Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85
Eirik skottet bort paa faren, forlegen. Olavs mine var
kold og uvenlig nu. Likevel sa han: «Hun er ikke
saa glad og let i sindet, min søster, som hun skulde
være — efter alderen.»
Olav kunde ikke bare sig, endda det bød ham
imot at spørre om det:
«Har hun klaget sig — for dig?» spurte han
mistroisk.
Det var Aslak han hadde tænkt paa. Men Eirik
svarte:
«Jeg tror hun undrer sig over det at hun ikke har
hørt mere til Jørund.»
Olav tok haardt i det han holdt paa med, men sa
ikke noget.
«Har du ikke hat noget bud fra dem ?» spurte Eirik
tilslut.
Olav sa:
«Vet hun at Jørund —? Ikke rettere end jeg
mindes bad jeg dig si til vennen din, jeg krævet at
han ingenting ymtet om saken til barnet, før den var
meget længer fremkommet. Umandig og litet
hæderlig vil jeg kalde det, hvis han har talt til saa ung en
mø, inden frænderne hans og jeg var kommet til
enighet.»
Olavs tone var saa fuld av foragt, saa noget av
Eiriks gamle staldbroder-kjærlighet til Jørund kviknet
i ham:
«Sagt noget har han vist ikke. Men har to unge
faat godhug til hinanden, saa kan det vel ikke skjules,
saa ikke den ene vet om den anden —»
Olav arbeidet i taushet.
«Jørund —!» sa han med ett, saa barsk og saa
haanlig, saa Eirik turde ikke spørge om noget, da
faren taug igjen.
— Ikke ett aar var det siden at Aslak sa de
samme ordene — slikt kunde ikke skjules. Da
hadde han gaat og holdt øie med sin datter, ræd for
at hun skulde sørge formeget efter Aslak. Men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
