- Project Runeberg -  Bakkehus og Solbjerg. Træk af et nyt Livssyns Udvikling i Norden / Første Bind /
84

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

84

Meningen med Johan Ludvigs Besøg.

for eller imod? Aarene havde lært ham at tænke med
Beundring og Deltagelse paa sin Fader. Han beundrede den Fasthed
og Karakterstyrke, der havde ledet ham til ikke at vige overfor
Statsmagten; og med inderlig Deltagelse havde han ofte udmalt
sig al Landflygtighedens Byrde og Pine, som Faderen nu i
Tavshed og ensom bar.

Alle disse Tanker havde ofte, ikke mindst i den sidste Tid,
sysselsat ham. Turen ud til Bakkehus var saa lidt alene for at
faa Stykkets Skæbne at vide. Nej, Stykket selv var fra første
Færd i sig selv Turen til Bakkehus. Til Grund for det laa
Indtrykkene fra, da han med Kamma havde studeret
Stjernehimlen. Og i Stykket forekom, som dets egentlige Kærne, den
Sang, som han af sit inderste Hjerte havde digtet baade om
Tycho Brahe og sin egen Fader.

Der forekom heri Verset:

Og han sagde : Fædreland!
Sig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt, hvad Verden veed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære ;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.

Dette maatte Rahbeks kunne forstaa. Stykket selv var en Tak
og en Afbigt til dem begge. Kamma maatte deri kunne
genfornemme hine for ham uforglemmelige Timer. Og begge maatte
de af Sangen kunne mærke, at Sønnen nu — uden derfor at
svigte sin Moder — var enig med dem i at elske og beundre
sin Fader.

Han længtes efter at faa bragt dem denne hemmelighedsfulde
Hilsen. De vilde, de maatte kunne forstaa den. Og i den blotte
Forstaaelse laa, at de tre var enige, og Fortiden tilgivet.

Stykket var da mere end blot et Paaskud for at gaa til
Bakkehus. Det var selv Gangen dertil, og dens sikre Udfald,
Forsoningen.

Intet Under, om hans Spænding var stor, da han vandrede
derud. Thi nærved set, var hans Opgave meget vanskelig. Han
skulde faa udtalt: „Tilgiv, at jeg i sin Tid løb herfra; nu er jeg
her igen, thi vi er enige om min Fader. Men iøvrigt agter jeg
heller ikke nu at komme her oftere, thi vi er fremdeles uenige
om min Moder". Og alt dette uden at nævne Faderens, endsige
Moderens Navn. Der krævedes al hans diplomatiske Evne til at
udføre dette Hverv. Han maatte være, hvad han som Barn

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:20:45 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bakkehus/1/0094.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free