Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Ludvig Heiberg.
83
Og hun fik Brug for slig styrkende Kur, ikke blot i
mangehaande andre Forhold, men især imod Savnet af sit Barn, Johan
Ludvig, som hun havde elsket af hele sit Hjerte, men som ikke
havde forstaaet dette. Ikke sendt hende saa meget som et Nik
til Tak. Men Kærlighed kan taale alt.
12.
Endelig i Efteraaret 1813, ni Aar efter sin Flugt fra
Bakkehuset, viste Johan Ludvig Heiberg (Fig. 27) sig paa ny. Den
ydre Anledning var, at han i Sommerens Løb havde skrevet et
Syngespil, „Tycho Brahes Spaadom", som han havde indsendt
til Direktionen for det kongelige Teater for at faa det antaget
til Opførelse. Det cirkulerede nu til Gennemsyn hos
Direktionens tre Medlemmer, af hvilke Rahbek var den ene.
Utaalmodig, som enhver ung Forfatter, — han var kun 22 Aar gammel,
og dette var hans første offentlige Arbejde, — faldt det ham
svært at vente paa Svaret. Da dette ikke kom til ham, gik
han selv ud til Bakkehuset for at faa dog blot lidt derom at
høre.
Man vilde bedømme ham ubilligt ved at gaa ud fra, at han
kun havde denne ene, egoistiske Bevæggrund til Besøget. Han
var klar og skamfuld over sin Uret mod de to Beboere. Endnu
en Snes Aar efter skrev han herom til Rahbek, ved Kammas
Død: „Ingen var mere forpligtet til at plante en Blomst paa den
kære Afdødes Grav end jeg, hvem hun i min Barndom har vist
Velgerninger, og siden, med kærlig Forglemmelse af enhver i
hin Tid forefalden Drengestreg, har vedbleven at beære med
sit Venskab." Han har uden Tvivl selv ønsket og længtes efter
en Lejlighed til at faa sin fordums Hensynsløshed tilgivet. Men
Formen herfor var ikke let. Han billigede jo selv fremdeles det
Valg, han dengang havde truffet mellem sin Moder og Fader.
Han boede i hendes og Gyllembourgs Hjem og vilde mindst af
alt nu gøre et Skridt, der kunde — om end blot syne — som
en Indrømmelse og kaste Skygge paa hende.
Paa den anden Side: Hvor havde ikke Rahbek og især
Kamma vist ham Godhed, da han var Dreng! Hun fortjente anden
Tak herfor end den bratte, uforklarede Afbrydelse. Vidste hun
blot, hvor tidt han endnu taknemligt mindedes hende og
deres fælles Sysler, da de læste Spansk sammen, og hun lærte
ham Stjernebillederne paa Bakkehusets dybe Aftenhimmel. Og
hans Fader endelig! Var ikke Sønnens eget Syn paa ham nu
vidt forskelligt fra, da han som Dreng kun kendte enten—eller,
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
