Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162
under hernede — ja det var vakkert paa en maate,
det saa han nu og, men nei nei, det var umulige og
unaturlige drømme. Aldrig kunde alle mænd bli
slike helgener at de samtykket i at lægge alle sine
saker, baade smaa og store, md under sine jevnkristnes
dom, altid nøie sig med loven og med at faa sin ret
— aldrig ta sig tilrette selv. Han husket at Haftor
hadde sagt noget slikt ikveld om at disse nye lovene
duget ikke for andet end smaamænd. Og han følte
medett, han var enig med slike som Kolbein og hans
sønner, om saa bare om det ene — han vilde heller
ta sin sak mot dem i sine egne hænder, sætte uret
mot uret, om det trængtes. Han hørte til mellem slike
som Kolbein og Steinfinn og Ingebjørg — og med
Ingunn som hadde kastet sig md i hans favn uten at
bry sig om lov, het og yr av egenraadig elskov —
ikke mellem disse presterne og munkene hvis liv gik
i klar og kjølig regelbundethet, som hver dag gjorde
det samme til de samme tider: de bad, arbeidet, spiste,
sang, gik for at sove og stod op igjen for at ta paa
med bønnerne. Og de forsket i lovene, skrev dem
av og drøftet lovstederne og var uenige indbyrdes og
tok op strid med lægfolket om lovene — alt sammen
fordi de elsket denne loven og drømte om at med
den skulde alle folk tæmmes, indtil ingen mand mere
bar vaaben paa sin næste eller tok sin ret med vold,
men alle skulde bli stille og villige til at høre Vor
Drottens milde nymæle om brødrelaget mellem alle
Guds børn —. Han følte enslags fjern og vemodig
ømhet for alt dette nu og, en agtelse for de mænd
som var slike — men han orket ikke bøie sig under
lov altid, og bare tanken paa at de vilde smyge disse
baandene om ham selv fyldte ham nu. med voldsom
lede. — : :
Det øket hans oprørskjendsel at han dunkelt kjendte
sig viss paa, nu tykte vel de at han var varg i veum.
Biskop Torfinn kunde vel umulig holde av ham længer,
slik som han hadde lønnet hans faderlige godhet. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
