Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturen" .
71
tidernes Gang styrede den med fast, men kærlig Haand altings
Liv, lærte Planterne at spire, udfolde sig, blomstre og gaa til
Hvile, Dyrene at mætte sig, formere sig og sove Vintersøvn,
Menneskene at arbejde paa Jord og Hav, saa og sejle, høste og
vende hjem med Ladning for betids at gaa i Vinterhjem. Ydmygt
og forstandigt at indse dette, og rette sig herefter, var at være
from.
Som det vil ses, gjorde denne Forklaring paa, hvad Naturen
var, et Overgreb ind paa det tidligere Kongens og Kirkens
Omraade. Men, efter den nye Opfattelse, med Rette. Thi
Naturen besidder større Magt end Kongen: Regn, Blæst, Sne, Lys
og Mørke, Velbefindende, Sygdom, Død rammer saa vel
Kongen som Stodderen. Alle er lige. Og den sande Fromhed
bestaar ikke i at fremsige tomme kirkelige Ord, men i Handling
og Adfærd at rette sig efter Himlens Tilskikkelser.
Det var dette Naturbegreb, der var de dannedes i Datiden.
Naturen lærte Rahbek, at det var skønt og godt at sprede
Oplysning. Den lærte, at alle var lige og burde være Venner. Den
lærte at elske Blomster og de dertil svarende blandt
Mennesker: Digtere og Skuespillere. Den skænker Glæde og lædsker
den tørstige Sjæl, Plantens som Menneskets. Planten drikker
kun Vand, Mennesket foretrækker stundum en Drik,
sammensat af alle fire „Elementer".
Dette Datidens Naturbegreb er smukt og almenfatteligt
udtrykt i Thaarups Digt:
I Dalens Skjød en Hytte laa
Ved Bredden af en Kilde.
Dens Væg var Ler, dens Tag var Straa,
Dens Hegn var Roser vilde.
Dens Ejers Lod var Fattigdom,
Dog var han glad, thi han var from.
Ejeren, fortælles der videre, ægtede sin Brud:
Hun var saa arm og god som han,
Og derfor tog han hende.
Kun Tak til Gud, ej Klage lød
Ved Kildevand og sparsomt Brød.
De blev enige om, at de trods deres Fattigdom alligevel
kunde lindre andres Nød, og bestemte sig til hver Vaar og
Høst at plante et Træ ude paa en Hede, hvor den trætte
Vandringsmand maa om Ly forgæves lede.
Knap gryer den næste Morgenstund,
De fro til Arbejd ile.
Nu staar en sval og løvrig Lund
Til trætte Vandrers Hvile.
Der lagde man og deres Ben.
Men der er ingen Mindesten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>