Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Indledning.
Tarvelighed. Før drak man Hornet ud til Bunds,
nu nipper man til Bægre, og det er en Uvane,
»som vil bringe Landet, sent eller tidligt, i
Aftagende«. Men Bjørn har dog mere end de gamle
Former, han har virkelig den gamle Kæmpeaand i
sig. Da Olaf den Helliges Skikkelse kommer
skridende ned igennem Kirken, raaber han: »Blotter
eders Hoveder! . . . Den er en Stimand, som
forskrækket flyr for Olafs Aand«.
Ærkebiskop Erland er et Følelsesmenneske.
Han afskyr de kolde kloge Hoveder og tordner
mod det, man kalder »Statskløgt«, »denne Satan,
rig paa alle Laster . . . der forraader Uskyldighed,
som Judas, med et Kys«. Som ung har han elsket
og tabt (den Kvinde, der senere blev Vilhelms
Moder), og denne Oplevelse gør ham forstaaende
over for Kærligheden og dens Krav. »Den er en
ufrisk1) Mand«, erklærer han, »som aldrig kendte
til Kærlighedens Styrke«. Hans Medfølelse med de
elskende bringer ham endogsaa til at laane
Vilhelm den hellige Olafs Sølvmorskaabe og Jernspyd.
»Det er ingen Synd«, siger han, »Gud vil tilgive det
rene, det uskyldige Bedrag«.
Axels Ven, Tyskeren Vilhelm, er en underlig,
gaadefuld Skikkelse. Han er Frugten af »et usaligt
Ægteskab« mellem Erlands Ungdomselskede, den
ædle milde Eleonora, og den kolde barske Rudolf,
som hun blev tvunget til at ægte. Derfor er der en
sælsom Dobbelthed i hans Natur. Han skildrer sig
selv i følgende Ord:
Sælsom er min Natur og halv en Uting;
tilsammensat af stride Elementer,
l) I Visen staar »ufrist« (jfr. S. 14).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
