Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 63
alle predikebrødrene hadde set saan paa ham — de
harmet sig vel for han hadde sølt til deres talestue
med mandeblod. Den gamle, sub-prioren, hadde sagt
noget om anger og bod, før han gik ut nu isted. Men
Olav var slet ikke angergiven tilsinds ¦—.
Det fik koste hvad det kostet. Han skulde bare
aldrig ha hørt paa Arnvid, aldrig være kommet hit,
aldrig latt sig skille fra Ingunn —.
Ingunn, tænkte han, og længselen efter hende slog
op i ham som en raadløs pine — hun var da det
eneste menneske paa jorden som han virkelig kjendte
og stod nær. Ingunn, slik som hun var og ikke ander
ledes, vek og egensindig, litet klok, yndig og øm og
varm — hun var det eneste han kjendte rigtig sikkert
og trygt visste hvad var; det eneste av alt han eiet
som han hadde tat og følt paa og eiet og set som
andet end uvirkelige drømme og ord og usikre min
der. Men hun var virkelig som hans egen krop og
hans egen sjæl, og nu skrek han efter hende, lydløst,
mens han krøket sig sammen, skar tænder og knyttet
hænderne saa neglene skar md i holdet. Ved tanken
paa, hvor langt borte fra hende han var nu, og hvor
dan skulde det vel nu gaa til at han fik hende, blus
set al hans attraa efter hende op, saa han kved høit
og bet i sine egne knyttede næver. Han vilde til
hende, han vilde ha hende nu straks, han kunde gjerne
slite hende sund og æte hende op i rædselen for at
nogen skulde rive dem fra hinanden —. Ingunn,
Ingunn, stønnet han sagte —.
Han maatte finde hende. Han maatte jo si hende
hvad som var hændt —- faa vite hvordan hun vilde
ta dette, at han hadde draept brødrungen hendes. Ja
for Einar døde, det var han viss paa, der var blod
mellem dem nu, men, Hellige Maria! hvad kunde det
nytte, naar de to var ett kjøt allerede. Hun holdt
ikke av idisse Kolbeinssønnerne, men frænder er fræn
der, saa hun kom vel til at sørge og graate, armingen
hans — og likevel orket han ikke at ønske det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
