Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORORD
Da jeg som Barn boede om Somrene paa „Gamle
Bakkehus", voksede der i vor Have en Gruppe Popler (Fig. 1),
der gjorde stærkt Indtryk paa mig ved deres Højde og forekom
mig næsten lige saa høje som det højeste, jeg kendte:
Rundetaarn. Da jeg ytrede dette til min ældre Broder, — der senere
som frivillig Menig blev dødelig saaret ved Als’ Erobring, — lo
han ad mig og sagde, at det troede han ikke; men vi kunde
jo maale dem. Denne Tanke var aldrig faldet mig ind, og jeg
svarede betænkelig, at saa langt et Stykke Sejlgarn havde jeg
ikke, og jeg var desuden bange for, at de øverste Grene ikke
vilde kunne bære En, da selv de nederste var skøre.
Han lo igen ad mig og sagde, der behøvede ingen at krybe
derop, vi kunde maale dem hernede fra. Da jeg forbavset
spurgte: Hvordan? fortalte han mig, at Præsterne i det gamle
Ægypten havde maalt Pyramiderne, selv om disses Sider var
ganske glatte og ikke Trappetrin som nu, paa den snilde
Maade, at de blot maalte Skyggen af dem paa den Tid af
Dagen, hvor deres egen Skygge var lige saa lang som de selv.
Dette gav mig meget at tænke paa, og jeg mindes endnu
min Fornemmelse af Forundring og lidt Uhygge ved, at
Skyggen skulde gælde ligesaa meget som en selv. Det var heller
ikke let for mig at faa fat i min Skygge, den krøb straks
sammen, naar jeg bøjede mig ned for at maale. Lang,i om længe
fik jeg den dog narret, ved at stille mig op med et Riveskaft
ved Siden, sætte Kridtstreg paa dette, hvor mit Hoved endte,
atter staa ganske stiv og med eet lumskelig give Slip paa
Riveskaftet, saa det faldt henad min strunke Skygge.
Da jeg endelig havde fundet den nogenlunde rette Tid for
min egen Skygges Længde, skulde jeg i Lag med Poplernes.
Men her vilde Uheldet, at hvergang min Skygge var villig til
at vise rigtigt, viste Poplernes forkert. De stod i Haven syd
for Huset, og hver Gang de skulde maales, kastede de ikke
Skyggen ned ad den lange lige Gang med Stikkelsbærrene
Bakkehus og Solbjerg 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
