Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøns lykke - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Det sa jeg til ham, men da blev han saa hvit og rar
i ansigtet, saa jeg blev rent fælen, og han svarte:
«Jeg mener du har ret, frænde. Men nu er det for
sent.» Og alt det jeg bad og talte for ham, saa var
det som at tale til stenen i berget. Nogen dager efter
spurtes det at Jon paa Stein, Herdis’ husbond, var
død.»
Olav Audunssøn for op i skindhiten — stirret for
færdet paa den gamle, men sa intet. Olav Ingolfssøn
laa litt, saa sa han sagte og besværlig:
«Han var paa hjemveien fra et stevne, hadde været
borte hjemmefra om natten, og to av hans egne, tro
faste mænd var med ham — han faldt ret ned i vei
kanten, døde straks efter. Jon var gammel og svak
— Gud vet at jeg tror visst, hverken Herdis eller Tor
gils hadde skyld i dette. Men du kan vel tænke at
der blev sagt saa ymse, da det spurtes at Torgils
vilde gifte sig med enken. Olav Ribbung sa han øn
sket at Bessessønnerne hadde hugget ned Torgils før
dette kom paa, og han sa, at saa længe som Astrid
sat ugift i bygden med Torgils’ søn, saa vilde han
ikke taale at Torgils krænket hendes frænder endda
værre og egtet nogen anden. Men var det sandt at
hans søn hadde endt med at elske en gift kvinde, saa
vilde han be Gud selv slåa Torgils med den haardeste
straf, hvis han nu ikke vendte sig fra sit syndeliv,
gjorde bod og skilte sig fra horkonen. Og før Tor
gils skulde faa egte hende, før vilde faren binde ham
som en galmand —.
Ikke længe efter døde Herdis braatt. Jeg var hos
Torgils da budet kom —. Men jeg kan ikke si dig,
hvordan Torgils blev — først blev øinene hans saa
store, saa jeg har aldrig set slikt, og saa drog de sig
sammen, og hele manden skrumpet md og falmet.
Men han sa intet, og i de dagene som fulgte gik han
omkring og skjøttet sit embede som ingenting var
hændt — men jeg kjendte at noget var i gjørningen,
og naar ikke jeg var i kirken, veg jeg ikke fra hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
