Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamma Rahbeks Forstaaelse med Naturen.
77
Have. Hun fornam en Gensidighed, en Følelse af indbyrdes
Forstaaelse, som fyldte med Lykke. Det var ikke blot
Arbejdsglæde, som hun kendte den fra at låve en Papæske færdig,
sætte sig ind i en sproglig Vanskelighed og overvinde den. Der
var noget hemmelighedsfuldt, saliggørende ved den, som en
Moders første Fornemmelse af Fosterets Bevægelse, Liv i Liv,
eller Lønnen for en gennemvaaget Nat, et Par smaa Arme om
ens Hals, et Mælkekys og et lysende Smil i to klare Øjne.
Jo mere erfaren nun blev i sin Havekunst, des mere
paatrængte det sig hende, at der var en skjult Forbindelse mellem
Planter og Mennesker. Ikke hos alle, i hvert Fald kun
bevidst tilstede hos visse udvalgte. Ganske som mellem enkelte
Husdyr — Hunde, Katte, Heste, Fjerkræ o. s. v. — og
Mennesker, hvor begge Parter i et Nu fornemmer hinandens
Tilstedeværelse i samme Rum og fyldes derved enten af Glæde
eller af Modbydelighed. De, der føie Samglæde, er i Stand til
herved at drive det langt videre i Fremgang og Udvikling end
andre.
Som Planteven mærkede hun, at de under hendes Pleje gav
sig ligesom villigere hen. Hun havde, som det hed, en lykkelig
Haand. Men det var mere end blot Haandelag, naar det
lykkedes hende at fremdrive en ny, fyldigere, skønnere Art, faa en
Podning til ret at lykkes, en halvvissen Stikling til at trives.
Der krævedes ikke blot Haand hertil, men sjælelig Omhu,
Aand, i hvert Fald Forstaaelsens og Hjertevarmens Aande. Al
saadan Naturens glade Trivsel under forstaaende Pleje var en
Slags gensidig Kærlighed. Hun opelskede Haven paa
Bakkehus.
Ved denne sin indvundne Erfaring var hun ad ren praktisk
Vej vundet forud for, eller dog paa Højde med, Steffens og
de andre af den yngre Skole, der nu forkyndte en
Naturforstaa-else under dybere Former end hidtil og strejfende ind paa det
Mystiskes Grænser. Hun var saa lidt imponeret af det nye,
de bragte, at hun tværtimod af egen Erfaring i det smaa følte
sig i Stand til overlegent at falde dem i Flankerne, naar deres
Begejstring tabte sig i tomme Ord og Klingklang. Ganske
ligesaa naar denne nye Naturforstaaelse omsattes i Digtekunst.
Hun forstod sin Svoger Adams varme Følelse og Evne til
ligesom at gøre alle Naturens Farver dybere og stærkere, som nu
blot de smukke, malende Ord ved Botanikeren Wahls Død:
Floras Elsker ejed intet Guld.
Uden Zirat var den sorte Tilje.
Gyldne Gyldenlak, vær du da Guld!
Vær du Sølv, du sølverhvide Lilje!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
