Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Hallbjørn staa bak sig med blodet silende fra den
knuste hodeskallen nedover det bleke, bensterke
aasyn, messehagelet som han var blit lagt ned i
flekket av blod —.
Indimellem hørte han en sagte mumling fra en
en eller anden av de brødrene som var blit igjen
herinde sammen med ham. Men for det meste laa de
aldeles stille. De hadde levet dette livet i aarevis,
sommer som vinter, og det var som om baade
sommermorgenernes underfulde herlighet og vinternætternes
øde gru neppe rørte dem længer.
Han fristet at holde sig fast med alle tanker
samlet om sakramentshuset. Men selv denne løndom
skræmte ham nu mere end den trøstet ham — at
Gud selv hadde latt sig slutte inde i dette vesle malte
trætaarn og var der. Vidvaaken, med legemlig
substans, aand og sjæl fyldte Han kirken, saa ind i hans
eget syndige hjerte og saa hans mod som sank, saa
alt som rørte sig i alles hjerter — og i sin Guddoms
almagt vaaket han over hele dette vinterland, fyldte
alle rummene: det iskolde kloster — og kaupangen
og fjorden og heimene langs de frosne strender — og
Hestviken, Rundmyr, Konungahella — alle steder
han kunde tænke paa. I sommer, naar han knælte
her og kjendte den fulde sødme ved det at kunne
tale med Gud saa nær, da hadde det været fryd
efter fryd at vite, fra Guds legemlige nærvær i
sakramentet gik han ut i Hans usynlige nærvær alle
steder — i solskinnet som fyldte korsgangen utenfor,
bakte mulden borte i hagen saa de unge skudd tøiet
sig fra morgen til kveld, silte ned gjennem
løvkronerne — mens byfjorden og øerne utenfor og
skoglandet omkring laa svøpt i solyl. Men nu da
vinteren knuget verden, blev det bare uhyggelig — som
han ante den vældige og lydløse kamp mellem Krist
og Satan, livet og døden i beltespænding. Alle
synlige og sanselige ting blev til bare livløse smaasaker
som rugget under den rasende kamp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
