Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bakkehus-Navnene.
129
i vort Hjerte finder dem af dem, vi ikke fuldt forstaar,
noget ubetydelige. Bag Heibergs Navne „den vidunderlige" og
„den spanske" laa, som vi har set, gemt en dybere Sum af
Glæde og Smerte, end den deres rent udvortes Tydning
for-raader. Den brave, retsindige gamle Oehlenschläger, Digterens
Fader, kaldtes — efter sin fremmede Udtale af „Publikum"
som „Paalekom" — for „Paale" og Sønnen i den Anledning
„Paale-Kompot". Begge Navne forekommer os lidt flove. Men
Sønnens skifter Indhold og bliver rammende, naar man
henfører det til den Tid i hans Ungdom, da Kamma lo ad hans
Lyst til at tage sig ud og gøre alting bedre end godt. Hans
senere Navn „den udøbte Adam" er mesterligt. I Forening med
Mynsters „Onkel Job" — ikke blot tomt en Forkortelse af
„Jacob", men efter den gammeltestamentlige Skikkelse — aabner
det Indblik til den Tid, da Kamma stod tvivlende overfor det
store Spørgsmaal, om Forholdet mellem Livets Skønhed og
Livets Smerte.
Om et Navn endelig som Rahbeks „Egernet" gælder vistnok
det samme. Det er fortræffeligt, hvad Lighed angaar. Det maler
den rødlødede, tykpelsede Rahbek med de vevre Lader, det
opvakte Blik, den mimrende Mund, idet han næsten altid tyggede
paa Kanarifrø. Men dog skimter man bag det en Afstand —
med Skuffelser, Savn og Afkald — mellem den unge Hustru,
der fuld af Beundring gav ham sin Haand, og den, der prøvet
i Livet, resigneret og pligttro tog det i Brug som daglig
Benævnelse for den ene af de to i Studerekamrets uryddelige
Bur, Rahbek og Kanarifuglen.
Bakkehus-Navnene danner en egen Bestanddel af Minderne
fra hine Dage. Men de har lidt mest af Tiden. Deres engang
saa levende Billedbog og Billedsprog er falmet og blegnet. De
ligner nu de slidte, halvt ukendelige Silkesting paa Laag og
Sider af de faa af Kammas smaa kuffertformede Æsker, der er
naaet ned til Nutiden. Men dog har de eet Fortrin. De er
virkelig Sager fra hin Tid. De er som et hengemt, visnet Herbarium
af Bakkehushavens Blomsterflor. Falmede, indtørrede,
tilsyneladende blot grimme Omrids af bortdødt Liv, skræmme og
frastøde de ved første Øjekast. Men ejer man Taalmod og
livs-varm Indbildningskraft, saa lønner det sig at se nøje paa dem
og lægge Øret til og lytte — gennem en gensidig Forstaaelses
milde Hjerteslag vender da Saftløb, Former og Farver et
Øjeblik tilbage, og som til Lyden af et gammelt Klavers spinkle
Toner stiger da i et kort Nu en Kvindeskikkelse frem. Skøn
som ung, betagende som gammel. God, klog, sand, beskeden,
skælmsk. Langt fra at ville være aparte, en Fjende af al Usand-
Bakkehus og Solbjerg 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
