Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
som blev lagt paa ham end om han selv søkte op
aldrig saa mange efter sit eget tykke. Og det kunde
like godt trænges at han blev god klerk, om han
skulde være lægbroder; deres far, Sankt Fransiskus
selv, hadde aldrig villet være andet end lægmand, og
fra først av hadde han ment at stifte sin orden som
et lag av bare lægbrødre.
Eirik hørte sagtmodig paa novicemesterens tale,
nævnte aldrig siden saken, men sturet længe efter.
Og saa tok det til at høstes.
Der var ikke mere de kunde gjøre i hagen.
Erte-halmen laa i vaser paa de frostskrumpne graa senger,
og det nedfaldne løv under frugttrærne blev hvittet av
rim. For længe siden hadde munkene tat i bruk de
smaa lygter, naar de gik til ottesang i kirken. Fra
den vesle smule varme som fandtes under leiets tynde
tepper var det at staa op i dormitoriets kulde og ned
i korsgangen, hvor den raa frostrøk bet i næsen, isnet
opover de nakne lægger. Tæt som uld laa
vinterskodden over klosteret; straks en kom ut i den, syntes
den trænge sig indpaa og dimme den lille haandlygt.
Men inde i kirken var det koldere end koldt.
Eirik frøs, saa han syntes hjernen klaket inde i
skolten paa ham. Han skjønte ikke ett ord av det
som han læste i officiet, for han frøs, saa han
orket ikke tænke paa, hvad det tydet. Taaken
trængte ind i kirken og; lysene ved korstolerne lyste
i skodde, og brødrenes aande stod ut av deres
munder som hvit røk. Men nede i skibet ruget nidmørke.
Nu gruet han sig til de to morgener han hadde
faat lov til at bli igjen efter ottesangen for at be
alene. Stivnet av kulde laa han med øinene stivt
fæstet paa den lille lampen som lyste foran
sakraments-huset. Bak sig sanset han det øde, mørke kirkerum
med gravhellerne i gulvet. Like utenfor korbuen laa
sira Hallbjørn — og Eirik kunde ikke bli kvit den
tanken: hvis den døde prest skulde vise sig for ham
en morgen. Om han snudde sig nu og fik se sira
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
