Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
hvirvlet av takene deroppe; utenfor skimtet fjorden,
mørkeblaa i solgangsvinden. Hver sten paa stien og
hvert straa i akeren var hans og han elsket det.
Der laa badstuen, litt for sig selv nede i engen,
og den store laaven ovenfor. Han red opfor den lille
bratte kneiken som var saa vond at vinde op over
med slædelass, naar der ikke var sne. Og nu slog
hestehoverne mot tunets svaberg.
Ut av setstuens dør traadte hans far, fulgt av
søsteren. Faren var helgeklædd, i fotsid grøn kjortel
med sølvbelte om midjen, han gik sønnen imøte rank
og værdig. Han var nyraket og nykjæmmet, om det
firskaarne, stengraa ansigt med de blodsprængte
lyse-blaa øinene bruste hans vakre haar. Det var
fuldkommen isgraat nu, med drivende gulhvite flaker
op-paa i lokkernes myke bølgefald. Eirik hadde altid
tænkt sig Gud Fader den Almægtige i sin fars lignelse.
Han var den vakreste og mandigste mand i verden.
Han var det nu og, endda han var blit graakollet, og
den høire siden av ansigtet var som indslaat og kindet
krympet og furet paa kryss og tvers av det svære
arr. De to unge mænd sprang av hestene, Eirik tok
imot og kysset paa farens fremstrakte haand.
Saa hilste Olav paa Jørund og bød ham velkommen.
Cecilia traadte frem. Hun bar det gamle
drikkehornet i begge hænder, og hun ogsaa var klædt til
fest med utslaat haar som skinnet om det lille tætte
ansigt. Hun stod der, uviss saa hun fra den ene til
den anden av de to unge mænd, saa nikket faren:
sønnen i gaarden skulde hun byde først.
Det strømmet ind over Eirik som den sisste,
fuldkomne fryd — dette var hans søster! Rank og ung,
fager og frisk og skjær som de unge ridderdøttrene
han aldrig hadde kunnet nærme sig — og her møtte en,
den vakreste, lyseste av alle ætstore ungmøer ham i
stuedøren hjemme; det var hans egen søster.
«Gjesten først, søster min,» sa Eirik glad, og Cecilia
hilste Jørund, drak ham til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
