Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1117
brukskoloni og forbedringsanstalt for unge, løslatte
forforbrydere. Den blev berømt (se Mettray»).
Demīdov. 1. Nikita D. (f. omkr. 1665) var opr.
smed, men vandt Peter den stores yndest og opnaadde
at faa ledelsen av Sibiriens første jernverk, som 1702
blev hans eiendom og kilden til slegtens rigdomme.
D. ophøiedes i adelsstanden.—2. Paul Nikolajevitsj
D. (1798—1840) var 1831—34 guvernør i Kursk, men
er især bekjendt for sin velgjørenhet overfor Moskvas
fattige og forviste i Sibirien. — 3. Anatolj
Nikolajevitsj D. (1812—70), bror av foreg. Foretok store
videnskabelige reiser i Sydrusland, som han beskrev i
et verk. Han var gift med en datter av Jerôme
Bonaparte (skilt 1845). Da han under Krimkrigen skjænket
Rusland en million, utnævntes han til statsraad. I lang
tid var han gesandt i Firenze, hvor han ophøiedes til
«fyrste av San Donato». Likesom broren utfoldet han
en storstilet virksomhet som mæcen og skjænket store
summer til velgjørenhet.
Demijohn [démidžån], se Damejanne.
Demimonde [dəmimõ′d] (fr.), eg. «halvverden»,
uttryk indført av Dumas den yngre som betegnelse for
de halvdannede, halvfine, umoralske og løse eksistenser
som i det ydre søker at efterape det gode selskap (le
beau-monde); folk, navnlig kvinder, av tvilsomt rygte.
Demīr-Basj, «jernhodet» (tyrkisk demir, jern, basj,
hode), en betegnelse tyrkerne anvendte paa Karl Xll
efter hans optræden under kalabalikken i Bender.
Demīr Hissár, Grækenland («Jernborgen»), by ved
jernbanen Dedeagatsch—Saloniki 8—13 000 indb.
Den har et slot, flere moskéer og gamle klippegraver.
Demīr-Kāpu, se Jernporten.
Demissiōn, avsked, embedsnedlæggelse; hjemsendelse
′eller opløsning av militær avdeling efter endt tjeneste,
saavel for kortere som længere tid.
enkelte personer. Demissionēre, nedlægge sit embede.
Demiu′rg (græ.). 1. Haandverker, indbefattende efter
græsk forestilling ogsaa læger og kunstnere. — 2.
Embedsmand i flere peloponnesiske og thessaliske byer. — 3.
Hos Platon (i skriftet «Timaios») Gud som den der har
skapt verden og dannet verdenssjælen.
Demi-vierge [dəmivjǽrž] (eg. halv-jomfru), en ved
sin usunde «verdenserfaring» halvt fordærvet ung pike.
Navnet er skapt av romanforfatteren Marcel Prévost
(«Les demivierges»).
Demmīn, Tyskland, by i Preussen, prov. Pommern,
Demidov—Demokritos
1118
ved d. en statsform som var bygget paa princippet om
at alle frie medborgere hadde like ret til at delta i
folkeforsamlingens avgjørelser, idet denne selv bestemte
over statens anliggender (umiddelbart d.); denne
forfatning blev efterhaanden almindelig i deres byrepublikker.
Men de blev av de tidligere herskende ofte karakterisert
som pøbelherredøgmme (oklokrati), d.s vrængebillede.
Dette fik i Aristoteles (s. d.) en skarp kritiker. Allerede
hos ham stemples flertallets misbruk av magten som
frihetsfornegtelse, og han opstiller som det i hans dage
utskeiende d.s motsætning den tilstand han kaldte
politeia, folkets anvendelse av regjeringsmagten til det
almene vel; han gir altsaa ikke dem ret som vilde
føre magten tilbake til et faatal, til et «aristokrati»
(d. e. eg. efter ordet de «bedstes» styre). Ved det
antikke d. var der imidlertid altid et aristokratisk træk,
idet nemlig det herskende borgerskap stedse under sig
hadde en talrik slavebefolkning, som savnet ikke blot
politiske rettigheter, men alle til personen knyttede
retsgoder. Slaven hadde ingen selvstændig retsdygtighet;
han var sin herres ting. Det virkelige d. forberedes ved
filosofien og nye religionsformer, navnlig kristendommen.
Dennes lære om alle menneskers «brorskap» og dlike
værd for Gud» betegner et radikalt brud med antikkens
opfatning av menneskenes indbyrdes samfundsstilling.
Med den nye læres seier faar opfatningen av d. et andet
indhold. Hertil bidrog ogsaa den fra germanerne
utgaaede indflydelse paa middelalderens statsdannelser og
samfundsorganisation. Det d. man finder hos germanerne
i ældre tid, lignet vistnok det antikke deri at statens
anliggender blev avgjort umiddelbart i folkeforsamlingen
| (til tinge), og at slaveriet ogsaa hos dem fandtes; men
Benyttes ogsaa om ]
det skiller sig fra det græske d. deri at det var et
bonde- og ikke et by-d., og at folkeforsamlingerne hos
de germanske stammer delte magten med en konge.
Middelalderens feudale samfund er imidlertid langt fra
demokratisk; bare i enkelte byer og hos enkelte sekter
finder man i middelalderen virkelig demokratiske
tendenser. I nyere tid har et sterkt kongedømme med
nivellerende tendens i enkelte stater virket til at svække
standsmotsætningerne, og i konstitutionelle stater har
kampen for den like og almindelige stemmeret i løpet
av det 19 og 20 aarh. i de fleste europæiske lande ført
| frem imot et formelt politisk d., rigtignok ikke
umiddelved elven Peene; 12 000 indb. D. har tre forstæder, et ]
gymnasium og en vinterlandbruksskole, jernstøperier,
maskinfabrikker, livlig handel med træ,
landbruksprodukter og uld. »Omtales første gang 1070.
Demobilisēring, hærens overgang fra krigs- til
fredsorganisation efter en krig.
Demografī el. befolkningslæren (ogs.
demologi, populationistik) behandler den paa statistiske
iagttagelser byggede kundskap om befolkningens
sammensætning og lovene for dens utvikling. Se Befolkning.
Demokrāter, polit. parti i U. S. A., se Forencde
Stater, historie.
Demokratī (av græ. demos, folk, og kratein, herske),
folkets herredømme, de «brede lags» overvegt i staten,
folkelig selvstyre, flertalsstyre. D.s historie er
magtkampenes historie i de forskjellige samfund, fra de ældste
virkelig politiske bevægelser opstod og indtil nu.
Utviklingen faar sit præg av at magtens tyngdepunkt, den
avgjørende indflydelse paa statens styre og stel stadig
forskyves, saaledes at den gaar over fra faa til stadig flere
av samfundets medlemmer, men rigtignok med sterke
tilbakefald og svingninger iblandt. Læren om folkets,
d. v. s. borgernes delagtighet i magten, har sin oprindelse
i det gamle Grækenland. Antikkens grækere forstod
bart som det antikke, men middelbart, gjennem
reprØæsentanter. Bare i enkelte stater, navnlig i Schweiz, har
man med et visst held forsøkt at kombinere det
umiddelbare og det middelbare d. ved hjælp av
folkeavstemning, plebiscit og referendum (se disse art.).
Kapitalismens vekst, med den magt den utøver gjennem sine
organisationer og sin presse, og paa den anden side
den magt som arbeiderbevægelsen har naadd frem til,
har imidlertid i de sidste aar reducert betydningen av
det parlamentariske d., bygget paa almindelig
stemmeret, og det er blit klart at uten økonomisk d. er det
politiske d. mere av formel end reel art. Baade fra
konservativt og fra revolutionært hold rettes derfor nu
kritikken ikke bare mot bestemte «demokratiske»
statsformer, men mot selve det parlamentariske d.s princip.
[Litt.: M. Ostrogorski, «Democracy and the organization
of political parties», 2 bd. (London 1902; ogsaai fr. utg.);
Getz, «Om demokratiet» (1885); J. D. Irgens Hansen,
«Demokrati eller almue» (1890); Karl Staaff, «Det
demokratiska statsskicket, 2 bd. (1917).]
Demo′kritos el. Demokri’t (omkr. 460—370 f. Kr.),
græ. tænker og naturforsker fra Abdera. Det berettes
om ham at han gjorde store reiser og bl. a. i
Storgrækenland blev bekjendt med pythagoræerne og
eleaterne. Han utviklet sine tanker i talrike velskrevne
verker, av hvilke vi kun har brudstykker. D. antok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
