jernb.), se Bloksystem. —2. I
boktrykkerkunsten at ombytte blokerte (s. d.) typer (]) med
de rigtige tegn.
Debōra. 1. Rebekkas amme (1 Mos. 35, 8), som fulgte
Rebekka til Kanaan (1 Mos. 24, 59). — 2. Profetinde fra
dommertiden, «en mor i Israel» (Dom. 4 f.). Hun og
Barak av Naftali stamme opflammet israeliterne til kamp
mot kanaaniterne, som blev overvundet. D.s sang (Dom.
5, 2—31), hvori D. og Barak lovpriser Herren for seiren,
er et mægtig uttryk for gammel-israelitisk folkepoesi.
Débouché [debušé] (fr.), utmundingen av et defilé (s. d.)
paa den mot fienden vendende side. En militæravdeling
sies at debouchere frem fra et defilé, naar den
rykker frem til et aapnere terræng og indtar en bredere
formation end det var mulig i defiléet, gjerne for at
gaa over til angrep.
Debra Tabor, Nordøstafrika, Abessiniens tidligere,
nu forfaldne hovedstad, i landskapet Amhara, ca. 55 km.
øst for Tanasjø, 2496 m. o. h. Her ligger nu fæstningen
Samara.
Debraux [dəbrå′], Paul Émile (1796—1831),
populær fr. visedigter. Paa grund av sine angrep paa
Bourbonerne blev han i 1823 holdt fængslet i flere maaneder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
