Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Veiskillet - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
paa ret eller uret, da han tok efter sin unge brud, ør
og vild av attraa efter at eie hendes fulde sødme og
ynde — han hadde ikke tænkt mere end et barn
tænker som griper efter alt det ønsker, uten det ænser,
naar det springer frem, om det kan falde —.
Bak sine lukkede øienlaag saa han en kløft i en
ur, der randt en bæk under stenene i bunden, røde
gjeitskor stod og svaiet opover i styrtningen. Foran
ham gik Ingunn; han saa hendes lange myke ryg
i den røde kjortel, hun gik og flettet sit svære
mørkegule haar, og hun tyktes ham saa vakker saa han
gik efter hende som trylt. Fremme i skaret stod de
ranke graner opefter bratte bergvæggen, og paa
sommerluftens lyseblaa let utenfor tjeldporten kunde han se,
der fremme stupte aasen bråt ned. Han gik bakefter
og saa paa hende, med sind og sanser fyldt av
hemmelige minder om deres møter i buret om nætterne, av
stolthet, fordi han hersket over hendes deilighet. Og da
de kom til der skaret slutter, og Mjøsen ligger dypt nede
under skoglandets mørklodne hauger — der var en liten
græsbakke mellem store, klapprende ospetrær — sprang
han efter, tok hende ind til sig bakfra, snudde hendes
ansigt ind under sit eget. Hendes var blekt, dugget
av varmen, straks han tok i hende merket han hun
blev vek og skjælv av sin evige dyre-blide godvilje —.
Dette var før han visste at Steinfinn maatte dø, og før
han nogensinde hadde hat en anelse om at noget
menneske kunde mene, avtalen om ham og hende
ikke var ubrytelig bunden handel —.
— I alle disse aarene hadde han aldrig vaaget at
huske like tilbunds, hvordan det hadde været,
ingenting at sanse uten ungdommen i sig selv og alverdens
fagerhet i en ung mø. — Længselen strupte ham og
gjorde hans øine glohete indi hulerne.
Olav reiste sig og lot armene falde. Han stirret
frem mot den flik av stjernehimmel som hvælvet sig
fløielssvart og guldstøvet over det vildfremmede land,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
