Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Stridens Betydning.
Teologer i sit Hjerte rummede en lille Pave, der understod sig
til i kirkelige Spørgsmaal at ville tilrane sig, hvad kun tilkom den
enevældige Konge af Guds Naade. Bedst maaske, om hver af
Parterne fik en alvorlig Tilrettevisning.
Dette var omtrent de forskellige Synsvinkler, hvorunder den
opstaaede Strid blev set. Ingen anede dens virkelige og langt
dybere Betydning. Den blev nemlig for Danmarks
Vedkommende det første afgørende Brud i Forholdet mellem den
gammeldags Statskirke og den fremadskridende, religiøse
Bevidsthed. Ligesom Frihedskravet overfor den enevældige Statsmagt
kort efter stilledes og i Løbet af en Snes Aar førte til en fri
Forfatning 1849, saaledes kom her for første Gang det
tilsvarende religiøse Frihedskrav til Orde. Dette Spørgsmaal var
imidlertid langt vanskeligere at løse end det blot politiske. Her
drejede det sig nemlig ikke blot om Befrielse overfor Tryk af
enevældig Kongemagt, men om Frigørelse for baade Konges,
Kirkes og Stats Forsøg paa at beherske den enkelte
Personligheds religiøse Overbevisning, hans frie, selvstændige Forhold
til Gud.
Som det vil ses, rejste altsaa paa hin Tid de to gamle
Kulturforudsætninger — Kongedømme og Kirke — deres Hoveder
paany og krævede en tidsmæssig Form. Grunden hertil var,
at der var kommet en tredje Kulturmagt til, nemlig Naturen,
der havde fortalt Mennesket saa meget nyt om sig og om det
selv, saa at dettes Begreber om Kongemagt og om Gud havde
forandret sig, var vokset, som Mennesket selv. Alt dette havde
ingen af de i Sagen mellem Clausen og Grundtvig optrædende
i Øjeblikket noget klart Begreb om. At Sagen ikke desto mindre
blev til et Mærkepunkt i dansk Aandsudvikling skyldes Anders
Sandøe Ørsted, der ledet af et naturligt Instinkt, men imod alt,
hvad der med Føje kunde ventes af ham, og med usalige
Følger for sig selv, blandede sig i Striden.
4.
En skønne Dag overraskedes nemlig Kancelliet ved, at
Ørsted havde faaet et nyt Anfald af sin gamle Tilbøjelighed til,
som fri Tænker og Mand af Folket, at deltage i den offentlige
Drøftelse. Og han havde foretaget dette Skridt i sin værste
Form ved — ikke anonymt, men under fuldt Navn — at udtale
sig i Juridisk Tidsskrift XII, S. 588 om Sagen: Grundtvig
contra Clausen,- og tage Parti med en af Parterne. Den nys
udnævnte Generalprokurør — Kronens juridiske Raadgiver —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
