Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Vinteren - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
ikke si det, hvis dere siden sier mig — for en gang
til orker jeg ikke tro det —.»
«De har fundet drapsmanden, far. Det er Anki.
De arme fattige folkene var blit saa rædde saa de
rømte med sine børn og alt sit, gjemte sig indpaa
skogen ved Kaldbækken. Men sent paa kvelden i
søndags kom Anki ned til Rynjul, bad Una bli med sig
til Gudrun. Vesalbarnet, hun var død alt, da Una
kom frem. Saa sendte hun bud hjem, og Torgrim
kom selv opover med mændene som skulde føre likene
til bygds. Da fandt de baade dolken og Jørunds
trøie-søije i mosegropen under Gudrun. Arnketil negtet
intet — tyktes snarere at være glad det kom op, sier
Torgrim — de skulde vite, børnene hans laa ikke
uhevnet.»
Olav stod og ravet saa underlig; der kom nogen
kvalte rallende lyd over hans læber, og de var blit blaa,
ansigtet blaanet. Saa faldt han som et træ blaaser
overende.
Eirik kastet sig ned ved siden av den fremmede
munk som alt holdt paa at løse klærne i halsen, lempe
overkroppen op i sit fang. Farens ansigt var mørkt,
det gule og blodsprængte hvitøiet viste under
lokkene, pusten skraslet. Eirik skjønte ikke uttrykket i
munkens ansigt — en fortvilelse eller gru som han
kjæmpet for at tvinge tilbake — men det øket
sønnens angst:
«Dør han —?»
«Nei,» sa den anden heftig. «Hjelp mig og ta i,
saa vi faar baaret ham ind.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
