Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøns lykke - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
han kunde drage nordover og hente Ingunn, kjendte
han det paa sæt og vis som han gik og gjorde op
sit regnskap med Gud.
Han hadde selv fuldgod greie paa at det vilde ikke
falde let for ham, naar han kom til Berg for at slutte
forliket med Haftor og ta imot hende av Steinfinns
sønnerne som sin hustru — at vise fuldkommen sindsro
og glade miner. Men det kunde ikke være anderledes
— og at faa hende var det som han selv ønsket, trass
i alt — og saa skulde han vel være mand for at late
som ingenting. Men han kunde ikke verge sig mot
at barndomsminderne dukket op — den trygge visshet
om at de hørte sammen og skulde følges ad altid. At
noget kunde komme mellem dem hadde været saa
fjernt fra deres tanke, saa det hadde aldrig rørt deres
hjerter enten til særlig glæde eller forundring — de
hadde tat det for en given sak, at som det var blit
besluttet for dem, skulde det være. Indtil den som
meren da de sammenslynget tumlet ut av barndom og
uskyld, skræmte, men øre av fryd ogsaa over den nye
sødme som de hadde fundet i hinanden — enten det
nu var ret eller uret at de gav sig hen i den. Ogsaa
da han vaagnet til at frygte og trodse alt og alle som
vilde gripe md i deres skjæbne, hadde han været fuldt
ut viss paa, at tilslut skulde de to vinde sin sak.
Disse minder kunde komme paa Olav braatt, og smerten
stinget som et knivshugg. Nu gik den drømmen frem
— men anderledes end han hadde tænkt at det skulde
bli. Og huske sig selv fra den tiden, det var som at
huske et andet menneske han hadde kjendt — en gut
saa grænseløst godtroende, at han baade ynket og for
agtet ham og misundte ham sviende vondt — et barn
hadde han været som ikke skjønte svik, hverken at
han selv eller andre kunde svike. — Men for denne
svie i sjælen visste han at der fandtes ikke mere end
ett raad — han fik skjule sit såar slik at ingen,
og hun sisst av alle, fik se han bar paa et hemme
lig såar.
2 — S. U. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
