Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
hadde han da trygt kunnet spare sig for. Det var jo
godt og vel at hun ikke hadde tat det tyngre end at
det nu var Jørund — saa kom hun vel over den
sorgen med. Hun var jo næsten bare barnet ogsaa —.
Og likevel kjendte Olav det som en skuffelse at hans
datter kunde være saa snar til at glemme.
Eirik vilde seile ind til klosteret før paasken —
nu kunde han ikke finde ro i sin sjæl, før han hadde
faat ta op sit munkeliv.
Det hadde været Olavs mening at følge sønnen
ind. Men saa blev han syk. Han hadde faat et
indvendig mén i kampen ved Frysjubro; dengang hadde
han lagt litet merke til det, men fra tid til anden
meldte det sig med blodgang og brækninger av svarte
blodlevrer. Denne gangen maatte han lægge sig
tilsengs. Men Eirik kunde ikke bie. Saa lovet han
at sende faren bud i god tid, naar dagen blev fastsat,
da han skulde indklædes.
Den morgen da han stod reisefærdig gik han ind
i kleven for at ta avsked med sin far. Han knælte
foran sengen og bad sin far om hans velsignelse.
Olav sa:
«Det vil jeg be dig om, Eirik, at du nu lærer
of-ficiet for de døde og sier det hver uke for din mors
sjæl og for far din.»
«Det lover jeg dig. Saa meget som jeg kan, skal
jeg be for mor og for dig.»
Olav svarte sagte:
«For far din skal du be. Men mit navn skal du
ikke nævne.»
Inderlig bevæget over farens ydmyghet kysset Eirik
hans haand.
Hos minoritterne fik Eirik Olavssøn den kjærligste
mottagelse. Og saa ivrig var han nu, saa han kunde
ikke bie til over helgen; han tok paa med det samme
at søke undervisning hos brødrene om det nye liv, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
